When the cattails sway

[Atticus Clegane]

Mandag den 10. oktober

Tom. Pladsen hvor Milo Davies plejede at sidde. Den var tom. Igen. Atticus' blik vandrede konstant derhen, imens fjerpennen prikkede rytmisk til et hjørne af pergamentet, i takt med knæet der rykkede utålmodigt op og ned. Besværgelser var sidste lektion og mandag var altid for lang. Især når det ikke engang var en praktisk lektion. De havde brugt hele timen på fordele og ulemper ved noget så dødsygt som rengøringsbesværgelser, og selvom dét i sig selv var en ret god grund til at pjække, så tvivlede han stærkt på, at det var årsagen til Davies forsvindingsnummer.

Atticus drejede nakken for at sende et blik efter Jack Day . Men han lignede én, der var travlt optaget af noget andet. Så Atticus vendte opmærksomheden mod den tomme plads igen. Atticus dyppede fjerpennen og tegnede et par ligegyldige kruseduller i hjørnet for at beskæftige fingrene, men blikket hang stadig fast ved den tomme plads.

Først da klokken endelig landede på fri, rev han blikket væk igen og skyndte sig at pakke sammen. Hurtigt nok til, at han med lethed nåede hen til Jacks bord, før sovesalskammeraten overhovedet var i nærheden af, at have fået det hele i tasken.

"Marra, skal du noget nu?"

[Jack Day]

Bekymringen for kammeraten var der altid på de off-dage. Sommetider skippede Jack da også gerne en time eller tre, hvis han kunne komme til det, hvis det betød at han kunne være der for Milo. Denne gang havde han ikke kunne undslippe den utåleligt kedelige time, men havde da ladet tankerne drive væk fra rengøringsbesværgelser og what-not.

Faktisk var han ret sikker på, at han faldt i søvn med åbne øjne på et tidspunkt, men ærligt, havde hans søvnproblemer nok heller aldrig været værre end de var for øjeblikket.

Han gabte da også stort, da han dovent pakkede sammen efter timen.  "Hvorfor? Vil du invitere mig ud på en date, Attie?" drillede han, selvom han egentlig havde tænkt sig at checke ind med vaps.

[Atticus Clegane]

Atticus fnøs kun kort, men underholdt. "I dine drømme, Jackie." Han havde dog ikke fanget vennen for at kaste sig ud i håbløs banter og dumme jokes. Blikket skævede i retning af den tomme plads igen, selvom der efterhånden var flere og flere pladser der nu blev forladt.

"Men kan vi ikke lige finde et sted, hvor vi kan snakke sammen uden vægge der lytter?"

[Jack Day]

Jack hævede et bryn, men lod det falde ligeså hurtigt igen. De store bekymringer havde han ikke i livet, med undtagelse af dem Baylea Burke havde givet ham.

"Yea, cool cool," sagde han så og tænkte at vaps nok kunne vente i ti minutter. Han pakkede de sidste ting sammen og fulgte med Atticus mod det nærmest-ubenyttede rum. "Hvad så?"

[Atticus Clegane]

Atticus sikrede sig at døren var lukket, og sendte et skeptisk blik rundt i lokalet, før han endelig vendte opmærksomheden mod Jack. og modsat kammeraten, havde Atticus bekymringer.

"Okay." Startede han, imens han trak lidt på tiden for at overveje sine ord. "Okay, der er noget..." Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle formulere sig for ikke at lyde tosset. Men Jack og Atticus havde været sovesalskammerater siden første dag på skolen, og Davies var først kommet ind i billedet senere.

"Jeg tror der er noget galt med Milo Davies." Lød det endelig fra ham, med en let bekymring i stemmen som Jack sikkert ville lave grin med.

[Jack Day]

Jack lænede afslappet ryggen ind mod nærmeste mur, og var egentlig ret spændt på hvad fanden Attie havde på hjertet der krævede så meget tilløb. Var han vild med ham eller sådan noget? Jack ville sgu ikke dømme ham.

Da sagen kom frem, bukkede brynene helt subtilt. "Yea?" lød det uimponeret fra ham, selvom han allerede var i beredskab. "Han har mandeinfluenza. Hvis du vil smittes, må du give ham en møsser."

[Atticus Clegane]

Atticus rynkede på næsen, men han kunne selvfølgelig have sagt sig selv, at Jack ikke ville tage det alvorligt.

"Nej, det er ikke sådan noget. Der er noget ægte galt med ham, Jack. Han har en... En dårlig energi, eller sådan noget. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men... Har du slet ikke bemærket hvor ofte han er væk? Og hvor syg han altid ser ud? Marra, jeg ved du snakker mere med ham end jeg gør, så du må have bemærket noget."

[Jack Day]

Jack frygtede om han havde talt over sig i søvne, eller om renderne under Milo Davies´s øjne havde sagt for meget. Her skulle han dog spille dum overfor Attie, som havde han ikke også bemærket noget underligt ved sin bedste kammerat.

"Dårlig energi?" Jack kom til at grine og viftede med hænderne. "Seriøst mate. Alle teenagere har en dårlig energi, men indrømmet har Milo nok rekorden for et skidt immunforsvar. De burde give ham en plads i trofærummet."

[Atticus Clegane]

Atticus så misbilligende på Jack. Enten tog han det overhovedet ikke seriøst, eller også spillede han dum. Noget i den dur.

Den rødhårede knægt trådte tættere på kammeraten og sænkede stemmen. "Jeg mener det, Jack. Han fejler et eller andet, og det er ikke bare influenza. Jeg tror han har et eller andet. Noget kronisk. Jeg ved bare ikke..." Han slog ud med en hånd, "måske er den en sygdom eller det kunne være en forbandelse? Har du spurgt ham?"

[Jack Day]

Det var vel kun godt at Attie var så bekymret for Milo, men samtidig var det også en kende belejligt. Jack sukkede og lagde en hånd mod sovesalskammeratens skuldre, da han var kommet tæt nok på.

"Hvis det var noget, tror du så ikke professorerne ved det og har styr på det?" sagde han så og forsøgte at berolige ham med et mindre provokerende smil.

"De er sgu mere observante end man lige skal tro. Du ved hvor mange verbale øretæver man får når man skipper en time. Hvis Milo skipper tre og ikke konstant er i eftersidning, så er han måske undskyldt."

[Atticus Clegane]

Det var alt sammen meget godt og fint og sikkert også sandt. Men det gjorde ikke spørgsmålene færre. Også selvom Atticus ikke var bekymret for Davies, som sådan...

"Okay, lade os sige at professorerne har styr på det. Og at han har en undskyldning. Men synes du så ikke at det er mærkeligt, at han ikke har sagt noget til os? Jeg har bare tænkt over det længe og..." Han kløede sig overvejende bag øret og rynkede på næsen igen, før blikket rettede sig tilbage mod Jack. "Ja, jeg synes bare det er underligt. Og jeg synes du skal spørge ham. Eller som minimum hjælpe mig med at holde øje med ham."

[Jack Day]

Det var ikke Jacks at fortælle, og sådan var det bare. Det her var en fucking farlig hemmelighed og Jack havde en hellig opgave, sammen med nogle af de andre drenge, om at værne om det.

"Fint, jeg spørger ham, men hvis han siger at jeg skal blande mig udenom, så er det nøjagtigt hvad jeg gør, Attie," sagde han med et dovent suk og en afværgende viften med hånden. "Og det bør du virkelig også gøre."

[Atticus Clegane]

Var det ikke først når man blev bedt om at blande sig uden om, at det blev vigtigt at blande sig? Var Jack bange for at spørge? Hvad foregik der? Atticus svarede ikke med det samme, men så undersøgende på Jack.

"Klart." Lød det endelig fra ham, ikke helt overbevist. "Klart, men... Hvad hvis han har brug for hjælp, og bare ikke tør bede om den? Måske gør det ikke noget at presse lidt på." Eller hvad hvis Davies gik og løj overfor dem, om noget virkelig bizart. Attie stolede ikke rigtig på drengen fra Ravenclaw.

[Jack Day]

Det var virkelig en balancegang. For efter hvad der var sket med Jack til bryllupsfesten, havde Milo aldrig gravet dybere, da Jack havde gjort udtryk for at han ikke ville snakke om det. Lige deres bånd handlede om at være der for hinanden uanset. Selvom han nu måtte lyve og påstå, at han bare så til mens Milo havde det fysisk skidt og synligt ikke var til time.

"Selvfølgelig," sagde han, lidt irriteret over at skulle fremstå som en der var ligeglad med sin bedste vens velbefindende. "Men jeg tror virkelig ikke der er noget at komme efter."

[Atticus Clegane]

Blikket vandrede analyserende henover Jacks ansigt. Læste ind i ting og overvejede andre. Atticus vidste ikke hvorfor eller hvordan, men et eller andet sagde ham, at noget var... Ja, ikke som det skulle være. Men han kunne ikke være sikker på hvad det handlede om. Om det overhovedet havde noget med Davies at gøre. Irritationen var også ny. Ukarakteristisk.

"Hey. Marra, er du okay?"