Til mors fødselsdag

[Petronelle dela Cruz]

"Ja," svarede Petronelle med et nik. Hun behøvede ikke engang at tænke over det. "Vi er bedste venner. Jeg fortæller alt til hende først." Denne gang tøvede hun, rettede blikket frem, før hun fortsatte:

"Indtil nu."

[Elias Oliver Wood]

Selvom Petronelle havde rettet blikket frem over vandet, var Elias´ rettet mod hendes profil. Fregnerne over kinderne og det lyse hår der bevægede sig lidt med havnebriserne.

"Det er vel sådan noget man gerne vil fortælle ansigt til ansigt," vurderede han så bare, uden helt at kunne sætte sig ind i, hvordan det føltes for hende. Men han prøvede.

[Petronelle dela Cruz]

"Mh." Nell nikkede og kunne vende blikket tilbage mod Elias igen med et svagt smil. Hun blev sommetider overrasket af, hvordan han lod til at forstå hende på en måde, det kun var Martina dela Cruz, der gjorde, selvom nærheden med søsteren var en helt anden. Måske det var det, der fik hende til at dele, selvom det føltes unaturligt:

"Det kommer til at sætte hende i en forfærdelig, ehm, sted mellem mig og mine forældre. Hendes skolegang …" Hun slap en udånding og lod ordene hænge i luften uden at vide, hvad hun skulle stille op med dem.

[Elias Oliver Wood]

Elias havde fortalt Otter om det her som den første, men det var også fordi hans familie var nemmere at række ud til. De var trods alt ikke på den anden side af verden.

Han lyttede opmærksomt til hendes ord, selvom det virkede til at hun løb tør. I hvert fald med det engelske vokabular. "Frygter du at de sender hende tilbage?" spurgte han så og prøvede at forstå.

[Petronelle dela Cruz]

Det var ikke helt så simpelt, men det var på listen over scenarier, Nell frygtede. Hun startede med at nikke og strøg ham lidt over tomlen.

"Claremont Zabini har en yngre bror. Kun et par år ældre end Tina," fortalte hun med et suk. "En god måde at gøre op for ... Det hele." Hun slog ud med hånden ned ad sig selv.

[Elias Oliver Wood]

Øjnene forlod hende ikke som hun fortalte og blottede en nervøs tanke, han slet ikke havde tænkt over. At Petronelles lillesøster kunne være et plaster på såret over en fuldblodstroldmands nedtramplede stolthed.

"Oh," Han vidste først ikke hvad han ellers skulle sige. "Fuck, det er jeg ked af Nell." Ja, selvom det ikke var sket endnu.

[Petronelle dela Cruz]

Petronelle vidste ikke, hvad hun skulle stille op med dét. Hun var selv ked af det, men angsten var mere håndgribelig.

"Mest af alt håber jeg, at de lader hende blive hos mig. Ellers må jeg sy et rødt S på min kappe."

[Elias Oliver Wood]

"Måske ser de fornuft i at lade hende færdiggøre sin skolegang. Det kan give tid til at lade støvet samle sig," foreslog Elias, selvom han godt vidste at det kunne være en kende optimistisk. Men tid kunne måske lindre visse ar i den familie, selvom han aldrig havde mødt andre medlemmer af den end... ja Petronelle.

Han slap hendes hånd, udelukkende for at lægge armen om hendes skuldre.

[Petronelle dela Cruz]

Petronelle fandt ikke megen trøst i Elias' ord. I stedet fandt hun den i nærheden og hun lænede hovedet lidt mod hans skulder, mens den nu frie hånd og arm sneg sig om hans ryg.

"Har du fortrudt, at det var mig, der blev sat på dine interview?" spurgte hun så med et svagt træk i mundvigen, fordi hun havde en mistanke om, hvad svaret ville være.

[Elias Oliver Wood]

Spørgsmålet trak en dæmpet og kortvarig latter fra ham, nu hvor stemningen fra samtalen stadig lå som en sky over dem. Emneskiftet var dog et han glædeligt tog imod, hvis det var hvad Petronelle havde brug for.

"Langt fra," sagde han, selvom det var ærlig snak at han nok ville have været mere forsigtig, for at undgå at skulle have et barn så tidligt i sit liv. At have Petronelle i det, havde aldrig været ledsaget med fortrydelse.

"Gør du?"

[Petronelle dela Cruz]

Det var kun fuldblodselitens tåbelige syn på tingene, der havde gjort børn til en mulighed i Nells fremtid. Men hun følte sig alligevel ikke beklagelig, som hun stod med Elias og alverdens bekymringer på sine skuldre.

"Nó," svarede hun sandfærdigt og fortsatte med lidt mere ømhed, end hun havde intenderet. "Jeg er glad for, jeg mødte dig, papi."

[Elias Oliver Wood]

Det slog ham i dét sekund, at det var et passende tidspunkt at kysse hende på. Derfor bukkede han nakken for at møde hendes mund med sin egen.

"Du gør sgu noget ved mig dela Cruz," mumlede han mod hendes mund, selvom han antog at det næppe var voldsomt overraskende for hende.

[Petronelle dela Cruz]

Nell var mere end klar til at møde hans læber. Hun havde altid været bedre til det fysiske, når det kom til følelser, og hun sørgede for at kysse ham ordentligt, før hun lod ham slippe igen.

"Det var tanken," medgav hun med et lille smil og tilføjede impulsivt:

"Du kunne prøve at bo lidt hos mig. Når Tina tager tilbage." Enten til skolen eller Argentina.

[Elias Oliver Wood]

Elias rettede ikke nakken helt ud med det samme, men havde stadig bukket ansigtet tæt på hendes i nogle sekunder, før han rettede sig op igen. "Ja?" Tanken virkede ikke absurd. Tværtimod.

"Jeg havde faktisk tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at bo med dig i den første tid med vores... med barnet," Det var stadig mærkeligt at omtale denne store del af deres fremtid.

"At prøve det på forhånd kunne dog være smart."

[Petronelle dela Cruz]

Petronelle var ikke tøvende, men dog bevidst om, hvor mange omvæltninger hun endte med at gå igennem på én gang. Alligevel gik hun, som altid, med sin mavefornemmelse.

"Måske en uge ad gangen. Eller sådan," foreslog hun. Hun havde altid haft brug for sin alenetid.