Man skal ikke græde over spildt punch

[Natalia L. Blishwick]

En dans med Kiaan Patil-Fawley var hurtigt blevet til flere og det øjeblik, Natalia havde set Martina dela Cruz på dansegulvet, var også hun blevet revet med ind. På den måde var gruppen omkring portugiseren blevet større og hun var ikke engang sikker på, at den argentinske veninde kunne høre det, da hun hurtigt annoncerede, at hun skulle have noget at drikke.

Opblusset og forpustet væltede hun ud fra dansegulvet udelukkende for at støde frontalt sammen med Tommy Blishwick. Overrasket så hun på ham og den pokalfuld punch, der nu pyntede på hans skjorte.

[Tommy Blishwick]

Uheld skete, men det virkede som om skæbnen legede med ham, da han opdagede hvem han havde stødt ind i. Eller nærmere, hvem der var stødt ind i ham. Den lyse skjorte var nu præget af en stærk rødlig farve og en stærk sødmefuld duft. Faktisk var der mere på ham end i pokalen.

"Undskyld," var han, af en eller anden grund, den første der sagde.

[Natalia L. Blishwick]

350 ud af årets 365 dage, ville Natalia nok bare have mumlet et halvhjertet svar og overladt Tom til punchulykken. Men dette var en af grævlingens heldige dage, før hun trak staven ud af en usynlig lomme i kjolens søm. Med et elegant vift var pletten forsvundet og pokalen atter fyldt.

"Tænk ikke på det," forsikrede hun ham med et, til ham, overraskende mildt smil.

[Tommy Blishwick]

Fugten fra pletten blev trukket væk med magi, således at materialet ikke klæbede sig til overkroppen og duften ikke gjorde ham helt utilnærmelig. Selvom de havde fulgtes til aften, havde de næsten ikke spenderet noget tid sammen. Men nu smilede hun til ham efter en tilfældig kollision.

"Har du en god aften?" spurgte han i mangel på bedre.

[Natalia L. Blishwick]

"Ja, virkelig god," bekræftede Natalia uden tøven eller dårlig samvittighed. Hun havde ikke valgt at blive forlovet med Tom eller flytte til England.

"Har du været ude at danse endnu?"

[Tommy Blishwick]

Tommy fandt det ikke i sig selv, at lade sig blive vred over at Natalia morede sig, selvom den der følelse af utilstrækkelighed ofte kunne mærkes i hendes selskab. Til spørgsmålede, skævede han kortvarig ud mod dansegulvet.

"Det er ikke lige min type dans," indrømmede han så med en blød trækken på smilebåndet. Musikken var også lidt hurtigere nu.

[Natalia L. Blishwick]

Det var endnu en ting, der snildt kunne blive ødelagt af den kedelige englænder. Men Natalia var mildest talt flyvende og greb Toms hånd uden tøven.

"Pjat. Kom." Og hun ventede ikke på tilladelse, før hun trak ham med sig ud på dansegulvet.

[Tommy Blishwick]

Tommy fulgte hende og forsøgte ikke at diske frem med nogle indvendinger. For det var temmelig slående, at hun gerne ville danse med ham, selvom man kunne forvente det af at følges til en fest.

Da de stod derude, var et tøvende smil tegnet om hans mund, men han forsøgte at skæve mod dem der dansede ved deres sider, og fødder blev da også rykket på, selvom det var til den underspillede side.

[Natalia L. Blishwick]

Tom var så håbløs på dansegulvet, at det næsten var charmerende. Natalia fandt i hvert fald sig selv smile helt uden at skulle anstrenge sig.

"Slap af. Jeg bider ikke," forsikrede hun ham med et glimt i øjet, før hun hævede hans ene arm, så hun kunne dreje sig ind under den.

[Tommy Blishwick]

Måske bed hun ikke bogstaveligt talt, men at være tæt på hende, virkede stadig temmelig farefuldt. Trådte han den mindste smule over en utegnet grænse, skulle hun nok fortælle ham hvordan landet lå.

Alligevel smilede han over hendes ord og forsøgte at glide med i bevægelsen: dreje hende under sin arm og faktisk trække hende den smule tættere i dansen.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia havde ikke forventet at ende tættere på ham, men hun trak sig ikke tilbage. Det var trods alt bare en dans. Noget, hun havde valgt. Ikke noget, der var blevet tvunget ned over hovedet på hende.

"Se selv," pointerede hun og hævede armen, selvom Tom nok ville skulle bukke sig et godt stykke for at komme under den.

"Din tur."

[Tommy Blishwick]

Det var ikke lige den form for dans som han var blevet undervist til som knægt. Modvilligt, vel og mærke.

Alligevel hobede han at den gode stemning kunne forblive, og sneg sig derfor under hendes arm, trods det voldte besvær.

"Det er lidt nemmere den anden vej rundt," grinede han, uden at slippe hende.

[Natalia L. Blishwick]

Trods opfordringen kom det bag på Natalia, at Tom rent faktisk bevægede sig under den korte arm. Hun grinede af synet og ærligt talt også lidt af lettelse over, at han dog i det mindste kunne skulle lidt for den kedelige brite, der oftest boede i hans krop.

"Jeg skal nok høre Professor Ogden, om han ikke kan lære os en besværgelse, der giver længere arme. Men for nu må du nøjes."

[Tommy Blishwick]

Havde andre ikke også danset temmelig kejtet - og havde han ikke været så opsat på faktisk at gøre Natalia mere komfortabel i hans selskab - var han nok ikke tyet til det her. Ikke desto mindre smilede Tommy dog, selvom der var noget flovt over læbernes trækning.

"Jeg tror bare vi ville være til fare for alle andre, hvis vi havde den forvandling ved hånden," bemærkede han og kunne ikke rigtig undgå at forestille sig et helt dansegulv af absurd langarmede elever. Tanken var åndssvag.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia ville have elsket, hvis Tom delte det mentale billede med hende, men sådan blev det ikke. Alligevel lokkede han en dæmpet latter fra hende.

"Tal for dig selv," drillede hun ham, men der var noget blidt i det. Som var de venner eller bare noget andet.