Søde sandheder

[Jemima Burke]

Jemima burde efterhånden have lært, at der ikke var ret meget der gik hen over hovedet på Sinéad og hun erkendte sit fejltrin med en lille grimasse "Ikke en der er ægteskabsmateriale. DEt er ikke noget seriøst." svarede hun, en smule undvigende, uden at tro det ville få Sinéad til at droppe emnet. Hun var lidt som en blodhund på det område.

Indrømmelsen fik hende også til at skæve vagtsomt mod døren. Det føltes virkelig forkert at sidde og snakke om den slags, stadig under sin kontrollerende oldemors tag. Hvem vidste hvor mange husalfer hun havde til at lytte hvad de snakkede om nu hun ikke var der.

[Sinéad L. Yaxley]

Nej der var i sandhed ikke noget der gik hen over hovedet eller forbi næsen på den ambitiøse unge kvinde, der var Sinéad Laurentia Sykes (eller Yaxley). Heller ikke kusinens grimasse eller skæven mod døren.

Sinéad satte tekoppen fra sig, inden hun rejste sig og rakte en hånd frem mod Jemima.

"Kom. Vi kan gå en tur i haven, få noget frisk luft og så kan du fortælle mig alt om Mr. Det-er-ikke-noget-seriøst."

[Jemima Burke]

Jemima var allerede sikker på Sidéad ikke ville slippe emnet før hun havde fået nogen flere detaljer og med en halvt underholdt grimasse, nikkede hun og rejste sig også “Alt og alt.” Trak hun alligevel på det, men fulgte med ud i den omfattende have. Hun kendte alle gemmestederne i den, efter talrige besøg hvor det mest spændende for den yngre generation, var at fortrække langt væk fra deres forældre og i stedet lege i haven.

“Så.. hvad vil du vide ud over at jeg ikke har planer om at skulle giftes med ham?” Hun kom til at slippe en underholdt lyd “Selvom hvis jeg nu gjorde det, så er jeg ret sikker på nogen ville få et hjerteanfald.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad nød en velfriseret have. Det var så skønt når alting var ordnet og helt perfekt. Det var næsten sådan en have, at farmor havde.

"Det hele, selvfølgelig." Hun smilede og nikkede opmuntrende til Jemima. "Du ved, hvordan i mødtes? Hvor i mødtes? Det lyder som et fint sted at starte, synes du ikke?"

[Jemima Burke]

Svaret fik det til at trække insisterende i Jemimas mundvige, for svaret var ret simpelt, men også et hun var helt overbevist om, ikke ville være fyldestgørende nok for Sinéad “I Storsalen vores første dag på Hogwarts.” Svarede hun alligevel og sagde ikke mere mens de gik videre ad stien, der var ligeså perfekt friseret som resten af haven. Det var jo ikke usandt på nogen måder, selvom det først var langt senere, de rent faktisk var begyndt at tale sammen.. eller nok nærmere fornærme hinanden.

[Sinéad L. Yaxley]

De var ubenægteligt at Sinéad morede sig i Jemimas selskab. Hun var af og til lidt som et bramfrit barn, og så anderledes end de hekse Sinéad normalt omgav sig med. Det var derfor også en munter lyd der forlod hende, ved det intetsigende svar.

"Ja det forestiller jeg mig." Tonen var underholdt, men lagde ikke skjul på, at det ikke var svaret hun havde søgt. "Men det var vel næppe jeres første date, hm? Ellers har du holdt godt på dine hemmeligheder, søde." Hun gav sin kusine et drillende med kærligt puf.

[Jemima Burke]

Jemimas mundvige sitrede insisterende, men hun kunne egentlig ret godt lide, at hun kunne være afslappet nok i Sinéads selskab, til at være en smule flabet “Jeg er blevet ret god til at holde på mine hemmeligheder..” begyndte hun, med en svagt, bitter undertone før hun fortsatte “Men nej.. vi brugte vist det meste af vores tid på Hogwarts, på at fornærme hinanden. Han er..” hun måtte overveje sine ord et øjeblik og kunne på samme tid ikke lade være at tænke på hvad de ellers havde lavet deres tid på Hogwarts, men skubbede det fra sig med en smule farve i kinderne “Han er pisse provokerende og har altid en eller anden dumsmart kommentar til alting. Det meste af tiden har jeg mest lyst til at give ham en dummeflad eller et spark bagi.” Tonen var tør, men ordene fik det alligevel til at trække i hendes mundvige igen “Vi havde ikke rigtigt snakket sammen siden Hogwarts, men så løb vi på hinanden her først på året, efter..” hun gik i stå og selvom det var mange måneder siden nu, gav tanken om Elias Oliver Wood hende stadig et stik i mellemgulvet “Ja, og så skete ting bare lidt..”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad sugede informationerne til sig. Det burde vel ikke komme bag på hende, at Jemima havde fundet én der fortjente at blive sat på plads. Hendes kusine var virkelig ikke bange for en udfordring. Også selvom det ikke var særlig feminint at uddele 'spark bagi'.

"Jeg forstiller mig, at du er god til at sætte ham på plads, søde." Tonen var mild og underholdt. "Hvor rendte I så ind i hinanden? Arbejder han i ministeriet?"

[Jemima Burke]

Jemima fnøs, mest underholdt og trak på skuldrene, mens hun ikke særligt ladylike, stoppede begge hænder i lommerne "Ikke god nok, eller også er han bare ualmindeligt tykpandet." hun skævede til kusinen før hun fortsatte "Madam Malkins. Jeg var på jagt efter en ny vinterkappe der også egnede sig til arbejde, men jeg kom derfra med en date i stedet."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad rynkede lidt på næsen, men lovede sig selv at hendes søde kusine selvfølgelig ikke var faldet for en simpel butiksansat.

"Og hvad skulle han så have haft? Udover en date." Spurgte hun nysgerrigt, blot for at få bekræftet, at kusinens flirt havde været der som kunde.

[Jemima Burke]

Jemima trak på skuldrene igen og rystede på hovedet "Jeg aner det ikke.." endnu en gang fnøs hun underholdt, da en realisation også nåede hende "Det gør jeg sjældent med ham.. ved hvad jeg skal forvente. Jeg tror jeg gør det, men så vender han bøtten og gør noget man virkelig ikke forventede." hun skar en grimasse "Og det behøver ikke være en god ting." konstaterede hun tørt, mens et par situationer stod tydeligere frem end andre.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad kunne ikke påstå, at hun var helt tilfreds med alle de manglende informationer, men ultimativt trak hun blot lidt på skuldrene og lod blikket vandre ud i haven.

"Sådan er mænd bare, Jemima. Og der findes kun én løsning, hvis man vil have dem tøjlet."

[Jemima Burke]

Konstateringen fik Jemima til at gå lidt langsommere mens hun så spørgende op på Sinéad “Hvorfor skulle man ville tøjle dem?” Spurgte hun, brynene krøbet lidt sammen, uden at hun helt kunne følge tankegangen “Jeg er ret sikker på Algie ligeså lidt vil tøjles som jeg vil.” Fortsatte hun, med antydningen af et smil.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad kunne komme med mangle lange og logiske forklaringer på, hvorfor mænd burde og skulle tøjles. Men den slags formanende taler var der tid nok til, og desuden bragte Jemima noget langt mere interessant på banen.

"Algie? Besynderligt navn." Musede hun, med et velment glimt i øjet. Hun lagde på ingen måde skjul på, at hun fiskede efter resten.

[Jemima Burke]

Jemima slap et impulsivt og underholdt fnys "Besynderlig begynder ikke engang at beskrive ham." Konstaterede hun med et grin og en medfølgende hovedrysten "Det er bare kort for Algernon.. ikke at det er mindre besynderligt." Fortsatte hun med et skævt smil "Men det passer nok meget godt til ham i sidste ende."