This life with you [S]

[Sylvester Buchanan]

De første måneder af året var gledet forbi overraskende hurtigt, men bestemt ikke fordi hverken han, eller Abigail Bancroft havde ligget på den lade side. Ud over arbejde, der som altid tog meget af begges tid, var der både forestående bryllup og permanent flyt til Skotland, til at fylde den fritid de havde.

Han havde dog ingen klager, trods omvæltningerne og en smule modstand i både hans egen og hendes familie. Intet af det havde fået ham til at ændre mening. Selvom de ikke officielt var flyttet sammen, tilbragte de langt de fleste dage sammen, enten i lejligheden i London, eller i Skotland.

Det var lejligheden han tog hjem til denne dag, måske lidt før end ellers, fordi han allerede vidste hun ville være der, efter en besked tidligere på dagen "Abbie?" han kaldte spørgende så snart han trådte ud af pejsen og børstede lidt sod af den mørke jakke.

[Abigail Bancroft]

Efter et længerevarende møde om en kommende retssag, havde Abbie tilladt sig at gå hjem et par timer tidligere end normalt. Efter kun ni timers arbejde, var hun sunket ned i Sylvesters lejlighed, kun for alligevel at blive suget tilbage til dokumenterne i sin taske.

Fordybet i dem hørte hun ikke Sylvester kalde, men rynkede blot brynene, mens hun bladrede mellem dokumenterne.

[Sylvester Buchanan]

DEr kom ikke noget svar, men til gengæld en husalf, der tog både hans overtøj og informerede ham om, at Miss Abigail opholdt sig i den lille stue. Ganske rigtigt var det der han fandt hende og et lille smil spillede på hans læber, mens han gik hen bag hende og lagde hænderne på hendes skuldre "Jeg troede du var taget hjem for at holde fri?" tonen var spøgefuld, mens skuldrene fik et klem og hans blik søgte ned over papirerne hun sad med.

[Abigail Bancroft]

Stemmen lød fjern, men det bløde klem om skuldrene fik trukket Abbie tilbage til virkeligheden. I hvert fald nogenlunde.

"Hm?" spurgte hun og drejede hovedet for at se op på ham. Det trak svagt i hendes mundvige.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester så ned på hende med et halvt underholdt udtryk, før han bøjede sig ned lod læberne strejfe hendes kind "JEg sagde, at jeg troede du var taget hjem for at holde fri, men jeg kan se jeg var fejlinformeret." gentog han, uden skyggen af anklage. De var begge dårlige til at lade arbejdet blive på arbejde.

[Abigail Bancroft]

Abbie strakte hals og vinklede sig lidt for at imødekomme det bløde kindkys. Smilet voksede lidt og hun hverken gad eller kunne dy sig for at læne sig bagud, ind til ham. Hun sukkede sin tilfredshed og træthed ud i en tung lyd.

"Der var bare noget, der irriterede mig ved Blackthorn-sagen," svarede hun uden at lyde beklagende så meget som en lille smule frustreret over endnu ikke at kunne sætte en finger på hvad.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters blik faldt igen granskende til papirerne, mens fingrene blødt begyndte at bearbejde de anspændte muskler i hendes skuldre og nakke "Ja? Noget specifikt, eller det er det du prøver at finde ud af?" tommelfingrene fulgte de brede muskler op mod hendes nakke "Hvis det er noget du i det hele taget vil have friske øjne på." fordelen var oftest, at han allerede havde været indblandet i de fleste sager der havnede ved magiratet.

[Abigail Bancroft]

Berøringerne var tiltrængte og Abbie lænede sig ind mod dem med et suk af værdsættelse. Allerede nu kunne hun mærke, hvordan nogle af spændingerne forsvandt. Nakken blev løsnet lidt op.

"Det er dét, jeg prøver at finde ud af," svarede hun opklarende. "Der er bare noget ved det, der ikke giver mening."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester brummede sin enighed, uden at stoppe den bløde massage "Hele den sag var speget fra starten." hans bryn krøb lidt sammen mens han genkaldte sig detaljerne, der havde været forbi hans eget skrivebord "Fortæl mig hvad du har. Måske har jeg noget der ikke kom med i rapporten, fordi det blev dømt uvedkommende." det skete, men det skete også, at det kunne vise sig at være lige det modsatte, når der blev trukket de rigtige forbindelser.

[Abigail Bancroft]

Der gik ikke mere end et par sekunder, før Abbie var i gang med at føre ham igennem sagen med sine øjne. Hun lagde dokumenter frem, som hun kom til dem, og de havde nok talt i mere end en time, da hun lænede sig lidt tilbage med en lys latter.

"Jeg troede, vi skulle holde fri," bemærkede hun drilsk, tydeligvis lige så udfordret på dét punkt, som han var.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var endt med at sætte sig ved siden af hende og havde ikke rigtigt holdt øje med tiden, fordybet som de var. Den drilske kommentar fik ham dog til at trække sit ur frem og kaste et blik på det "Det må være dig og din evne til at få mig til at glemme tiden." gav han drillende igen og løftede armene over hovedet for at strække sig, mens han lænede sig tilbage med en klemt lyd.

[Abigail Bancroft]

Ømhed varmede hendes blik og blødgjorde hendes træk, da Abbie lagde dokumenterne tilbage på bordet. De blev selvfølgelig placeret nydeligt i sagsmappen, bordet bragt i pertentlig orden.

"Kom, min elskede. Lad os få dig til en blødere stol," sagde hun og kom op benene for at byde ham sin hånd i opfordring til at følge med.

"Har du brug for noget?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester sænkede armene igen mens han betragtede hende rydde arbejde væk, med et varmt smil spillende på læberne.

Der var heller ingen protester da han tog hendes tilbudte hånd og rejste sig, måske med en lille, diskret grimasse han forsøgte at skjule, da ryggen blev rettet ordentligt ud "Ud over dig?" spurgte han med et glimt i blikket og indfangede hende med den ene arm "Måske mad. Jeg har ikke fået andet end kaffe siden frokost."

[Abigail Bancroft]

Abbie hævede hånden for at studere planeternes, stjernernes, månen og solens bevægelser på urskiven af det slanke armbåndsur. Brynene trak sig lidt sammen, før hun lod hånden finde over hans bryst.

"Så er det godt, du har mig til at passe på dig," svarede hun uden nogle intentioner om at lave mad selv. Men det blev Saxo hurtigt sat i gang med.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester brummede sin enighed, mens Saxo blev sat i gang med madlavning og han selv sank ned i en betydeligt mere behagelig, polstret stol "Jeg troede det var mig der skulle passe på dig?" han fangede hendes ene hånd, lod et kys strejfe den og lagde et inviterende klap mod sig ene lår med den anden hånd "Noget nyt på invitationerne? Det må snart være på tide de skal ud?"