Where there's not even breathing room [S]

[Calliope Zabini]

Det var lidt af en overraskelse, at det var Finn, der gik efter kysset. Calliope var så vant til, at det var hende, der var kullet på deres tog, men hun kom bestemt ikke med indvendinger.

Og dette kys var ikke helt som nogle af de andre, de havde delt. Det var blødt og kælent, ingen utålmodighed eller forvirret famlen. Hun lagde endda hånden på siden af hans hals, som hun lænede sig ind til ham.

[Finley Runcorn]

Når det galt sådan noget som brydekampe, havde de nærmest fundet en naturlig rytme med hinanden. Ja, selvom det førte til albuer, neglekradseri, spytklatter eller hvad der end fulgte med. Underligt nok, var det her virkelig en af de første gange hvor det virkede så naturligt for ham med hende som en brydekamp. Han behøvede ikke tænkte for meget over om hun rev hovedet af ham ved næste mulighed.

Han trak det da også gerne ud og havde strøget fingrene over hendes overarm uden at skænke det en tanke. Havde hun altid været så blød?

[Calliope Zabini]

Calliope vidste ikke, hvor længe kysset varede. Hun vidste kun, at læberne var ved at blive bløde og luften i lungerne sparsom, da hun måtte give slip på ham. Ikke, at hun forsvandt mange millimeter væk.

Det var muligvis det mest ømme øjeblik, de nogensinde havde haft, og af samme årsag sagde hun ikke et ord. Hun åbnede ikke engang øjnene, men nussede ham i nakkehårene.

[Finley Runcorn]

Læberne føltes ret ømme nu, men der var nu også en helt anden ømhed tilstede. Finn følte sig faktisk komfortabel med de bløde berøringer selvom andre omstændigheder måske havde fået ham til at sige noget for at fucke det op. Gøre noget, der kunne bryde stemningen over i et velvant angreb.

Alligevel lå han der med hende, og der gik længe før han kom med en dæmpet spøgfuld bemærkning. "Så indviede vi vist brudesuiten..." 

[Calliope Zabini]

Calliope var ikke en kvidrende, lattermild pige, der vægtløst dansede sig gennem tilværelsen, men lige nu følte hun sig temmelig let. Hun grinede endda også.

"Nogen skulle jo gøre det," erklærede hun, da latteren igen var faldet ind til et skævt smil.

[Finley Runcorn]

Var det lidt pladret? Måske, men Finns humør kunne man for en gangs skyld ikke sætte fingeren på, og han kunne ikke undlade at tænke på, hvordan det ville være at gøre det igen.

Ikke at andre dele af ham lige var klar med det vons.

"Det er dét de gamle får ud af at holde os fra hinanden, hva?"

[Calliope Zabini]

Det fik dem til at lyde som en af de romantiske historier, som de normalt lavede bræklyde af. Men nu var Calliope tavs lidt, trak blot ganske svagt på smilebåndet.

"Den ser de nok ikke komme." Det havde hun trods alt heller ikke.

[Finley Runcorn]

"Ikke at jeg har tænkt mig at fortælle dem det alligevel," bemærkede Finn så. Han vidste at skideballen sikkert bare ville fratage ham mere frihed i sommerferien, end allerede var tilfældet.

"Saftige detaljer, og alt det der."

[Calliope Zabini]

Calliope slap et tørt fnys over konklusionen. "Nå, du vil ikke ned til vores bord og erklære, at vi lige har gjort dét i brudeparrets seng?" Blikket på ham spillede.

"Prøv ellers at forestil dig deres måben." Det var ellers ikke noget, hun selv havde behov for, men ved dén tanke virkede det alligevel næsten tiltalende.

[Finley Runcorn]

Finn mødte hendes spillende blik og kom måske til at fristes af ideen om at skræmme livet af nogle af de ældre ved bordet. Ulvesmilet sneg sig da også frem.

"Ville deres ansigter være resten af sommerferien værd?" spurgte han så, frygteligt bevidst om, at han ingen intention havde om at forblive væk fra Calliope, når det føltes så fucking godt at være tæt på. Ja, og når hendes selskab ofte var tåleligt.

[Calliope Zabini]

Det var et svært spørgsmål og Callie svarede ikke med det samme. Hun så tankefuldt på Finley, der gav hende lyst til at komme i alverdens problemer. Ikke, at det var noget nyt.

"Hvad vil de gøre?" pointerede, mere end spurgte hun med et dovent smil. "Så kravler vi sgu da bare ud ad vinduerne."

[Finley Runcorn]

"Som om jeg ikke har prøvet allerede. Sidst hang underdrengene fucking fast," Lød det ærligt fra Finn, der havde forsøgt at stikke af da protester ikke gav ham hvad han ville have. Forældrene havde vist lært at sætte noget i spænd i rygraderne, nu hvor Finn huskede dem som værende ret bløde da han var helt lille.

"Næste gang må jeg bare gøre det splitteravende."

[Calliope Zabini]

Calliope var ikke den lattermilde type, men hun måtte alligevel grine ved det ganske friske billede af Finley, der sad fast. Som altid havde hun stået klar til at grine af ham. Den hjælpende hånd havde altid været Milphio Borgin 's ansvar.

"Der er vel ikke andet for," svarede hun nonchalant. "Jeg tror hele Diagonalstræde vil elske synet næsten lige så meget som mig."

[Finley Runcorn]

Finn fnøs, velvidende om, at synet af hans blege røv nok ville indprente sig på folks nethinder uden det ligefrem var på den gode måde.

"Ja, der er en masse der godt kunne bruge at blive traumatiseret. Sådan, det rusker op i de stivnakkede," gled han derfor bare med.

[Calliope Zabini]

Med en ven som Milphio Borgin kunne man ikke rigtigt være bange for en bar røv. Calliope havde da heller aldrig været sart og havde kun en munter lyd til det mentale billede.

"Og så siger de, at vi ikke lægger planer for vores fremtid," bemærkede hun, selvom hun godt vidste, forældrene mente de mere langsigtede.