Could be wrong, but it could've been right

[Cailean Morgaine]

Cailean mente ikke, at han havde stillet et svært spørgsmål. Tværtimod. Men selvfølgelig lykkedes det Summer Maddox, at gøre alting meget mere besværligt. Og så på Caileans eget værelse. Hans helt personlige og private helle.

"Hvorfor er du lærling som kunstner hos min bror?" Gentog han tålmodigt, imens han diskret forsøgte at sparke resten af den rodede tøjbunke ind under sengen.

Han havde aldrig set hende male. Eller hørt hende tale om, at male. Faktisk troede han, at hun skulle noget indenfor botanik. Og hvor havde hun i øvrigt fundet Keefe? Kendte de hinanden eller hvad? Fuck.

[Summer Maddox]

Spørgsmålet virkede lige så forvirrende som svaret virkede åbenlyst. Hun kløede sig lidt over modsatte albue og sank besværet.

"Ehm, fordi jeg gerne vil lære at male magiske portrætter. Og andre motiver egentlig også."

[Cailean Morgaine]

Cailean havde mest af alt lyst til at stille samme spørgsmål én gang til. Hvorfor. Men jo længere tid Summer Maddox blev stående i dørkarmen, jo længere tid havde hun til at glo ind på hans værelse.

"Okay. Men øh... Han sidder altså ikke herinde og maler, Maddox."

[Summer Maddox]

Summer havde slet ikke overvejet, at hun stadig stod og glanede i hans dørkarm. Hun var i gang med at slå solide rødder og hun måtte rive fødderne fri for at træde tilbage ud i gangen.

"Nej, selvfølgelig. Undskyld, jeg fór bare vild, undskyld. Huset er bare- Ja. Undskyld," ævlede hun løs og fik hurtigt lukket døren bag sig for i stedet at stå lidt forvildet ude på gangen og glo rundt i labyrinten.

[Cailean Morgaine]

Døren blev lukkede inden Cailean nåede at svare. Hvis han da overhovedet havde et svar. Der var vist heller ikke noget spørgsmål...

Blikket faldt tilbage til det rodede gulv, imens han kløede sig lidt bag øret. Med døren imellem var det nemt at forestille sig, at hun slet ikke havde været her. Måske var hun bare sådan et efterbillede fra en lidt vedholdende drøm? Eller også havde han brugt et år for lang tid på skolen, og nu havde han glemt hvordan man var alene uden at fantasere sig til andre mennesker. Næppe. Men alligevel trådte han hen og åbnede døren op igen.

Summer Maddox stod stadig i gangen.

"Nå? Skal du bare stå her?" Cailean havde hverken fået sko eller sokker på, så han trådt ud på gangen i bare tæer og lukkede døren efter sig, allerede klar til at gå hen ad gangen mod trappen.

[Summer Maddox]

Summer kunne høre skridtene på den anden side af døren, men hvad skulle hun gøre? Han ville uden tvivl kunne høre det, hvis hun gav sig til at spæne - og hun vidste stadig ikke, hvilken retning hun skulle i.

"Nej, jeg- Skal du ikke have noget tøj på?" Hun kunne sagtens finde på at gå sådan gennem lejligheden, men dette virkede ikke som et sted til den slags.

[Cailean Morgaine]

Cailean havde både bukser og trøje på, og han løftede da også bare et bryn af hendes spørgsmål. Måske troede hun, at han skulle udenfor?

"Jeg viser dig bare vej, så du ikke gror fast foran min dør. Har du overhovedet set hvad Keefe maler?"

[Summer Maddox]

Summer var så befippet, at selv hans sokkeløshed fremstod som en kæmpe mangel i hans påklædning. En langtrukken lyd forlod hende, før hun endelig fik samlet sig om at forme ord. Sætninger endda.

"Ja, selvfølgelig," forsikrede hun ham hastigt. Og meget forsinket.

[Cailean Morgaine]

Keefes portrætmalerier havde aldrig sagt Cailean ret meget. Der var nogle få vildfarende landskaber som måske var okay, men Cailean ville meget hellere ud i den ægte vare. Det kunne også være, at det var dét han skulle senere. Når han altså havde parkeret Summer Maddox hos sin storebror. Her i deres hjem. Hvor de boede. Og hvor Summer Maddox nu også eksisterede. Surrealistisk.

De gik hen ad gangen, nærmede sig trappen og gik så forbi den. Ved nummer to dør på venstre hånd, greb Cailean fat i håndtaget og brast ind. "Keefe, Maddox er kommet..."

Han var der ikke. Cailean trådte længere ind på værelset, og skubbede endda til dynen på sengen. At Keefe ikke sad og malede på sit soveværelse, var ikke faldet ham ind. Det havde han da gjort da de var yngre. Han rynkede på næsen og rettede blikket mod Summer Maddox, som havde hun svarene.

[Summer Maddox]

Summer havde mistet overblikket over hjemmets indretning (som om hun nogensinde havde haft én). Hun fulgte ham bare blindt og stirrede lidt håbløst ind i det tomme værelse med en synkende fornemmelse.

"Jeg, ehm, han er der ikke," konstaterede hun åbenlyst og kastede et blik ned ad gangen, som ville han dukke op ud af den klare luft.

[Cailean Morgaine]

"Ja tak, Maddox, jeg har øjne i hovedet." Bemærkede han, selvom det først var ved hendes konstatering, at han forlod værelset igen.

"KEEFE!" Råbte han hen ad gangen, småirriteret over, at han nu følte sig nødsaget til, at lede huset igennem indtil han fandt ham. Men der kom ikke noget svar tilbage, og Cailean havde da virkelig ingen interesse haft i, at finde ud af hvor Keefe havde smidt alt sit malergrej for at leje atalier.

[Summer Maddox]

Summer var ikke for god til at se bare lidt samvittighedsfuld ud ved Caileans svar. Men hun havde stadig ikke fundet ud af, hvilket ben hun skulle stå på og hun fór sammen, da han pludselig gav sig til at råbe.

"Du behøver ikke hjælpe mig, jeg skal nok ... ehm. Jeg finder det."

[Cailean Morgaine]

Cailean himlede med øjnene, selvom han gik med ryggen til hende. "Ja, klart." Der blev ikke lagt skjul på sarkasmen.

"KEEFE!" Råbte han igen, denne gang ned ad trappen. Der kom en vrissen tilbage fra et maleri nede på anden sal, men intet svar fra hans uduelige storebror. Hvorfor havde han ikke hentet hende ved døren? Nu stod hun bare her og så dum ud. Faret vild i et fremmet hjem. For helvede Keefe!

"Hvem lukkede dig overhovedet ind?" Han håbede ikke det var hans far. Men egentlig heller ikke, at det var mor. Slet ikke i dag.

[Summer Maddox]

Summer rynkede brynene og havde allerede åbnet munden for at komme med indvendinger. Ja, hun var endda i gang med at lave lyd, da Cailean effektivt overdøvede hende, så hun måtte tage sig for det ene øre.

"Bocht," svarede hun. "Og Malaplur. De virkede søde." Hun prøvede at smile til ham, selvom det hele var lidt overvældende. Men det var vel vejen frem. Det var et smil som oftest.

[Cailean Morgaine]

Cailean rynkede på næsen, og havde lidt svært ved at forstille sig alferne som 'søde'. Bocht var tålelig, men heller ikke mere end dét.

"Okay, og de bad dig ikke om at vente på Keefe et sted, eller hvad?"