Hollowed out hearts don't make a sound

[Odile Moreau Rosier]

Odiles hånd havde lagt sig over dynen der dækkede Agnes’ ben og gav den nu et lille tryk, mens hun nikkede med et mat smil “Selvfølgelig. Jeg sender ham herop så snart de dukker op.” Lovede hun, selvom der måske var noget andet hun ville allerførst. Forhåbentligt ville Agnes sove dybt, når først Matheo og Lucian dukkede op”Men hvil dig nu og drik din te. Så er jeg sikker på du snart har det bedre igen.”

[Agnes Rosier]

Agnes nikkede og lod sig glide lidt mere ned i sengen igen. Hele tiden opmærksom på ikke at spilde så meget som en dråbe i sengen, selvfølgelig. Munden blev åbnet for at sige godnat, men i stedet trængte et spørgsmål sig vej igennem.

"Madame?" spurgte hun forsigtigt. "Hvorfor er jeg overhovedet herinde?" Det havde ikke været hendes værelse i et par uger nu.

[Odile Moreau Rosier]

Spørgsmålet fjernede ikke smlet på Odiles læber “Så du ville have ro og fred til at hvile dig.” Begyndte hun som om det var åbenlyst “Det er ikke altid så nemt, i et værelse og en seng man deler med en anden. Du har haft et par.. begivenhedsrige uger. Måske har det været lidt for meget for dig, men vi skal nok få dig på toppen igen.”

[Agnes Rosier]

Et lille, men taknemmeligt smil strejfede hendes læber. Agnes havde ikke tænkt meget over det, men nu hun gjorde, krøb minderne fra de seneste nætter tilbage til hendes hukommelse. Hun prøvede at tvinge dem på afstand.

"Mh." Hun nikkede svagt. "Tak."

[Odile Moreau Rosier]

Odile nikkede en enkelt gang til takken og sad tavs nogle lange sekunder, med blikket mod dynen. Hun havde allerede været opsat på at blive til hun var sikker på sove-eliksiren virkede, men som det før var sket, dukkede impulsen til at dele ting hun ellers aldrig talte om, op i pigens selskab "Du ville måske ikke tro det, men der gik en rum tid, før Lucian Rosier og jeg delte værelse.. eller seng for den sags skyld. Jeg så helst han forsvandt, så jeg kunne tage hjem til Frankrig." hun smilede mat ved mindet, der var uendeligt langt fra hvordan hun følte omkring sin ægtemand nu "Der er ingen der forlanger alting skal være perfekt fra starten."

[Agnes Rosier]

Der var ikke megen forandring at spore hos Agnes, da Madame Rosier begyndte at tale, men det betød bestemt ikke, at hun ikke lyttede. Opmærksomt fulgte hun med, trods øjnene ikke formåede at vise det.

Hun talte ikke med det samme, men vendte ordene lige så nøje, som hun valgte sine egne. De var dog ikke mindre sandfærdige:

"Jeg ønsker ikke, at Matheo skal forsvinde."

[Odile Moreau Rosier]

Odile rystede let på hovedet med et beroligende sml tl at tage det, der kunne have lydt som en anklage “Det tror jeg heller ikke, cheríe. Jeg siger blot, at du ikke må klandre dig selv, hvis det føles svært i starten. Heller ikke selvom I har haft fordelen af, at lære hinanden at kende på forhånd. Den luksus havde vi aldrig.” Momentært blev hendes blik fjernt, før det igen søgte Agnes’ “Men vi gav hinanden plads til at finde ud af alt det nye.” Smilet spøgte igen “Jeg siger blot jeg håber min søn møder dig med samme tålmodighed, som Lucian gav mig. Og at du altid kan komme til mig hvis noget går dig på. Det kommer altid til at blive mellem os.”

[Agnes Rosier]

Agnes lyttede tavst, men ikke desto mindre opmærksomt. Madame Rosier havde været hendes eneste komplette tryghed i det dunkle hjem og hun stolede på hendes råd, lod det falde til i hende. Distræt tyggede hun sig lidt i underlæben, mens minutterne sneglede sig forbi.

Det virkede, som om der gik en mindre evighed, før hun endelig talte igen. Blikket var sænket mod de blege fingre, der pillede lidt ved dynen. Ordene kæmpede for at komme ud og da de endelig gjorde, var det næsten ikke mere end en hvisken.

"Skal det... Gøre ondt?"

[Odile Moreau Rosier]

Odile skyndede ikke på hende. Pressede ikke, men blev blot siddende tavs og ventede tålmodgt. Uden at vde, om der var noget Agnes måtte ønske at dele med hende, men hele tiden opmærksom på tegn, der ville vise elksiren var begyndt at virke.

Det tøvende spørgsmål var et der fik mørke bryn til at krybe sammen i overvejelse før svarede “Det kan det gøre.. de første gange..” begyndte hun, uden at behøve få uddybet, hvad Agnes hentydede til “Men så skulle det gerne blive mere rart. Mænd har det lettere end vi kvinder. Vi har brug for lidt mere.. opmærksomhed, for at det bliver rart.” Smilet var mildt og stemmen rolig, som var det et helt naturligt samtaleemne mellem dem “Hvor meget fortalte din mor dig om den del af et ægteskab?”

[Agnes Rosier]

Den varme seng og Madame Rosiers nærhed var ved at have sin effekt. Agnes mærkede i hvert fald øjenlågene blive tungere, men hun holdt dem åbne for nu. Lyttede opmærksomt til hende, selvom blikket stadig var rettet mod dynen.

"Ingen af os forudså, at det ville blive nødvendigt så tidligt," svarede hun lavmælt.

[Odile Moreau Rosier]

Odile betragtede hende et langt øjeblik, bemærkede de langsomme blink, før hun rystede på hovedet en enkelt gang “Nej.. det tror jeg ikke nogen af os gjorde, men omstændighederne ændrede sig.” Konstaterede hun, en smule neutralt, men uden på noget tidspunkt at have lagt skyld på pigen (ikke når hun hørte eller så det i hvert fald, og hun havde også forsvaret hendes beslutning overfor sin mand), for det forsvindingsnummer hun havde lavet, der ultimativt havde været grund til planerne var blevet fremskyndet “Måske har jeg heller ikke forberedt Matheo Rosier godt nok på hans del..” det kom ud som en overvejelse, en tanke der blev sagt højt, mere end direkte til Agnes “Du må spørge mig om alt, uden skam, men hvis du synes det er for svært, har jeg nogle bøger du kan låne.”

[Agnes Rosier]

Nok var der ingen bebrejdelse at finde i Madame Rosiers ord, men der var rigeligt i Agnes indre. Det var kun forfærdelsen over kvindens opfølgende tilbud, der kunne have revet blikket op. Men det forblev på dynen, mens hun langsomt sank mere sammen. Hovedet snurrede lidt af snakken og dagen, der var forsvundet.

"Tak, Madame," svarede hun, bevidst uden at acceptere. Alene tanken om at læse den slags gav hende varme kinder. Generelt følte hun sig varm. Varm og magelig. Øjenlågene var tungere nu og hun rykkede sig lidt for at række hånden ud i en tavs anmodning om lidt ømhed.

[Odile Moreau Rosier]

Odile var ganske klar over, at hun var betydeligt mere frisindet på emnet, end de fleste andre kvinder af sin stand, men mellem dem, i fortrolighed, gjorde hun intet hun ikke selv ville have ønsket hun havde fået at vide, og intet hun ikke selv ville have sørget for en datter var forberedt på.

Takken fik denne gang blot et nik, før hun uden tøven rakte ud og lukkede begge hænder om Agnes’, løftede dem og plantede et ømt kys mod hendes fingre, før hun lod deres samlede hænder falde igen uden at slippe “Hvil dig nu.. så kan vi tale mere senere hvis du vil.”

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke sikker på, om det nogensinde ville blive noget, hun havde lyst til at tale. Men lige i det øjeblik var hun generelt ikke sikker på noget og for udmattet til at finde ud af det.

Så hun nikkede blot og lod øjnene glide i.

afsluttet