For which my soul did pine

[Dominique O'Callaghan]

Dominique hævede et bryn. Hun mente selv, at det var ret åbenlyst, hvad hun ville have, men hun overgav sig ikke til impulsen for at råbe det ind i hovedet på ham. I stedet tændte hun en cigaret mere og pustede røgen ud.

"Jeg vil have, at du skærer ind til benet og fortæller, hvorfor du gerne vil væk fra mig," svarede hun skarpt.

[Teddy Lupin]

Teddy kunne godt være med i tavshedsspillet. I stedet for at svare, tog han en dyb indånding og rettede blikket væk. Ikke for at undgå hendes, men blot for at samle tankerne og overbevise sig selv om, at han havde mod nok på at stille det spørgsmål, som brændte på tungen.

Han så på hende igen. "Jeg vil ikke væk fra dig. Jeg forsvinder ikke ud af dit liv, bare fordi vi ikke arbejder under samme tag, Dom. Så hvorfor er det ikke dig, der skal fortælle mig, hvorfor du ikke vil have, at jeg finder et nyt job?"

[Dominique O'Callaghan]

Brynene blev synlige over brillekanten, da hun hævede dem ganske let. Selv det tonede glas maskerede ikke den uimponerede mine over at blive afkrævet svar på den måde.

"Find et nyt job," bemærkede hun køligt i stedet for at svare. "Se, om jeg giver en fuck."

[Teddy Lupin]

Af uransagelige årsager trådte han tættere på hende. Ikke truende, blot søgende. Måske i et håb om at få bare et glimt af alt det der gemte sig bag hendes farvede briller og kølige facade.

Men Dominique havde altid været en lukket dør, der ofte kun afslørede endnu en dør, hvis man endelig fik lov at komme lidt ind.

Han lagde en velmenende hånd på hendes skulder, "okay. Det skal jeg nok holde øje med. Når jeg kommer og besøger dig, eller inviterer over eller render ind i dig midt på gaden." Han trak lidt på et prøvende smil. "Fordi hvis du tror jeg fordufter fra dit liv, bare fordi jeg finder et andet job, kan du godt tro om igen, Dom."

[Dominique O'Callaghan]

I det sekund drømte Dominique om at kunne brænde med blikket. Bare give ham et lille stik for at få ham til at fjerne hånden og hvis ikke det hjalp, måtte hun efterlade den som aske over sin skulder. En advarsel til alle, der skulle prøve på det samme. Hun hævede blikket fra hånden til hans øjne.

"Jeg har ikke plads til venner i mit liv," svarede hun afvisende. "Jeg har min familie." Og med det mente hun ikke kun den, der ventede på hende på Kimæren, men også Weasley-klanen, uanset hvor sjældent hun så opsøgte dem - og primært for, at børnene kunne se deres bedsteforældre.

[Teddy Lupin]

Brændende blik eller ej. Hendes udtryk var effektivt nok i sig selv, til at få Teddy til at trække hånden tilbage. Som var den rent faktisk brændt. Aldrig havde han drømt om, at et simpelt jobskifte, kunne eskalere til en plads som persona non grata i Dominiques liv.

Måske var det selvforskyldt. Han havde trods alt ekskluderet sig selv ved at sige 'din familie'. Men det var et ret hårdt svar han nu fik tilbage, og han var ikke helt sikker på, hvornår hun var blevet så følelseskold. Eller hvorfor. Han kunne ikke engang tale med Vic om det, og han tvivlede på, at Cillian O'Callaghan var den rigtige at spørge.

"Dom? Er du sikker på, at du er okay?" Det var ikke engang sikkert, at Teddy ville få et nyt job. Det var en spontant ansøgning, og der havde ikke været noget stillingsopslag. Så lige nu var der udsigt til, at han godt kunne være fanget på Kimæren i noget tid endnu.

[Dominique O'Callaghan]

Det var Teddy, der åbenbart ikke længere havde lyst til ikke bare at være ansat på Kimæren, men heller ikke være hendes familie. Dominique kunne i hvert fald ikke se, hvordan det var hende, der ikke skulle være okay.

Det spørgsmål kunne man have stillet hende i månedsvis, hvis ikke år. Men den eneste tilbage til at stille det, var Cillian O'Callaghan og om hun nogensinde for alvor ville kunne lade ham se alle sine svagheder, tvivlede hun på. Ligesom det var tilfældet den egen vej rundt - selvom hun mistænkte, at de kunne tælles på én hånd. Tre fingre: hende, Theo og Chloe.

"Hvorfor skulle jeg ikke være det?" spurgte lige så meget som pointerede hun glat.

[Teddy Lupin]

"Fordi..." Startede han, men tøvede og lukkede munden igen, imens han overvejet hvordan det bedst kunne formuleres. Om det overhovedet kunne formuleres. Det var ret ofte svært at forstå Dominique, og endnu sværere at beskrive hende. Særligt når det nu var hende selv, som han stod og snakkede med.

"Nogle gange tror jeg du lukker folk ude, Dom. Især når du måske har allermest brug for, at lukke nogen ind." Konkluderede han uden at være helt sikker i sin egen konklusion.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique betragtede ham med brynene hævet i næsten spottende afventning. Udfordrede ham med sig blik til at finde noget, han turde præsentere hende som en retfærdiggørelse af eller godtgørelse for, at han havde overskredet grænsen efter at have forkastet hende først.

Men samtidig var det Teddy. Teddy, der altid havde haft en særlig plads i hendes hjerte. Teddy, der sendte ord afsted som en pil direkte i brystet på hende. Hun følte sig tør i munden, da hun drejede hovedet og så væk. Måske var øjnene skjult og minen neutral, men hun kunne ikke holde hænderne fra at ryste, da hun fandt etuiet frem og tændte en cigaret. Først da hun pustede røgen ud, vendte hun sig mod ham igen.

"Hvad er det, du vil have fra mig, Teddy?"

[Teddy Lupin]

Der var næsten noget ironisk poetisk i, at Teddy havde stillet hende næsten samme spørgsmål for at øjeblik siden, og nu fik han det lige tilbage i hovedet igen. Om han kunne give hende alle svarene, var han ikke så sikker på, men dét han kunne give var trods alt ærligt.

Så kunne hendes kolde, dræbende blikke bare komme an! Han rakte i hvert fald ud efter den hånd er ikke holdt cigaretten, og gav den en velment klem. "Jeg vil have at du har det godt. At du er lykkelig. Og måske..." Han tøvede kun kort. "Og måske at du også vil overveje - bare overveje - om kimæren stadig er det rigtige sted at finde den lykke." Det var et meget forsigtigt forslag.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique brugte et øjeblik på at overveje, om hun havde tænkt sig at acceptere det bløde klem af hånden, især midt på åben gade, men i sidste ende ville hun virkelig gerne have det. Også, selvom det komplicerede alting.

Og så stivnede hun. Hånden forlod hans, så snart hun havde genvundet kontrol over kroppen igen. Bag de tonede glas slog blikket gnister.

"Hvad, fordi du ikke kan finde ud af at blive et sted?" slyngede hun mod ham i stedet for at forholde sig til hans ord. "Mit liv er på Kimæren - hell, mine børn er der lige nu sammen med min husbond. Jeg er ikke ligesom dig, der bare kan give afkald på min familie eller mit barn, fordi jeg ikke lige føler for det længere. Skifter job, som vinden skifter uden at tænke på, hvordan det kommer til at påvirke andre, der måske har lagt hovedet på blokken for din skyld."

Selvom hun havde haft årevis med et i bedste fald ustabilt forhold til familien og især sin storesøster, men hun havde aldrig komplet afskrevet dem. På Kimæren havde hun desuden danset i flere år, før alt havde forandret sig. Loyalitet lå dybt i hende, selvom den ikke altid var til at spotte.

[Teddy Lupin]

Han trådte et skridt tilbage og hvis han havde glemt hvor meget temperament Dominique kunne have, blev han effektivt mindet om det. Måske en mavepuster havde været at fortrække. Selvom resultatet muligvis havde været det samme, for hun kunne ligeså godt have presset luften ud af ham, sådan som han nu stod og manglede ord.

Gadens lyde gjorden opmærksom på sig selv, ved at fylde stilheden ud.

Teddy rystede svagt på hovedet, "jeg har ikke givet afkald på min familie. Det er ikke mig der rejser til Frankrig ved den mindste smule modstand." Vic var rejst. Dominique var også rejst, en gang. Selvom årsagen nok kunne kategoriseres som lidt mere, end bare en smule modstand. "Jeg beklager hvis jeg ikke kan sidde og trille tommelfingre på den samme arbejdsplads hele livet, Dom, men du skal ikke anklage mig for at efterlade min familie!"

[Dominique O'Callaghan]

Nej, for hun var tydeligvis ikke hans familie. Dominique havde egentlig tænkt sig at bevare bare lidt af kontrollen, men den gled ud mellem fingrene på hende ved Teddys malplacerede harme. En selvretfærdighed, der næsten var en Gryffindor værdig.

"Jeg anklager ikke, Teddy. Jeg konstaterer," afbrød hun ham skarpt og vendte de to fingre, der holdt om cigaretten, bebrejdende mod ham med et hør-lige-her-udtryk.

"Du har allerede efterladt din familie. Hvis Chloe og jeg overhovedet er det i din verden. Og hvorfor, hm? Hvad er der på posthuset, som vil gøre dig så meget gladere, hm?"

[Teddy Lupin]

Hvorfor hun blev ved med at bringe Chloe op og ikke Theo, ville nok have undret ham, hvis ikke hun stod og viftede med sin cigaret og flere bebrejdelser. Han åbnede munden men havde ingen hurtige svar, og endte i stedet med at kaste en opgivende hånd i luften.

"Okay. Fint. Så bliver jeg på Kimæren til jeg slår rødder bag den bar, så jeg kan underholde dig og magteliten."

[Dominique O'Callaghan]

"Fuck dig," lød det glat fra Dominique. Hun var ikke længere interesseret i at høre noget fra Teddy, især ikke hans forsøg på martyrium.

"Du skal endelig ikke gøre mig nogen tjeneste. Jeg ved, hvordan du ser på mig nu. Tak for den lektie, forresten. Hav et godt liv." Og med det vendte hun ryggen til ham og skridtede målrettet mod Kimæren.