Den sidste gang

[Finley Runcorn]

Finn hørte nogle elever hvine, da deres fine rober åbenbart var blevet ramt af punch-splatter, men hvad fuck. Han grinede og lod sig trække væk med Calliope, uden at skænke en tanke på kaosset de efterlod.

"Kælderen," grinede han til hende, selvom han lige måtte skæve tilbage over skulderen og vejlederen der var på vej i deres retning. For en gangs skyld bevægede han benene hurtigere uden brok og protest.

[Calliope Zabini]

Calliope havde lyst til at brokke sig over, at de så kom tættere på hans kollegium end hendes, da hun hørte Professor Ogden tilslutte sig den i forvejen gennemtrængende kalden på dem. Hun trak ham med sig skarpt i et sving med mod kælderen.

"Kom nu," grinede hun og hoppede gerne tre trin ad gangen.

[Finley Runcorn]

Finn var ikke nær så adræt som Calliope (langt fra faktisk), men forsøgte at hoppe ned ad trinene med hende, selvom hans stolpeben ikke var de mest skridsikre i verden.

Der var noget ufortrødent i hans latter og gentagne skynd-dig, mens de kurvede sig ned ad hvirvlende trapper og de mere stejle trin, der hvor man nærmest måtte føre en hånd over murene på vej ned, fordi der ikke fandtes gelænder.

Hånden strammede sig om hendes, da han forsøgte at hive hende ned ad en korridor til venstre, hvor der var den smule mørkere.

[Calliope Zabini]

Der var mange klamme steder i kælderen, som de fornuftige elever undgik. Men idioter som hende og Finley udforskede dem i stedet og Calliope fulgte frygtløst med ham.

"Hvaeh, har du fundet et skattekort?" bemærkede hun tørt, men sitrende mundvige afslørede hende.

[Finley Runcorn]

"Intuition," grinede Finn, selvom hans drejen virkede tilfældig. Han vidste dog at der var en anden vej ned til den del af kælderen, end den som de var løbet før. For han havde set trappen i den anden ende af hjørnet efter de havde rørt ved hinanden på en spøgelsesstøvet sofa.

"Kald det hvad du vil." Hånden greb tættere om hendes, da de nåede nogle trapper nedad.

[Calliope Zabini]

Calliope vidste præcis, hvad hun ville kalde det, mens hun tumlede med ad trapperne med ham. Ja, hun flettede endda fingrene ind mellem hans.

"Hvad med vanvid?" drillede hun ham tørt.

[Finley Runcorn]

"Pfhh," Fnøs Finn, som ragede det ham ingenting at være vanvittig. Især ikke på sin sidste aften på skolen. "Hvad fuck skal de gøre, nu vi går ud? Sende os hjem nogle timer før?"

Han grinede, så mellemrummet blev blottet for spindelvævet han passerede på vej ned.

[Calliope Zabini]

"Jeg er sgu da ikke bange for de voksne eller stivstikkerne," indvendte Calliope, indigneret over at han overhovedet kunne tro noget så tåbeligt.

"Men din stedsans kan man sgu aldrig stole på." Og slottet var rigeligt stort til at forsvinde.

[Finley Runcorn]

Okay, point taken. Alligevel rystede Finn bare på hovedet af bemærkningen, som var han helt overbevist om hvor de ville ende. Da trappen dog var færdig med at hvirvle nedad, indså han, at det ikke var den store ubrugte sal i krypten som forventet.

"Hvad fuck er det her sted?" Det var ikke helt så stort som salen, men rummet virkede uendeligt fordi det var tomt. Der stod dog gamle portrætter i stakvis op ad en væg og samlede støv. Deres fronter var alle vendt mod væggen, men man kunne høre nogle af dem hviske til hinanden.

[Calliope Zabini]

Selvom Calliope havde sine tvivl og gerne luftede dem for Finn, var tilliden til ham næsten grænseløs. Det forhindrede hende dog ikke i at slippe et fnys og slå ud med den ene hånd.

"Sagde det jo."

[Finley Runcorn]

Der stod nogle kasser i hjørnet af rummet, og Finn ville nok ikke have skænket dem en tanke, havde det ikke været noget af det eneste derinde. Staven blev fundet frem for at lyse sig frem, efter han havde givet Calliope et: "Hold da kæft."

Låget på den øverste kasse i stakken blev åbnet. "Eugene. Jeg tror vi har scoret guld her," sagde han, selvom det naturligvis ikke var bogstaveligt. Men der lå... magisk krudt og fyrværkeri. Skrevet på kassen, da han tørrede støvet af, så han at der stod W.W.W. Weasleybutikken... Det lod til at have været der i nogle år. Måske havde nogen forsøgt at gøre Weasleytvillingernes exit kunsten efter.

[Calliope Zabini]

Calliope fik hurtigt skubbet sig selv helt op ad Finley, så hun også kunne få syn for sagerne. Et uvornt smil sneg sig ind på hendes læber.

"Vi kan få hele taget til at lette," bemærkede hun, allerede alt for ivrig ved alle mulighederne. Selvom hun som altid mest af alt så lidt livstræt og arrogant ud.

[Finley Runcorn]

Hænderne var allerede stukket godt ned i kasserne, selvom man nok burde væbne sig med forsigtighed, når man ikke vidste om det her var gamle, udgåede vareprøver eller om der skulle ligge andet under første lag.

"Få sat fut i tingene," gentog Finn med et dumt og temmelig up-to-no-good smil.

[Calliope Zabini]

Finn kunne være lidt af en splejset kujon, men sommetider fandt han løvemod. Det var tidspunkter, som Calliope måske brød sig lidt for godt om, og hun kom da også til at smile af ham nu.

"Eller din røv," bemærkede hun og rakte selv ned for at hive en raket ud.

"Se, det er dét, afslutningsfesten mangler."

[Finley Runcorn]

Øjnene gled mod raketten i Calliopes hænder og dernæst op for at møde hendes blik. "Det er da en måde at sætte festen ordentligt i gang på," grinede han så med et fandenivoldsk blik.

"Selvom det må tage noget af opmærksomheden væk fra Milphio Borgin på dansegulvet."