Nøglehuller

[David Smith]

David tog sig ikke af Lauries udtryksfulde ansigtsudtryk eller tonen i hendes stemme.
”Så du kan altså komme derind? Fedt,” lød responsen afslappet. David rullede med skuldrene.
”Så, tjep tjep.” han viftede med hånden,
”Afsted.”

[Laurie Sprucewielder]

I virkeligheden havde Laurie ingen anelse om, hvad David Smith fablede om. Men hun var fandme for stolt til at indrømme det, og ville langt hellere lade som om.

"Jeg har ikke tænkt mig at lukke dig ind nogen som helst steder, David." Stoppede hun ham defensivt, og viftede hans viftehånd væk. "Slet ikke før du fortæller mig hvorfor det interessere dig."

I baghovedet kørte tankerne på højtryk for at lurer, hvad i al verden han mente med 'nørdernes opholdsstue'. Hun havde en teori, men var ikke helt sikker.

[David Smith]

Hvorfor kunne piger ikke bare sige ja? Ja tak, så gerne, denne vej. Hvorfor al den mistro?
David betragtede hende, ikke synderlig overbevist om at Laurie ville være mere samarbejdsvillig hvis han fortalte hvad han rigtig skulle.

Så trak han på skuldrene.
”Jeg skal efterlade en tidlig fødselsdagsgave hos en af nørd- dine venner” skyndte David at rette sig selv.

[Laurie Sprucewielder]

Hvorfor skulle drenge altid være så kryptiske? Hun betragtede ham nøgternt, og overvejede at spørger ham igen, men der var en lettere måde at løse det hele på.

"Det er okay. Du kan give mig gaven og et navn. Jeg kan godt være diskret når jeg aflevere den, hvis du er bange for at stå ved det." Endelig kravlede et smil frem over hendes læber. Et tilbud han ikke kunne afslå, med mindre han ikke talte sandt. Ha.

[David Smith]

HA! Davids udbrud lød højt i det ellers tomme klasselokale. De blå øjne stirrede med nyfigenhed på Laurie, det tilbud hun netop var kommet med. Det afsluttende smil.
”Gå med og drop det pis. Jeg har allerede givet dig tilbuddet. Du kan endda være med til at give gaven – som belønning for at lukke mig ind i opholdsstuen.”

Han fugtede læberne. Tilføjede så, som en lille fodnote.
”De har sikkert et nøglehul, du kan kigge igennem - ved gaveoverrækkelsen - hvis nørd-dine venner gør dig nervøs.”

[Laurie Sprucewielder]

David Smith var både ubehøvlet og ubegavet og ærligt talt nok en ag grundende til, at idioter som Baylea Burke og de andre fuldblodsfjolser i det hele taget ikke brød sig om mugglerfødte. Det var rædselsfulgt irriterende at være vidne til.

"Ad David! Du er simpelthen så klam! Du skal fandme ikke dele ud af dine kugler til mine venner!" Ved Merlins tunge tasker, hvorfor i al verden troede David at han skulle den slags med nogen i hendes omgangskreds?

[David Smith]

Forbløffelsen var flygtig, men ikke desto mindre var den der nok til at Davids underkæbe kortvarigt faldt fra sin plads og de gas-blå øjnene blinkede perplekst.
”…”
Han lod klasselokalet blive marineret med Lauries udtryksfulde reaktion, før han selv rømmede sig:

”Jeg er imponeret.”

[Laurie Sprucewielder]

"Det er jeg ikke!" Svarede hun hurtigt igen, inden hun raskt vendte om på hælen og satte mod døren. Hun nåede endda at gribe fat i håndtaget, inden hun alligevel stoppede op og sendte et advarende blik tilbage i hans retning.

"Du holder dig langt væk fra mine venner, David. Forstår du det?"

[David Smith]

I den tid Laurie havde brugt på at få fat i håndtaget på døren, havde David fisket den abnome håndbold op igen. Mens hun snakkede, hævede han tromleren bagud over skulderen, og lod armen med den tomme hånd blive strakt fremad, pegende på den jævnaldrende. Hånden som sigtekorn. Klar til kast.

”Jeg siger, at det også var din ide,” lovede han og ventede ikke på svar, før han kastede bolden afsted.

//luk?