Unwin(e)d

[Lucian Rosier]

Smilet falmede flygtigt ved Odiles afsluttende bemærkninger, og i et øjeblik sad Lucian i tavshed. Selv hans bløde strøg med fingrene gennem hendes hår standsede kortvarigt op, før hånden lagde sig om hendes skulder og han trak hende en smule tættere til sig.

"Du er hvad jeg har allermest brug for, når jeg ikke ved hvad jeg skal gøre." svarede han dæmpet. "Hvis jeg kan gøre noget, som kan gøre dig lykkelig, så gør jeg det. Uanset hvad det måtte kræve." Alt taget i betragtning havde et ophold i Frankrig været en lille gestus. Han var kun glad for den havde været så effektiv, som den havde været.

[Odile Moreau Rosier]

Odile var klar over det var et ømt område hun betrådte - for dem begge, men hun var ikke bange for at vende de mindre pæne sider af verden - og livet, med ham. Heller ikke dem der kom tæt på. Ikke bange længere i hvert fald og slet ikke som hun lå der, med hovedet hvilende hvor hun kunne høre hans rolige hjerteslag og mærke hans varme "Det ved jeg.." medgav hun selvfølgeligt, men ikke uden følelse før hun løftede hovedet ganske lidt og lod næsen stryge mod siden af hans hals i et blidt kærtegn.

[Lucian Rosier]

Det ville måske være løgn at beskrive det som et forbudt emne, men det blev bragt så lidt op som muligt. Det bragte for meget smerte at dvæle i mindet, selv så mange år senere. Hentydningen alene havde været nok til at en ubehagelig knude twistede sig i hans bryst. Den bløde berøring af Odiles næsetip mod hans hals fik heldigvis skuldrene til at falde igen, og et stille åndedræt til at flyde over hans læber. Hun var altid god til at bringe ham tilbage, når tankerne faldt tilbage til de mørke minder.

"Jeg havde også brug for det her." tilstod han, efterfulgt af et blødt kys mod hendes hovedbund.

[Odile Moreau Rosier]

Der behøvede ikke være en masse ord, for at fortælle hende hvad han tænkte. Hun tænkte det samme og selvom det var mange år siden, lå knuden af sorg og smerte stadig gemt indeni “Vi havde brug for det.” Fulgte hun op, mens øjnene momentært gled i ved følelsen af kysset der strejfede hendes hår.

Hun sagde ikke mere, men satte sig lidt op, uden at skabe mere afstand, men nok til at kunne lægge en hånd blidt mod siden af hans hals. Blikket fandt hans og holdt det et langt øjeblik, før hendes øjne gled i da hun lod læberne møde hans.

[Lucian Rosier]

Gennem deres ægteskab havde der været utallige tidspunkter hvor det havde vist sig at de kunne kommunikere med hinanden uden behov for ord. Da Odiles hånd fandt hans hals, og Lucians blik automatisk søgte hendes, var det præcis sådan et øjeblik som opstod mellem dem. Og han holdt hendes blik lige indtil hendes læber fandt hans, og hans øjne igen gled i.

Kysset var ikke dybt på den krævende måde, men det var intimt. Læberne dvælede ved hendes, og hånden flyttede sig igen fra Odiles skulder, for denne gang at lægge sig blødt mod hendes nakke.

[Odile Moreau Rosier]

Odile trak sig ikke væk da hun lod læberne slippe hans igen, men blev siddende med hovedet løftet og hånden mod hans hals. Hun kunne svagt mærke hans puls under sin hånd og hans rolige åndedrag mod sine læber. Hun åbnede ikke øjnene igen, men søgte i stedet endnu et kys og med det, den forsikring og bekræftelse der lå i det.

Hun havde brug for ham og havde lige fået bekræftet det også gjorde sig gældende den anden vej, selvom hun allerede vidste det. Begge var ting hun ikke havde set ske for år tilbage, da hun kom til England, men det var længe glemt og hun kunne ikke længere forestille sig at skulle være nogen andre steder end med ham - gennem både det gode og det mindre gode.

[Lucian Rosier]

Deres ægteskab havde måske ikke haft nogen varm start - som de færreste arrangerede ægteskaber havde det - men de færreste ville benægte at de to var skabt for hinanden. Med årene havde Lucian kun følt sig selv hige mere og mere efter Odile, og i hinanden havde de fundet noget som fyldte dem med den varme og hengivenhed, han aldrig havde vist for nogen andre.

Gennem kysset havde Lucian mærket pulsen stige, og selv da Odile brød kysset kunne han stadig fornemme hendes læber mod sine. Og ligesom hende, stadig med øjnene lukkede i, trak han tæppet en smule tættere omkring dem begge.
"Vi kunne blive herude i nat." foreslog han. Måske dumt, med tanke på at havemøblet ikke var nær så behagelig som sengen der ventede på dem. Men tanken på at blive derude med hende i den friske forårsluft var unægteligt forlokkende.

[Odile Moreau Rosier]

Et smil krusede sig på Odiles læber, da hun fik bekræftet hun ikke var den eneste, med manglende lyst til at bryde op fra terrassemøblerne. Han havde måske sagt det mest i spøg, men hun kunne ikke lade være at overveje tanken. Det var stadig lunt, så hvorfor ikke.. med en smule magi kunne det meste lade sig gøre “Jeg er sikker på Berlioze og Toulouse kan rede op herude, så det ville blive behageligt?” Indskød hun, halvt spørgende og åbnede øjnene for igen at møde hans blik.

[Lucian Rosier]

Kommentaren havde delvist været i spøg, men Odiles villighed fik ham omgående til at mene det mere alvorligt.

"Selvfølgelig kan de det. Hvad andet har vi dem for?" spurgte han retorisk, og mødte hendes blik med et varmt drag om munden.

Og således blev det også. Begge husalfer dukkede op ved deres kommando, og med et par knipsende fingre og husalfernes magi blev terrassemøblet udvidet og redt op, så det var både muligt og behageligt at tilbringe natten derude, før de igen forsvandt. Med en udstrakt hånd inviterede Lucian Odile til at finde sig til rette i deres improviserede seng.
"Vil du have mere vin?" spurgte han, hentydende til den utømte flaske på bordet.

[Odile Moreau Rosier]

Odile var ikke altid så impulsiv. Ikke som hun havde været det da hun var yngre, men lidt af den del af hende var boblet op til overfladen, mens hun kunne følge husalferne få strøtanken til at blive til virkelighed.

Der var heller ingen tøven før hun skubbede skoene af og krøb op i den bløde rede der var blevet lavet "Jeg burde nok nærmere være gået ind at finde en natkjole og blive klar til at ligge her i det hele taget." indskød hun, men nikkede alligevel til tilbuddet. Hvorfor ikke?

[Lucian Rosier]

Havde tilstanden været mere normal, ville Lucian ikke have tøvet med at foreslå at hun undlod natkjolen fuldstændig. Det var ikke fordi der var nogen andre end ham til at se hende her på gården, og det ville ikke have været første gang de havde tilbragt tid dér på den måde. Men hans prioriteter lå lige nu i at sikre Odiles komfort og afslappelse.

"Du kan nå det endnu." svarede han med et træk på smilebåndet mens han fyldte op i de to glas. "Ellers kan du blive her, mens jeg henter den til dig." Igen, han ville være den eneste der til at se hende klæde om. Ikke at hun var blufærdig overfor ham generelt.

[Odile Moreau Rosier]

Odile nikkede, med antydningen af et lille, finurligt smil og tog imod glasset med vin da det blev rakt til hende “Det kan jeg..” begyndte hun og trak den tykke dyne hen over benene “Men det haster ikke.” Hun klappede opfordrende ved siden af sig med den frie hånd, før hun tilføjede “Det er næsten lunt nok til helt at lade være.” Der var en lille undertone af morskab i hendes stemme, der nåede hendes øjne, uden hun selv var helt klar over, hvor mange uger det var siden, hun sidst havde set på ham på den måde.

[Lucian Rosier]

Opfordringen blev modtaget, og Lucian tog plads ved siden af hende. Benene blev skubbet op på madrassen og det ene vinglas blev givet videre til hende.

"Det er en klar forbedring fra kysten derhjemme." medgav han. Selv om sommeren havde luften omkring Cornwalls klipper det med at være bidende kold. Det var sjældent muligt at opholde sig udenfor over en længere periode - og en overnatning var nærmest uaktuel.
Morskaben i hendes tone, som spejlede sig i hendes blik, fik varmen til at brede sig i ham, og en hånd fandt hendes frie hånd og bragte den til hans læber, så små kys kunne lande på hver finger. "Og hvis ikke, skal jeg nok kunne holde dig varm." lovede han blødt.

[Odile Moreau Rosier]

Odile krøb selvfølgeligt ind til ham igen, påpasselig med ikke at spilde den gode vin og slap et lille suk “Kysten kan også noget. Det var det første jeg forelskede mig i da jeg kom til Cornwall.” Indskød hun og nippede til vinen, før hans løfte fik hendes mundvige til at sitre insisterende, mens hun løftede hovedet, og blikket, først til sin hånd, nu i hans, og så til hans mørke øjne “Jeg mindes du lovede mig noget lignende første gang vi var her.” Selvom det var mange år siden, stod mindet stadig klart og det var nemt at føle stemningen fra dengang.

[Lucian Rosier]

Det første. Lucian havde ikke glemt hvordan deres ægteskab havde startet som de fleste arrangerede ægteskaber havde gjort det. Alligevel havde de lykkedes i at finde hinanden gennem deres fælles interesser. Forkærligheden for Cornwalls kyst havde været én af de første. Han huskede stadig den første morgen han var stået op, og havde fundet hende stående udenfor palæet og betragtet solopgangen. Hun havde været så smuk i morgensolen.

"Holdt jeg ikke også løftet dengang?" Tonen var dæmpet, men blød da han tog en tår af sin vin før blikket igen fandt hendes. Smilet over hans læber fortalte tydeligt at hun ikke var den eneste som i dét øjeblik genlevede deres første aften i det franske chateau.