Where we left off..

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz nikkede overvejende, men der var så mange ting ved Odiles ord der clashede mod hinden som to forskellige størrelser, der på ingen måder kunne forenes. Fastholdelse af kontrol. Og alligevel friheden til at gøre som de to unge lystede. Han registrerede hvordan Odile lukkede lidt i og ændrede tilgang.

”Hvad ville der ske, hvis du lod dem lære på deres egne præmisser uden indgriben?”

[Odile Moreau Rosier]

Spørgsmålet burde være simpelt og i første omgang skltes hendes læber for at svare. Og så var det ikke så simpelt alligevel. Hun lukkede munden igen med et flakkende blik og rystede på hovedet uden at tabe et eneste skridt i dansen, trods det alvorlige emne.

Hun var tavs en stund. Længe nok til det var et svar i sig selv. At udfaldet hvis hun slap kontrollen ikke var et hun havde lyst til at tænke på “Jeg ved det ikke..” indrømmede hun, selvom hun havde en fornemmelse. En der fyldte hende med uro for fremtiden.

[Arcadiuz Zabelle]

”Du bliver nødt til at give slip før eller senere Odile. Du kan ikke leve deres liv. Og det har en mærkbar effekt på dig. Du ryster næsten…”

Arcadiuz tav for en stund. De brede bryn rynkedes ned, men det var ikke med vrede, men en form for sårbarhed, der gav genskin i hans øjne.
”Det bekymrer mig… Det er ikke sådan jeg husker dig”.

[Odile Moreau Rosier]

Ordene ramte dybere end hun havde lyst til og plantede en klump i hendes hals, der forhindrede hende i at sige noget lige med det samme. I stedet rystede hun på hovedet, men løftede det og så ham i øjnene med et modløst blik, der kun bekræftede hvad han allerede havde sat ord på “Det kan jeg ikke…” svarede hun så endelig, næsten kun en hvisken.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz forstod intet af det usynlige anker, der formåede at holde Odile så fast. Han så kun den effekt det havde og prøvede sit hårdeste på at skære det ned i blinde.

”Hvorfor?”
Ordene kom en anelse mere snappende end Arcadiuz ønskede. Ved et højdepunkt i melodien løftede han Odile op fra jorden og holdt hende stille, hans øjne låst med hendes.
”Du SKAL!”.

Lige så diskret løftede han heksen ned igen.
”Du tror måske du står ved en afgrund og at der ingen vej er tilbage længere, men jeg kan forsikre dig at du mister alt og ligetil, hvis du lader være… inklusivt dit jeg”.

Arcadiuz sænkede stemmen.
”Jeg ER… bange for at miste dit jeg”.

[Odile Moreau Rosier]

Et glimt af trods flakkede i Odiles blik over det spørgende ord “Hvorfor?” Gentog ligeså spørgende, men hun fordi hun mente det var åbenlyst. Hun nåede ikke at sige mere, før hun mistede kontakten med gulvet og slap et overrumplet gisp. Ordren, uanset hvor meget bekymrng den var pakket ind i, fik hendes bryn til at krybe sammen mens fødderne mødte gulvet igen “Og hvis jeg giver slip, mister jeg i stedet..” ..mine børn.. var hun ved at fortsætte, men tog sig i det.

Hun rystede på hovedet, men slap ikke hans blik “Jeg har mistet en del af mig selv, hver gang jeg mistede et barn, Arcadiuz..” hendes stemme var dæmpet, tyk af sorg der stadig kunne føles frisk “Jeg kan vil ikke miste flere.”

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz sukkede og forsøgte ikke at lade følelserne overtage hans rationale.
”Du kan ikke lade frygt kontrollere dit liv. Det er ikke det værd. Og hvad hvis du fejes bort fra jorden under dig? Måske vil du se at der er mulighed for at genfinde den igen kort efter. Du har endda selv sagt det. Du ved ikke hvad der vil ske hvis du giver slip. Og det er en frygt for det ukendte, der holder dig nede. På trods af at du arbejder med det som indkomst”.

Det ene buskede bryn skød i vejret.

[Odile Moreau Rosier]

Odile slog blikket ned med en næsten ikke tilstedeværende hovedrysten, men tog hans velmenende ord til sig, som hun altid gjorde. Der gik flere sekunder før hun sagde noget igen “Men hvad hvis jeg ikke genfinder den igen?” Hun løftede hovedet og mødte hans blik flakkende. Et øjebliks usikkerhed der krøb igennem facaden, uden at hun hverken modsagde ham, eller vedkendte sig han havde ramt hovedet på sømmet.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz ene mundvige skød op i et skævt, men blødt smil.

”Så har du mennesker omkring dig til at trække dig ned igen, skulle du svæve væk. Det har du altid haft. Det burde du vide. I meget lang tid”.

[Odile Moreau Rosier]

Et svagt smil spøgte på Odiles læber, før hun strakte sig ldt, uden at tabe et trin, og lod læberne flygtigtstrejfe hans kind “Jeg ved det, cheríe.” Forsikrede hun og mente det. Hans støtte og venskab, var en ting hun aldrig tvivlede på “Men fortæl mig hvornår du blev optimisten af os to?” Fortsatte hun, tonen lidt lettere, selvom en del af hende bevidst forsøgte at glide over på et mindre tungt emne.