Vi tager den lige én gang til

[Milphio Borgin]

1. september
Til: Opalescence A. Bucur

Måske burde det ikke være kommet som nogen overraskelse, at Miles ikke bestod sin eksamen. Når han kiggede tilbage på sidste år, var det virkelig heller ikke oplæsning der havde fyldt mest. For ikke at sige overhovedet intet. Men det havde egentlig været okay. Han kunne sagtens bare have gået ud, og ladet det dér med eksaminer og skolebeviser være for dem der søgte en akademisk tilværelse.

Problemet var bare, at de færreste professionelle quidditch hold optog dovne dumpekarakterer, og det var svært bare at følge i familiens fodspor i stedet, når han ærlig talt stadig ikke helt forstod, hvad hans far egentlig lavede.

At Finley Runcorn og Calliope Zabini også skulle gå et år om, hjalp selvfølgelig på beslutningen, selvom det var lidt af et pres. Økonomien derhjemme havde egentlig ikke plads til at have et barn på Hogwarts i længere tid end højest nødvendigt. Men der var midler man kunne søge, og i det mindste skulle han ikke have nye bøger.

Så Miles var ombord Hogwartsexpressen den 1. september, for ottende gang.

Han delte selvfølgelig kupé med de to hoveder han altid delte kupé med, men forladt dem for at slå en streg.

På vej tilbage, så han en velkendt lys hårpragt forsvinde ind i en anden kupé. Miles var klar til at følge med, og ikke et øjeblik efter stak han hoved og krøller ind ad døren, sammen med et bredt grin: "Sparkles!"

[Opalescence A. Bucur]

Endnu en årgang. Endnu en stige at klatre. Endnu flere forpligtelser, der når hun tænkte for meget over dem følte som en guillotine, der hang og svingede over hende. Fremtiden så hun - Guillotinen var der. Den kunne man ikke gøre noget ved. Så i stedet for at kigge op, kiggede Opalescence ned og lige frem. For det var der hun aktivt kunne gøre noget med sin tilværelse og så frøene til dagen derpå. Og af og til ændrede det guillotinen. Det var der hun kunne hjælpe konstruktivt med sin evne. Og gøre nye bekendtskaber. Eller vende de gamle.

Med rolige, målrettede skridt begav Opal sig fremad i toget. De sorte hæle klikkede mod gulvet som en fanfare der meldte hendes ankomst. Håret var sat op i en løs knold, og for en gangs skyld var hun krøbet i et par bukser i stedet for flagrende kjoler.

Hun havde allerede fundet et par af bøgerne til de kommende lektioner frem og bar en af dem under armen. Planen var at læse dem og derfor få et forspring over alle de andre, så hun ikke ville skulle stresse lige så meget. Den plan forsvandt dog meget hurtigt, da hun hørte en velkendt stemme og et endnu mere velkendt udtryk bag sin ryg.

Milphio fik intet hej som hilsen. I stedet fik han et meget højt hvin og bogen blev kylet med største disrespekt til modsatte side af kupeen. Opal fortsatte med at hvine, som var det nu et sprog og kastede sine arme rundt om brystkassen på fugleskræmslet.
”Hvad laver du her? Jeg troede jeg havde mistet dig!”

Milphio fik dog ikke lov til at svare, inden den hvide heks lagde to og to sammen og gispede. De lavendelblå øjne stirrede op på ham som under forhør, og de buttede læber bredte sig i et smørret grin.
”No way. – Det betyder jo! Hvad har du laaaavet?”

Fugleskræmslet blev grebet i trøjen og bortført ind i kupeen med magt. Døren smækkede i efter ham.

[Milphio Borgin]

Miles var nok indbegrebet af 'go with the flow', så der kom absolut ingen protester, da han blev hevet ind i kupeen. En lillefinger rodede dog lidt i ørehullet, for at få de sidste rester af hvinerriet ud. Han var dog stadig ét stort bredt grin.

"Ikke noget." Svarede han kækt. "Holdt sommerferie." De lange læmmer smed sig på den ene bænk, nu hvor han alligevel var lukket inde. "Hvad har du lavet, Stjernestøv?"

[Opalescence A. Bucur]

Opals blå jakke blev rettet nøje ud inden hun satte sig over for ham. Hun lænede sig frem for at fortsætte krydsforhøret, men der var ingen alvorlig mine. Snarere rullede hun med øjnene og fniste.
”Du ved jo godt hvad jeg mener, King. Du burde slet ikke være her. Du skulle være fløjet fra reden nu. Men måske er det slet ikke spørgsmålet om hvad du har lavet, men et spørgsmål om hvad duuu…”´

Den hvide heks blinkede drillende med de lange øjenvipper og spidsede munden.
”-Ikke – Har lavet, hmm?”

[Milphio Borgin]

"Touché," svarede Miles med et ærligt suk bag grinet, som havde hun taget ham på fersk gerning. Hun havde slået hovedet på sømmet, og han havde karaktererne til at bevise det.

"Men er du da ikke glad for at se mig?" Miles var da selv temmelig begejstret for, at han kunne udskyde voksenbeslutningerne til næste år.

[Opalescence A. Bucur]

”Jeg er ellevild. Jeg troede jeg skulle gå alene i et stykke tid”.

Opal lænede sig tilbage i sædet og pakkede sit halstørklæde af. I takt med at hun fortsatte samtalen gav hun sig til at lege fodkrig med den hjemvendte kriger og puffede til hans sko med spidsen af sine egne.

”Kan du huske hvad jeg sagde? Du ville falde fra dine forventninger”.
Hendes smil blev bredere.

”Jeg forstår nu hvad det var jeg så. Selv om det måske ikke havde så meget med flyvning at gøre. Jeg fik ret”.

[Milphio Borgin]

Der skulle ikke meget til, for at lokke Miles til tossede lege og han deltog selvfølgelig i fodkrigen uden spørgsmål. Først puffede han blot igen, imens han nikkede ved svag erindring om noget hun måske havde sagt ved søen.

"Nå ja, klart klart." Begge fødder blev tager i brug nu, imens han forsøgte at fange hendes ene fod i mellem sine egene to. "Sådan, næsten helt synsk ikke? Det kan være, at du kan tjene penge på det en dag." Foreslog han mest af alt temmelig henkastet, imens fokus var på fødderne.

[Opalescence A. Bucur]

Opal sukkede med et skævt smil og lod Milphio indfange hendes højhælede støvle.
”King… Jeg er seer. Ikke næsten. Eller meget lidt. Jeg er seer. Har du glemt alt jeg har sagt til dig?”

Den fangne fod fik hjælp af den anden støvle, som hun placerede med lidt vægt oven på foden af den ældre løve.

”Det er et stort ansvar. Jeg skal bruge den evne til at hjælpe andre. Penge er nødvendigt for at overleve, men det skal aldrig være mit hovedfokus… Og det lyder til at det faktisk ikke er mig der har brug for hjælp i år. Men dig”.

Hun greb skolebogen, der i mellemtiden var faldet ned ved siden af hendes sæde og klaskede den op i Milphios skød, for at sætte tryk på sine ord og understrege deres alvor.

”Til gengæld forventer jeg at du fortæller mig hvornår jeg skal have min næste flyvetime. Har vi en aftale, coach?”

[Milphio Borgin]

Miles havde med stor sandsynlighed glemt det meste. Men det var heller ikke alt hun sagde, som han forstod.

"Pokus hokus hovedfokus, Søstjerne." Han smækkede håndryggen ned på den åbne bog i skødet, og lod håndfladen vende opad. "Kan du ikke bare spå mig de rigtige svar til næste års eksamen, og skrive dem ned her?"

[Opalescence A. Bucur]

”Ikke tale om!” udbrød Opal, næsten som om Milphio havde begået den største helligbrøde. Hun smækkede sine hænder op i hans og udvidede fodkrigen til nu også at indbefatte Milphios hænder, da hun lukkede fingrene om hans håndflader.


”Jeg vil gerne se hvad du kan… desuden – er det altså slet ikke sådan det fungerer!”

[Milphio Borgin]

Miles havde regnet med en ny spådom. Ikke et skånselsløst udvidet angreb! Han åbnede munden i en forurettet måben, men snart faldt det hele sammen i endnu et bredt grin, da han tvistede håndleddene rundt, og greb ud efter hendes!

"Åh, lad værre! Hvad hvis du får noget for det? Jeg har syv - måske otte - multismagsbønner i lommen." Tilbød han og gjorde tilbuddet endnu bedre ved at tilføje: "Ingen af dem er snotfarvet!"

[Opalescence A. Bucur]

Da Opal nu var næsten helt pacificeret med både hænder og fødder, bøjede hun sig forover og puffede sit hoved mod Milphios brystkasse, som en ged inden hun så op på ham.

”Nonsens, tag dig nu sammen, King! Hvis du gerne vil ændre dit udfald, bliver du nødt til at tilbyde et andet mindset til omstændighederne. At gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat er galskab”.

Med lidt besværlighed fik Opal revet sig fri og kravlede over på sædet ved siden af Milphio. Hun så afventende på ham.
”Okay, ikke mere ged nu. Fortæl mig hvad du har sværest ved. Ud over at komme i gang… der må da være nogle boglige fag du er god til”.

[Milphio Borgin]

Hun var vist dybt seriøs. Miles trak en arm frem foran brystkassen i beskyttelse, selvom hun havde rykket sig nu og ikke længere udgjorde en åbenlys trussel.

"Merlin til hest, Sparkles, vi er ikke engang tilbage på skolen endnu, og du er allerede i gang med at give mig lektier for. Altså, jeg er virkelig ikke interesseret i en akademisk uddannelse, så... Du spilder vist lidt vores begges tid." Svarede han ærligt, men stadig med et bredt grin.

[Opalescence A. Bucur]

Opals ene bryn steg i vejret, og hun smilte skævt.

"Men du har interesse i at kunne graduere, mens du er ung og ikke har fået flyveforbud grundet mental degradering, ikke?"

[Milphio Borgin]

Miles slap en lidt ligeglad lyd sammen med et skuldertræk. Det ville helt sikker være træls med et flyveforbud, men han havde egentlig ikke den store interesse i at graduere.

"Man skal ikke bruge karakterer til noget, hvis man skal spille professionelt, Sparkles."