All the colors and the flaws we couldn't handle

[Natalia L. Blishwick]

"Fint," svarede Natalia og lød mest af alt, som om det var præcis det modsatte. De korslagte arme blev heller ikke løsnede, som hun gjorde et kast med hovedet mod de opslåede døre.

"Du henter bare en flaske, så vi kan komme i gang."

[Tommy Blishwick]

Bare at hente en flaske lød temmelig uoverskueligt når man befandt sig i et fremmet land, i et ukendt hjem og blandt en kæmpe familie, der ikke var hans egen. Men for første gang var Tommy også den der ikke kunne føle sig hjemme. Den der intet anker havde.

"Jeg er ikke en husalf," mindede han hende så om. Trods han ikke så nær så meget ned på væsnerne som andre fuldblodsmagikere han kendte, var der en tydelig distinktion. Han var hendes mand. Ikke hendes vinhenter.

[Natalia L. Blishwick]

Três, dois, um. Det hjalp ikke meget for Natalia at tælle ned, men hvornår havde det også nogensinde det? Fnyset var også kommet forinden, men hun prøvede ikke mere. Hvis ikke han vidste, hvad en joke var, uden den ankom i lyserødt tylskørt, så vidste hun simpelthen ikke, hvad ellers hun skulle gøre.

"Nå." Tonen var hård, da hun efterlod ham alene udenfor og trak gardinet hårdt for bag sig. Ikke så demonstrativt som at lukke dørene, men tæt på.

[Tommy Blishwick]

Det var en kende aggressivt at lukke en bleg englænder ude på en altan i Portugal om sommeren. Ikke desto mindre føltes det også mærkeligt afvæbnende at blive lukket ude af et gardin i et hjem man ikke kendte. For så måtte han uundgåeligt bryde en eller anden grænse, når han blev nødt til at gå ind. Og det måtte han jo gøre efter en vejrtrækningspause eller tre.

Han gik ind i værelset og gik hen hvor rejsekufferten stod, så han i det mindste kunne begynde at pakke ud. "Kan jeg tage en del af skabet?" spurgte han om lov, da tøjet svævede i en foldet bunke i luften.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia var færdig med at tale med Tom for nu og stoppede ikke sit foretagende. Hun tog ikke engang blikket fra kjoler, toppe og underdele af bløde materialer, der lagde sig på plads i skuffer og hang sig fra bøjler.

Tryllestaven blev dog svirpet engang, så en enkelt skabslåge lige ved hendes side åbnede sig. Skufferne blev trukket ud én for én nedefra og op til skabet.

[Tommy Blishwick]

Tøjet gled ind af den åbnede skabslåge for at hænge sig på bøjler og enkelte hylder. For en kort stund fangede han sig selv i at ønske at han havde lagt det på plads manuelt blot for at have noget at tage sig til.

I stedet stod han lidt og lagde den medbragte bog fra sig på den blomstrede kommode. Endelig rømmede han sig. "Er der noget du har lyst til at lave?"

[Natalia L. Blishwick]

Blive skilt, gå ud og finde en skøn portugiser og tage en akrobatisk omgang på lagnerne med ham. Natalia holdt læberne samlet i stedet for at besvare spørgsmålet med det samme og ventede, til hun var færdig med at hænge tøjet op. Ikke, at hun så på ham. I stedet var blikket vendt mod parfume og smykkeskrin, der stillede sig frem på sminkebordet.

"Jeg havde tænkt mig at tage en tur på stranden," svarede hun nonchalant. "Hvad med dig?"

[Tommy Blishwick]

Hvad med dig? Det handlede ikke så meget om et vi, men Tommy forsøgte ikke at føle sig for irriteret over fornemmelsen det skabte i hans indre. Han skævede over mod Natalia, men da han ikke fandt nogen øjenkontakt, blev det aldrig til mere end det. I stedet vendte han blikket mod gardinerne der bevægede sig med sommerbrisen fra altanen.

"Det ved jeg ikke," svarede han så, før han prøvede sig frem: "Vil du have selskab?"

[Natalia L. Blishwick]

Natalia ville virkelig gerne have selskab, men det var af førnævnte, hypotetiske hunky portugiser og virkelig ikke af Tom. I England var det nok også blevet til et rungende nej, men nu måtte hun i stedet vende sig mod ham og betragte ham i tankefuldhed. Der var trods alt facader, der skulle opretholdes.

"Jeg klæder lige om," svarede hun og greb en let sommerkjole, før hun gik ud på det tilstødende badeværelse. Hun vaskede arme og ansigt og bekymrede sig ikke med, om han måtte stå og vente. Til sidst måtte hun dog gå ud til ham igen og side om side satte de ned mod stranden.

De nåede dog aldrig så langt, før lyden af poter over gulv indhentede dem akkompagneret af en fornøjet bjæffen. Hun nåede kun lige akkurat at vende sig, før hunden hoppede op mod hendes knæ, som hun snart sank ned på. Armene gled om den og hovedet blev hurtigt begravet i pelsen, der duftede varmt af hund og hjem.

[Tommy Blishwick]

Da Natalia var forsvundet ud på badeværelset vendte Tommy blikket ned af sig selv. Skulle han klæde om også? Han var ret sikker på at trods han havde pakket til varmt vejr, ville det nødigt give meget mening at skifte til flere forskellige sæt om dagen, hvis alt alligevel endte halvsvedigt.

Nej, de nåede ikke langt før noget afbrød dem. Det var ikke fordi han var hundeskræk, men han holdt sig af en eller anden årsag på sikker afstand og betragtede heksen have det her øjeblik med sin hund. Ja, indtil han valgte at kigge væk, som invaderede han noget af hendes privatliv ved at se det næsten ømme øjeblik.

"Vi kan tage ham med?" foreslog han så i håb om, at det måske kunne gøre turen til stranden en smule mere behagelig, hvis hunden havde denne effekt på Natalia.

[Natalia L. Blishwick]

Med ansigtet begravet i pels, nåede Natalia næsten at glemme, at Tom var der. Måske var det i virkeligheden mest ønsketænkning, men det fik han sat en effektiv stopper for med ikke alene lyden af sin irriterende stemme, men også med et forslag, der fik hver muskel i hende til at spænde op.

Under faretruende ro fik hun skubbet hunden lidt væk, før hun igen kom på benene og fik tilbagelagt afstanden til englænderen. Med et hårdt greb i hans overarm rev hun ham med hen til den nærmeste krog, hvor ingen øjne ville nå dem.

"Ikke bare i England, men også her, hm?" hvæsede hun. "Jeg skal nok tage min hund med, hvis jeg vil have min hund med. Måske jeg skal spørge om lov til alt hos dig, men her skal jeg nok tage mine egne valg uden hjælp. Tak."

[Tommy Blishwick]

Grebet var overraskende, men hvornår skulle hvert greb og hårde ord bare komme som en selvfølgelighed? Tommy blinkede forvirret bag briller der gled en smule over næsen, da ryggen ramte væggen.

"Natalia," Kom det alvorligt fra ham, efter han tog en indånding og forsøgte at trække armen mere til sig. "Det var et forslag. Ikke mig der gav dig tilladelse til at gå med din hund."

[Natalia L. Blishwick]

Det var ikke første gang, de stod i sådan en situation, men det var nemmere at hade Tommy, hvis han var en kontrollerende stodder. Desværre var det ikke tilfældet og det var mere det, hun så utilfreds ud over, end hans svar.

"Fint," lød det studst fra hende, før hun slap hans arm igen. Hun tøvede lidt, men rakte så en hånd frem mod ham i forventning om, at han ville tage den. Som de skulle.

[Tommy Blishwick]

Ja, det burde være fint. Alligevel havde Tommy en overordentlig stor knude i brystet og der gik også et sekund ekstra før han faktisk tog hendes hånd. Fremfor at føles behageligt, formåede det dog at føles en kende mekanisk.

Blikket flyttede sig kortvarig til hunden, men dernæst ligefremt som de bevægede sig videre mod stranden. Han nænnede sgu ikke lige at sige meget mere i første omgang, men det skulle ikke undre ham om tavshed også generede Natalia. For var det for passivt?

I det mindste føltes tavshed ikke så larmende ved vandet. Faktisk bukkede Tommy under for fristelsen på et tidspunkt til at tage skoene af, og møde vand med bare tæer.

[Natalia L. Blishwick]

Da først de kunne gå i sandet til lyden af bølgebrus, forsvandt lidt af Natalias umiddelbare modvilje. Faktisk sank skuldrene helt tilbage på plads og hun kom til at smile lidt af Tommy, der smed skoene, lige så meget som Carlito, som ivrigt forsøgte at slikke hans tæer i de få sekunder mellem bølgerne dækkede dem med vand.

Hun endte selv med at smide skoene og vende ansigtet mod Tommy. Hun smilede ikke som sådan, men noget ved mildheden i hendes træk kunne sagtens minde om det.

"Ja," besvarede hun er spørgsmål, han havde stillet flere dage forinden. "Jeg savner det virkelig meget."