That silent disappointment face (the one that I can't bear)

[Tommy Blishwick]

Det havde han egentlig også, men han havde alligevel fået noget at spise med undtagelsen af desserten, der alligevel efterlod en tom plet i maven. Ikke at han higede efter den nu.

Han skulle til at vende sig om for at gå ud af rummet igen, da noget i ham krævede at han stoppede. "Ser du helst at den ugentlige familiemiddag stopper?"

[Natalia L. Blishwick]

"Så jeg kan blive fri for at skulle glo på for fjæs, mens jeg spiser?" spurgte Natalia retorisk, tonen ætsende. I starten af sommeren havde hun ellers ikke haft noget imod dem. Ja, hun havde endda lænet sig ind til ham den første aften i Portugal. Sendt ham blikke og skåret grimasser for at få ham til at grine. Det virkede som en livstid siden. Nu ville hun hellere såre ham end lære ham at kende.

"Ja tak."

[Tommy Blishwick]

Tommy nærede intet håb til dem længere, men den sidste svage gnist, forsvandt i hans øjne ved de hårde ord. Faktisk flakkede hans blik nok, før han forsøgte at skærme dét og den blanke hinde i blikket, ved at skubbe brillerne længere op på næsen.

"Godt så," var det bedste han havde at sige til den sag. Med det gik han ud i haven - drivhuset mere præcist - for at tage fokus væk fra det sørgelige ægteskab.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia havde det mere end fint med heller ikke at skulle glo mere på ham for den aften. Hun fik i hvert fald taget et bad og klædt om til nattøj, før hun fik bragt noget mad op til sig.

En mindre roman af sagsdokumenter og lovtekster lå foldet i en vifte over sengetæppet, mens hun selv sad foran det i skrædderstilling. Hun havde haft alle intentioner om at få færdiggjort resten af forberedelsen til dagen efter, men i stedet sad hun med en gaffel svævende i den ene hånd og hovedet hvilende på den anden. Albuen var efterhånden ved at bore sig dybt ned i låret, som hun i siddende stilling gled nærmere søvnen.

[Tommy Blishwick]

Der var noget beroligende over aftensolen gennem drivhusvinduerne. Det efterlod alt i et rødgyldent skær, der fik ham til at overveje om det var et sådant lys løverne på Hogwarts havde oplevet fra deres tårnhøje placering. Ikke at han havde tænkt sig at spørge Natalia, da han uundgåeligt måtte sætte kurs mod soveværelset.

Han sagde ikke noget da han gik derind, men forsøgte nærmere at holde blikket fra hende. Han klædte om til nattøj nær sengen og fik lagt brillerne på sengebordet, før han indså, at hun gjorde det ret svært at kravle under sengetæppet med alle de dokumenter.

"Kan jeg få dig til at flytte nogle af dem fra min side?"

[Natalia L. Blishwick]

I det mindste var der nogle få, gode ting ved Tommy. En af dem var, at han var forholdsvist lydløs, både når han sov og når han gik.

Derfor reagerede Natalia dog heller ikke, men sank blot yderligere sammen om sin arm.

[Tommy Blishwick]

Det var først rigtigt dér, at Tommy registrerede at Talia var på vej i drømmeland over sagsmapperne. Fordi han antog at alle dokumenter måtte bære en vis vigtighed, lænede han sig ind over sengen og forsøgte at samle dem sammen, før hun potentielt kollapsede helt over dem.

Det gjorde naturligvis at han kom meget tæt på hende, og forsøgte blidt at få hende til at lægge sig.

[Natalia L. Blishwick]

Lyden af dokumenter fik Natalia til at boble op mod overfladen, men det var først, da Tommy rørte hende, at hun slog øjnene op med en brat indånding. Hånden fandt hans overarm, før blikket fandt ro i hans og hendes udtryk forandrede sig.

"Ah. Det er bare dig," lød det fladt fra hende.

[Tommy Blishwick]

Bare dig. Tommy vidste godt at han var nær usynlig for hende. En evig pestilens som hun skulle dele værelse med resten af sit liv. Han rakte hende stakken med dokumenter.

"Her. Måske burde du få noget søvn," Han trak sengetæppet en kende til side, før han lagde sig i sengen.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia glippede med øjnene, men skyndte sig at tage imod dokumenterne. Hun skulle jo helst ikke være til mere besvær for ham. Tanken sved, så hun prøvede at skubbe den fra sig.

"Måske jeg i stedet skal bruge kaffe," afviste hun. "Det skal du vel også til at lære at drikke?"

[Tommy Blishwick]

At han skulle lære det, lød meget som om hun forsøgte at opdrage på ham. At han ikke var voksen nok til at kunne drikke noget uden tre teskefulde sukker i.

"Jeg foretrækker te," sagde han så, som havde han overhovedet nogen klar kaffeerfaring. Snart havde han da også hidkaldt alfen til at hente dem en kop hver.

Mens han ventede på at få sin vante te før sengetid, tog han bogen fra sengebordet og glemte lidt at iføre sig brillerne, som paradoksalt egentlig var ment til at skåne hans øjne fra megen læsning.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia så ikke på ham. Det var nemmere at lade, som om hun var ligeglad på den måde. Hun prøvede i stedet at fordybe sig i sine dokumenter, men noget i hendes underbevidsthed fik trængt sig gennem hendes søvnsløvede sind.

"Husk dine briller," bemærkede hun i hvert fald dæmpet; Havde hørt ham pusle, selvom hun prøvede at lukke ham ude.

[Tommy Blishwick]

"Oh..." Tommy havde ikke indset fejlen, men måske gav det god mening for at han allerede ved at læse de første bittesmå bogstaver, følte sig uendelig træt i øjnene. Selvom det var en så lille påmindelse, overvejede han om det betød at en flig af Talia var bekymret for ham. Eller om de blot var et gammelt ægtepar uden kærlighed og gode historier.

"Tak." Han sendte et stjålent blik over mod hende.

[Natalia L. Blishwick]

Det var ikke ligefrem nogen overstrømmende tak, men Natalia vidste også, at hun ikke havde gjort noget for at lokke det frem. Blot gjort, hvad ethvert ordentligt menneske ville gøre, fortalte hun sig selv.

"Mh," lød det fra hende. Hun gjorde et lille, anerkendende vip med hovedet, før hun nøgternt fortsatte: "Nu, det er det eneste gode ved mig, skulle du nødigt blive helt blind."

[Tommy Blishwick]

Øjnene var mod hende, da ordene forlod læberne, han knapt nok huskede at have mod sig længere. Køligheden havde været så tyk mellem dem, at minderne fra bryllupsnatten allerede føltes flere år væk.

“Tror du ikke at du indeholder mere?” spurgte han, da han ærligt ikke vidste om det var hvad hun troede han mente om hende, eller om hun reflekterede en indre usikkerhed.