If it feels good, tastes good, it must be mine

[Alissa Avery]

Alissa sendte ham et strålende smil og var mere end tilfreds med, at hun blev prioriteret højere end øvrige familiemedlemmer. Hun antog i hvert fald, at de da selvfølgelig også ville deltage, og fulgte ham ubekymret til den lille krog.

"For en helt fantastisk aften," skålede hun og hævede glasset lidt. Uden at klinke det mod hans, selvfølgelig. De var trods alt ikke barbarer.

[Constantin Montague]

Ingen krystalglas blev klirret eller ridset, men Constantin behøvede næppe den form for kontakt, når han i stedet kunne løfte glasset op mod munden og betragte Alissa over dets kant, med et blik der brændte.

"Intet mindre," sagde han, før tungen stødte mod de første dråber. "Perfekt, er nærmere ordet."

[Alissa Avery]

Havde det været Constantins arrangement, havde hun nok pointeret, at perfektion var lidt af et mål at sætte sig. Men nu hævede Alissa glasset lidt i enighed. Hun accepterede trods alt intet mindre end perfektion og værdsatte, at det var alment kendt.

"Det er godt, at du kan se det," bemærkede hun med en krusning af de buttede læber. "Det er ikke alle, der kan værdsatte det til fulde." Måske var der en bitter undertone i hendes ord, men denne gang var den ikke rettet mod Constantin.

[Constantin Montague]

Det de kunne skabe sammen kunne gløde og kaste gnister, og det var han sikker på at Alissa måtte mærke, ligesom han gjorde. Hun modsatte sig i hvert fald ikke, men smilede til ham med de forbandet-distraherende læber.

"Tænker du på nogen bestemt?" spurgte han så, nysgerrig på at mæske sig de bider Alissa gav af sig selv.

[Alissa Avery]

Alissa kunne have alverdens beklagelser over Hamish (og alle andre, hun kendte), men hun var stadig for optaget i at fremstå fejlfri til at lufte noget af det for Constantin eller nogen anden. I stedet snoede hun en mørk lok om fingeren og trak på den ene skulder.

"Blot en generel observation," svarede hun henkastet.

[Constantin Montague]

Contantin ville gerne have bekræftelsen af dén teori som ville glæde ham mest. At Alissa fandt noget i ham som hun ikke kunne finde derhjemme. I stedet sad hun der og lod en lok vandre om fingeren, som en ægte kryptisk tease.
Og hvor han nød det.

"Ja, naturligvis," sagde han så alligevel og lænede ryggen tilbage mod lænet på det bløde møbel. Øjnene tog han aldrig fra hende.

"Vi to værdsætter skønhed på en helt særlig måde."

[Alissa Avery]

Det var ikke Constantin, Alissa havde ønsket at sidde sammen med i timerne op til sin optræden. Det var ikke ham, hun ville ønske stod og så besnæret på hende, mens hun optrådte. Men hun nød, hvordan hans blik på hende syntes at brænde efter hende, og legede lidt med lokken.

"Og hvilken måde er det?" spurgte hun nysgerrigt. Det mørke hår blev sluppet og faldt tilbage på plads.

[Constantin Montague]

Spørgsmålet fik ham til at trække på den ene mundvige i et ulveagtigt smil. Trods Constantin kunne høste visse frugter af at være arving til et navn mere end en formue, var han hellere den næstfødte søn til en familie med en dyb pengepung, hvis det betød at han kunne omgås med mere skønhed end forpligtelse.

"Vi evner at fremhæve den. At se den i det og dem vi omgiver os med," svarede han, stemmen dyb. "Mens andre blot stræber efter middelmådighed."

[Alissa Avery]

Alissa var det tredje og sidstfødte barn - og desuden en pige. Hun havde ikke haft nogle intentioner om, at det var hende der en dag ville stå til at arve ikke kun det, men også stå som hustru til arvingen af Buchanan-formue og land. Alligevel havde hun aldrig manglet noget. Snarere tværtimod.

"Ja, det er sandt," medgav hun med et træk i mundvigen og matchende glimt i øjet. "Jeg vidste, at der var en grund til, at vi begyndte at tale sammen. Jeg kunne bare ikke huske hvad."

[Constantin Montague]

"Som om dét at se på mig, ikke er en evig påmindelse," kom det ufortrødent fra Constantin, som intet problem havde med at bage skamløst på den gifte kvinde.

Han tog en tår fra glasset igen og nød hvordan bitterheden gemte sig bag sødmen. "Nu vi altså taler om skønhed."

[Alissa Avery]

Alissa slap en dæmpet, melodisk latter. Ligesom alt andet ved hende, var den nøje indøvet og raffineret gennem nitten år. Hun spidsede læberne lidt og satte glasset fra sig på det mørke bord.

"Det er et godt emne," erklærede hun og fiskede muligvis efter, at han skulle drage parallellen til hende.

[Constantin Montague]

Constantin behøvede ikke fortælle Alissa hvor smuk hun var. At hun var en skønhed man ikke kunne indramme til retfærdighed. Drømmen om at fastholde hende i visse situationer var dog stadig temmelig vågen i det gnistrende blik.

"Unægteligt," gav han hende så ret, men efterlod ikke mere dertil. I stedet tog han endnu en tår af sit glas, mens den ene arm lagde sig mod lænestolens armlæn i en blød bevægelse.

[Alissa Avery]

Alissa havde søgt et kompliment og lod ikke Constantin af krogen, før hun havde fået det. 'Nej' havde aldrig været et ord, hun var i stand til at håndtere, uanset om det lå mellem linjerne.

"Mh," lød det blødt fra hende, før hun hævede glasset til læberne uden at slippe hans blik.

[Constantin Montague]

Når hun hævede glasset på den måde, drog det kun endnu mere af hans opmærksomhed til hendes mund. Engang havde Alissa føltes som inden for rækkevidde, men måske smagte hun endnu sødere, nu han rigtig kunne værdsætte hendes magt.

Hovedet gled subtilt på sned.

"Hvad skal du have på til aften?" spurgte han så. For hvis ikke han kunne stille sin sult lige nu, kunne han måske i stedet stille sin nysgerrighed.

[Alissa Avery]

Alissa havde en fornemmelse af, at Constantin var mere interesseret i, hvad der var under det, men det kunne hun ikke have noget imod. I stedet stillede hun glasset fra sig, så han rigtigt kunne studere hende.

"Kan du ikke vente til i aften?"