Rygdækkeren

[Marty MacFusty]

Marty havde endnu ingen problemer haft med at smide rundt med en tromler oppe i luften, men selv om han var ret sikker på at Nellie vejede mere end bolden, vidste han bedre end at lave en joke omkring emnet. I stedet nikkede han enigt, og lod emnet passere.

Det var utroligt hvor meget spindelvæv der kunne dukke op over en ferie, men det lykkedes dem da at finde et par træningskoste der ikke var blevet til hjem for en mindre familie af edderkopper. Og med kosten smidt over skulderen fulgtes han med Nellie ud på banen.

"Jeg må jo hellere lade dig markere hvor dine grænser går nu." fastslog han med et skævt smil. "Så ved jeg også hvor langt jeg kan presse dig." tilføjede han i et noget mere spøgefuldt tonefald - selv om det var rigtigt nok.

[Nellie Broadmoor]

Da de gik ud på banen, slog det Nellie hvor tæt på det hele nu blev. At skulle op i luften på egen hånd, selvom hun da havde et sikkerhedsnet i form af Marty. Hun troede desuden ikke en flig på, at han ville presse hende mere end allerhøjest nødvendigt. "Jeg skal nok sige til. Det skal du virkelig ikke være i tvivl om," sagde hun til ham, før hun steg på kosten og hævede sig i luften.

Det gik forholdsvis glat de første par meter, men grebet om skaftet blev klart tættere, da hun hævede sig yderligere. Hun vovede at se ned et par gange, men huskede at trække vejret ned i maven, som Marty havde fortalt hende engang. "Hertil. Som start," vurderede hun så, og stoppede i luften da hun var et godt stykke oppe, men næppe ligefrem i højde med de nederste målringe.

[Marty MacFusty]

Marty tvivlede ikke rigtigt på at Nellie var god til at give besked, når hendes grænser blev nået. Det betød ikke at han ikke holdt lige så meget øje som han gjorde før, mens han selv svævede op i luften kun et lille stykke under hende. Hvor hendes greb om kosten var spændt, var han selv ret afslappet på kosten.

"Du er kommet højere op." konkluderede han bifaldende, selv om at han nåede den samme konklusion om at der stadig var et stykke at gå, hvis hun skulle op i nærheden af målringene. "Hvordan har du det? Når du kigger ned." uddybede han.

[Nellie Broadmoor]

Hvordan hun havde det... Nellie vidste ikke hvordan man skulle beskrive de mange følelser på registeret. På en side var hun fuld af adrenalin, både på grund af frygt og stolthed over at have overkommet det første stykke, mens hun på det andet, ikke kunne lade være med at forestille sig at kosten pludselig ikke gad holde hende mere.

"Som om der er lang vej igen," svarede hun så med et grin, men formåede at stige lidt mere i luften, nu hun havde Marty med sig. "Men det er ikke så slemt længere. Selvom jeg ikke lige ved hvordan i helvede I formår at multitaske i luften, når alt jeg kan tænke på, er hvor langt der er ned."

[Marty MacFusty]

"Det er godt." svarede Marty smilende op til hende. Han forholdt sig stadig tæt nok på hende til at han bogstavelig talt kunne gribe ind, hvis hun nu skulle miste balancen eller - mod enhver formodning - hvis kosten skulle finde på at smide hende af.

"Der kan være noget sundt i at være bange for at falde. Så ser du ikke ned, og så fokuserer du på hvad der er foran dig." Han strakte armen frem for at give Nellie et opfordrende klap på skulderen. "Og tro mig, det er meget nemmere at multitaske når du ikke ser ned på jorden." fortsatte han, mens han, meget diskret, førte sin kost længere op i luften, i håbet om at Nellie naturligt ville stige sammen med ham.

[Nellie Broadmoor]

Nellie syntes engang at have læst, at den menneskelige hjerne faktisk ikke kunne finde ud af at multitaske, men hun klyngede sig til Malcolms råd og håbede at han havde ret. Ja, for om nogen vidste han vel hvad han talte om, nu hvor han selv var ret dygtig i luften.

"Er du nogensinde faldet af?" spurgte hun af nysgerrighed, før hun, uden helt at tænke over det, kom op på siden af ham.

[Marty MacFusty]

Marty måtte kæmpe for ikke at smile en smule tilfredst, da Nellie fulgte med ham højere op i luften. Hvor han bare kunne fortsætte sådan, ville det forhåbentligvis lykkedes ham at få hende højere op før hun overhovedet var klar over det.

"Masser af gange." svarede han ærligt, men tonen gav et indtryk af at det ikke havde efterladt nogen mentale ar. "Men du kan ikke lade frygten for at falde stoppe dig fra at sætte dig op på kosten igen."

[Nellie Broadmoor]

Masser af gange var nok ikke lige svaret hun havde håbet på, men udover at rynke en kende på næsen, forsøgte hun ikke at lytte til nervøsiteten i kroppen. Med et udsagn som dét han kom med, var det tydeligt at han var placeret på det rigtige kollegium.

"Det er vist forskellen på dig og mig," påstod hun, faktisk uden at tænke over at hun hævede sig lidt yderligere i luften. Ja, ikke før nogle sekunder efter, hvor hun ikke formåede at følge tanken til ende, men kom til at se ned og indsé hvor højt de var oppe.

Og noget ved det, fik hende til at flyve helt tæt på Marty for støtten.

[Marty MacFusty]

Marty havde aldrig rigtig stillet spørgsmål til hvorfor han var havnet blandt løverne. Det havde måske bare altid givet mening for ham, ligesom han heller ikke havde været overrasket da Maighread MacFusty havnede blandt slangerne.

"Jeg tror du er modigere end du selv tror." påstod han alligevel, og nærmest som for at udgøre en punchline til en joke, bemærkede Nellie vist hvor højt oppe hun var, og søgte tættere på ham. Han strakte automatisk en hånd ud til hende som støtte, og sendte hende et lille beroligende smil. "Hey. Du klarer det flot." Tonen var ikke længere legende eller letsindig. Han mente det oprigtigt, og ville have at hun vidste det.

[Nellie Broadmoor]

Selvom der nok var en sandhed i ordene, fangede Nellie sig i at fnyse let over bemærkningen, selvom det egentlig var sødt nok af Marty at sige. Desuden blev hun mere distraheret af den store distance under sig og den støttende hånd, der måske distraherede hende en kende mere i luften end den burde. Hey... glemte hun faktisk lidt, hvor højt oppe hun var når Marty rørte ved hende? Sært. Og virkelig ikke noget hun burde dvæle ved.

"Flot i forhold til hvor dårligt det var før?" spurgte hun så, med en lidt overvældet lyd. Fingrene havde strammet sig om kosten, men hun forsøgte snart at slappe mere af. Det var næppe flot efter en Quidditchspillers standarder, tænkte hun.

[Marty MacFusty]

Marty havde aldrig fundet det i sig til at beskrive Nellies flyvning som 'dårlig' - i hvert fald ikke efter at han lærte om hendes højdeskræk. Han smilede derfor opfordrende til hende.

"Du gør det flot." gentog han simpelt, for der behøvedes måske ikke noget at sammenligne det med. "Og du bliver kun bedre. Bare hold blikket oppe mod hvad du vil flyve mod, og ikke hvor du er bange for at havne." instruerede han, stadig med en arm rakt ud for at støtte hende ved behov.

"Ellers kan du fokusere på mig."

[Nellie Broadmoor]

Der var noget beroligende ved måden Marty beskrev det på. Noget der gav mening for hende, selvom hun ikke var typen der bare sendte et taknemmeligt smil og lod det være ved det. I stedet hæftede hun sig ved den sidste bemærkning, og kom til at overveje om han mon havde opfanget noget ved hende. Noget der egentlig fandt en ro ved faktisk at fokusere på ham.

"På dig?" spurgte hun så bag et drilagtigt smil. "Svært at gøre andet, så prangende dit hår er."

[Marty MacFusty]

Smilet bredte sig i et grin over Nellies bemærkning. Måske var det lige så meget af genuin morskab, som det var i tilfredshed over at hun åbenbart fandt noget distraherende nok i ham til at hun - i hvert fald for øjeblikket - ikke fokuserede på højden hun befandt sig i.

"Ligesom Rudolf, du ved. Jeg gløder i mørket." fortsatte han joken, og kunne da heller ikke holde sig fra at blinke kækt med det ene øje til hende. Og endnu en gang førte han hende en lille smule højere op i luften.

[Nellie Broadmoor]

Nellie fnøs naturligvis af den dumme bemærkning, men fulgte Marty i luften. Faktisk kom hun også en smule højere op ved at presse sig selv mere, og måske også vise ham, at hun ikke var et umuligt tilfælde. Alligevel kom der alligevel et punkt, hvor hun kunne mærke, at grænsen for i dag var nået.

Hun støttede sig i hvert fald mere ind til Marty i luften, vejrtrækningen tydeligere fanget i halsen, før de langsomt kunne begynde at bevæge sig nedad igen.

"Det der med stejle dyk, ved jeg ikke hvordan I gør," kom det så overvældet fra hende, da fødderne ramte landjorden igen. Med en lidt fortumlet, men lettet lyd lagde hun sig i græsset.

[Marty MacFusty]

Marty vidste hvor grænsen lå til hvor meget han skulle presse hende, og da Nellie markerede at den grænse var nået, protesterede han heller ikke. Der var trods alt ingen grund til at skræmme hende fra luften, nu hun gjorde fremskridt.

"Dét behøver du heller ikke finde ud af helt endnu. Det er fint nok at starte med at komme opad og komme forsigtigt ned." afgjorde han med et glimt i øjet, da han først satte sig ned ved siden af hende, men derefter selv endte med at lægge sig ned på ryggen i græsset.

"Men opad kommer du også. Der går ikke lang tid før du rører en målring." Han drejede hovedet mod hende med et opfordrende smil og puffede hende let med albuen.