Vi må krybe, før vi kan kravle, før vi kan gå

[Cora Greengrass]

Cora kunne ikke se hvordan de få, hun rent faktisk bekymrede sig om, skulle være målskiver for Alissa. Derfor vedblev blikket bare i hendes afventende.

"Så må det bare være sådan," sagde hun og lød relativt afklaret med det. Hun havde givet Simon sit løfte og håbede måske et-eller-andet sted, at det kunne bedre deres fremtid sammen.

[Alissa Avery]

Alissa lyttede til forslaget med mistro. I sidste ende stolede hun ikke på, at Cora ville holde ord. Måske var det hendes egen svigefuldhed, måske var det den brudte tillid. Hun gav sig ikke til at analysere det. Hun var langt bedre til konfrontation.

“Og hvordan skal jeg kunne stole på dig nu?”

[Cora Greengrass]

Cora havde bukket nakken og undskyldt for noget, hun egentlig helst ville stå ved. At hun overhovedet sad her med Alissa efter den behandling de havde givet hende, mente hun var grund nok. Men nej. Det var aldrig Alissas skyld. Det var altid hende vis tid var en gave for andre.

"Der er ting på spil for mig nu," sagde hun så, da hun ikke kunne give hende meget mere end sine ord. "Holder jeg ikke hvad jeg lover, går det trods alt også ud over mit kommende ægteskab."

[Alissa Avery]

Alissa hævede et bryn, men undlod at pointere, at der altid var ting på spil på piger som dem. For Cora var tydeligvis ikke hverken som dem eller én af dem.

"Det er morsomt," indledte hun henkastet, selvom hun ikke så ud til at more sig meget. "Man skulle tro, at du gerne ville have haft allierede, nu du har så meget på spil."

[Cora Greengrass]

Det ville hun nu også, men Alissa bar en skarp dolk med sig og Cora kunne ikke stole på hende. I stedet kunne hun bare forsøge at holde hende den smule nærmere. Forbindelserne der kom med Alissa var uvurderlige, og var nok også den eneste grund til at Cora sad her.

"Jeg troede det var hvad jeg forslog," sagde hun så og fugtede læberne. "Jeg har sagt undskyld og sagt at jeg skylder dig. Hvad mere vil du have?"

[Alissa Avery]

Det var et godt spørgsmål, men Alissa vidste altid, hvad hun ville have. Som regel også, hvordan hun fik det. Hun fugtede læberne og havde ikke travlt med at sige det. Hun nød overhånden og svælgede gerne i det.

"Jeg vil have, at du siger, du tog fejl," oplyste hun. "At du har brug for mig."

[Cora Greengrass]

"Det har jeg allerede fortalt dig," sagde Cora, selvom det havde været i brevform. Det var nemmere at krybe, når man ikke skulle forme den slags over læberne. For hun ville helst undlade at blive nødt til at erklære sig afhængig af Alissa.

Endnu var der ikke blevet drukket én eneste tår af teen.

[Alissa Avery]

Alissa havde bedt om noget og det var ikke et referat af samtalen. Derfor nøjedes hun med at hæve brynene lidt. Kæben blev løftet, da de faldt.

[Cora Greengrass]

Cora overvejede kortvarig om det her var tjenesten. For det føltes som en. Det føltes som om hende og Alissa bare sad og stirrede på hinanden, og hun var fristet af at give sig.

"Jeg tog fejl," endte hun så endelig med at ekkoe Alissas befaling, men kunne ikke få sig selv til at sige anden del.

[Alissa Avery]

Alissa glemte ikke bare sådan lige - især ikke, når det handlede om ting, hun gerne ville have. Hun tog en langsom indånding, øjenkontakten mellem dem ubrudt.

"... Og?"

[Cora Greengrass]

Cora burde nok bare rive plasteret af. Hun havde dog gjort som hun havde aftalt med Simon Montague og sagt undskyld til Alissa. Hun havde endda erkendt sin fejl, men alligevel var der en stopklods lige her.

Læberne kunne ikke forme dé ord.

"Og jeg håber du vil tilgive mig."

[Alissa Avery]

Et modbydeligt smil bredte sig på Alissas læber, som det så ofte gjorde, når hun ikke fik sin vilje. Brat rejste hun sig, stadig uden at have rørt sin te og hun tog to skridt rundt om bordet, før hun stoppede ud for Coras stol.

"Jeg håber, at det var dét værd."

[Cora Greengrass]

Om det var det, anede Cora ikke, men der var en form for modstandskraft i hende lige nu. Måske havde tingene været anderledes, hvis der rent faktisk var kære følelser mellem dem. Lige nu, virkede det dog det værd at være egoistisk og ikke sænke hagen, selvom Simon Montague havde bedt hende om det.

"Det tror jeg faktisk at det er," sagde hun uden at løfte sig fra stolen.

[Alissa Avery]

Alissa smilede kattevenligt til hende og strøg en nøddebrun lok væk fra hendes ansigt, som hun havde gjort det så mange gange før, da Cora var en sirene. Nu var der noget ildevarslende i berøringen.

"Ved du hvad? Det synes jeg bare, du skal holde fast i, mens du stadig kan." Hun blinkede til hende, men det var legende på samme måde, som et rovdyr skal have levende bytte. Ellers keder det sig. Og åh, hvor elskede hun at se sit bytte vride sig, selvom hun sad roligt på en stol.

"Vi ses til din store dag." Med de ord forlod hun hende i den sødmefulde duft af te og stævnemøder.

afsluttet