En roses torne

[Opalescence A. Bucur]

Botaniktimen, Slate Travers

Der var gået en del dage siden festen, hvor alt blev til kaos og Milo Davies vandrede væk og lod Opal stå alene tilbage. Det havde sat en lavine af tanker i gang hos den hvide løvinde. Om hendes omgangskreds. Om det hun sendte ud. Og en pinlig selvbevidsthed der ikke ville forsvinde, uanset hvor meget hun havde forsøgt at distrahere sig selv. Opal havde aldrig ladet sig begrænse af grupperinger. Hun havde altid danset frit på tværs af dem, og var simpelthen gået der hen hun kunne føle en forbindelse med et menneske på lang afstand. Uanset blodstatus, alder, køn eller baggrund.

En del af hende overvejede dog om hun burde begynde at være mere taktisk anlagt. Om der var en pointe til at underlægge sig det primitive flokdyrs instinkt og lade som om der var en særlig bonus i at holde sig til bestemte personer. -Eller opsøge dem på egoistisk vis. – Det som hun så Sirenerne gøre.

Men sagen var nok den… at uanset hvor meget Opal forsøgte at tilpasse sig og holde dele af sig tilbage, så ville majoriteten af dem aldrig forstå hende. De syner der til tider kunne være så intense at de var en plage. De ting hun følte. Grundene til hun gjorde som hun gjorde. Og ganske få personer stoppede op og forsøgte at se ind under hendes væsen.
I et klasseværelse omringet af elever havde hun aldrig følt sig mere alene, når angsten langsomt gravede sine skarpe kløer dybere og dybere ind i den bløde hud på hendes brystkasse. Og så var det nemmere at begrave sig i uendelige faglige debatter, hvor hun vidste at hun havde en styrke og kunne holde ryggen rank. Og at love sig selv at der nok var et højere formål med det hele, som hun kunne løfte hovedet imod i stedet for at se ned. Med fremmedliggørelsen. Med den evne hun havde fået skænket fra fødslen. At de lange samtaler hendes mor havde givet hende var sande – At hun var noget særligt af en grund.

Men om kun få år var det hendes tur til at være fri og at stå med et fint bevis i hånden som 7. års eleverne. Og Opal vidste stadig ikke hvad det formål var endnu. Alt den tid virkede uoverkommelig, som en uendelig gang hun skulle vandre. Hvordan skulle hun overleve så længe?

Hvis nu skolen brændte kunne det der grupperingsvæsen måske være noget hun skulle investere noget mere i. Hvis skolen brændte var der da så i det mindste en sandsynlighed for at nogle ville huske at redde hende. Eller at hun kunne brænde op i selskab med en anden.

Hvad kunne et sats være? Opal gumlede tænksomt på sin underlæbe, prustede tungt som en hest for at skubbe en lok pandehår til side og knipsede til en plante på bordet.

Ham der – ham der henne. Slate Travers. Sad i det mindste ikke og sov i timen og virkede til at have et kvikt sind, så hendes tålmodighed ikke skulle prøves. Og han havde den samme plante som Opal skulle studere.

*Kom så frøken Bucur, rejs dig. Du er en kvinde af klasse. Vis det!*

Opal rejste sig og begav sig hen til slangen med et smil på læben, næsen let i sky og med hænderne faste om en bog og sit pergament. Det var ikke til at kunne se alt det der foregik indvendig udenpå.

”Slate?...
Jeg er nysgerrig på om du har gjort andre observationer om Ophiocordonia svampen og dens kommunikationsnetværk end mig. Må jeg høre dine tanker?"

[Slate Travers]

Slate sad som han næsten altid gjorde bagerst i klassen og arbejdede på egen hånd. Det gjorde han delvist fordi han ikke havde nogen særlig interesse i at arbejde med andre og delvist fordi en del af de andre elever i hans F.U.T.-klasse ikke havde ønske om at arbejde sammen med ham. Den slags tog han dog med stoisk ro og nøjedes med at skifte mellem at stikke og kilde svampen med fjerpennen, når han ikke skrev noter.

Han havde set Opal på vej i sin retning ud af øjenkrogen, men så ikke op på hende, mens hun nærmede sig. Han havde vel et ry at opretholde. Godt nok var Opal af fuldblodsslægt - i hvert fald så vidt han vidste - men hun var stadig fra Gryffindor og hun skulle ikke tro for meget om sig selv.

Da hun talte, løftede han dog blikket op og så på hende med let rynkede bryn, mens han forsigtigt stødte spidsen af fjerpennen mod bordet, så et let 'tap, tap' kunne høres. "Mine tanker?" spurgte han med en let forvirring i stemmen. "Du vil høre mine tanker?" Det var sgu da i hvert fald første gang. Opal var normalt ret bedrevidende, hvis man ellers spurgte Slate og han havde ikke haft noget særligt med hende at gøre. Der var dog ret hårdnakkede rygter om, at hun havde evner til at forudsige fremtiden, men ingen havde vist noget reelt bevis.

[Opalescence A. Bucur]

”Ja da! Selvfølgelig” udbrød Opal, og smilet på de rosa læber blev bredere.

Kritikken og tvivlen kunne hun nemt fornemme. Den osede ud af Slate i takt med at han valgte at dolke både sin svamp og bordet. Det lod Opal sig dog ikke slå ud af. Hun besluttede sig for at gøre sit bedste for at benytte sig af sin yderste charmeoffensiv og viftede de lange øjenvipper spørgende ad ham.

”Er det så mærkeligt? Jeg kan ikke se andre på holdet, der har fået en Orphiocordonia svamp, så vi kan lige så godt hjælpe hinanden i processen, ikke?”

[Slate Travers]

Da hun bare bekræftede sin intention blev rynken mellem Slates bryn kun en smule dybere, inden hans pande pludselig glattedes og han så hende an med let reservation i stedet for direkte afvisning. "Jamen så må du jo hellere sætte dig ned," erklærede han i et tonefald som både var roligt og afventende, mens han faldt tilbage på de manerer, som hans far havde indbygget i ham fra vuggen. "Jeg må sige, at du overrasker. Det er vist første gang nogensinde, at du har opsøgt mit selskab og vi har da trods alt gået på årgang sammen i snart seks år."

[Opalescence A. Bucur]

”Det har du heller ikke” konkluderede Opal sandfærdigt imens hun fastholdt Slates blik sigende. Dog ikke just med et mindre smil end før. Der var en halv opfordring – og udfordring i hendes ord. Opal havde ikke opsøgt Slate, men han havde heller ikke udvist initiativ til at opsøge hende eller givet en åbning, der forekom naturlig.

Hendes egne noter placerede hun på hans bord overfor ham.

”Selskab – plejer da ikke at være en ingrediens jeg kender til, der kan udløbe. Verden ville være et forfærdeligt sted, hvis vi ikke længere havde noget at opdage”.

Hun skulle lige til at slå sig ned, da hun så tilstanden af Slates svamp med diverse stikhuller.
”Du godeste! Der er nogen der har saboteret din svamp. Din stakkel. Lad os bruge min!”

Det var svært at sige om den hvide heks ikke havde udregnet at Slate selv havde gjort det med sin fjerpen, eller om hun ignorerede det med fuldt overlæg og overbærenhed.

Hun luntede tilbage til sit bord i forreste sektion af klassen og returnerede hurtigt efter. Hendes egen potte med en mere intakt model af fungi blev placeret forsigtigt på Slates bord, så hun ikke kom til at rode rundt i hans noter. Troldmanden blev ikke givet mulighed for at protestere eller komme med indvendinger. Slates svamp blev midlertidigt forvist til gulvet.

Opal glattede omhyggeligt sin uniform ud, da hun endelig satte sig over for ham og med stort engagement bankede sit pergament sammen på bordpladen, for at rette siderne ud.
”Godt! Jeg er klar. Lad os begynde!”

[Slate Travers]

Slate kunne kun give hende ret. Han havde heller ikke opsøgt hende. Men han havde heller ikke følt behov for det. Det var trods alt hende, som havde skiftet holdning. Men han lod det gå med et skuldertræk og hævede bare et underholdt bryn af hendes forfærdelse over hans medtagede svamp. Han lod hende uden videre udskifte hans med sit eget eksemplar og sad bare helt stille og betragtede hendes opførsel.

"Udmærket. Så begynd." Han så opfordrende på hende uden at gøre mine til, at han ville være den første til at give fra sig. Det var hende, som havde taget initiativ til et samarbejde. Så måtte hun virkelig også vise, at hun var samarbejdet værd.

[Opalescence A. Bucur]

"Okay! Hvis vi tager udgangspunkt i Ophiocordonias sjældenhed, tænker jeg at disse svampe ser ud til at formere sig på ekstraordinær vis i forhold til andre fungi. Hvor de fleste svampe formerer sig igennem sporernes kontakt med jorden, er Ophiocordonia en kødædende fungi af slagsen. De skal bruge en vært, hvilket kunne forklare hvorfor de er så sjældne. De infiltrerer med deres sporer levende dyr og ernærer sig på individets plasma, indtil værten opløses, hvor sporerne nu kan fæstne sig i jorden. Så det er en fungi, der skal dræbe for at videreføre deres gener... Ret skræmmende faktisk. Normalt tager de mindre dyr, som fugle, men hvis de er flere kan de tage større væsner til vært"

...

Opal så mistænksomt ned mod Slates svamp og puffede den længere væk med sin sko i udstrakt ben. Bare så Slates handicappede svamp ikke forsøgte noget kinky business med hendes svamp.

"Så hvis man skal tage udgangspunkt i det, skal Ophiocordonias miljø indeholde meget råd og død... Der var en larve på min svamp et sted... hvor var det nu?"

Hun drejede svampen omhyggeligt og bøjede sig ned indtil hun fandt en sommerfuglelarve der var kravlet ind under svampens skygge.

"Hvis du ser efter, ligner det at den har inficeret larven".

En grønbrun spirre var skudt op igennem ryggen på larven, men den kravlede endnu forvirret rundt.

Fra sin position rettede Opal sig op og så afventende mod Slate.

"Og dig?"

-------------------------
Ooc Edit: svampen fik lige nyt navn, da Mimbledonia svampe allerede har etableret Lore, og det mente min mobil ikke den havde, sidst jeg kiggede. Så den er mit påfund, og du freestyler bare

[Slate Travers]

Den ordstrøm som Opal lirede af sig medfødte et hævet bryn hos Slate, mens han lyttede til alt, hvad hun havde at fortælle. Han var dog ikke enig i alle hendes konklusioner, men han ventede alligevel pænt på, at hun blev færdig. Så trak han hendes svamp hen foran sig og gav sig til at studere larven, som luntede rundt. "Det er alligevel imponerende, at larven var blevet hængende ved planten, længe nok til at en spire er skudt op," svarede han og tyggede lidt i indersiden af sin kind, mens han tænkte.

"Det kunne tyde på, at larven enten er tiltrukket af svampen - måske dens duft eller en aura eller lignende - eller at den påvirker larven med sine sporer. Det kunne måske også tyde på, at svampene foretrækker at formere sig i nærheden af hinanden i stedet for at sprede sig over et større område. Måske en form for netværks-kollektiv?" Han prikkede let til larven med den bløde side af sin fjerpen og fnøs underholdt, da den gav sig til at lunte væk fra ham.

[Opalescence A. Bucur]

Imens Slate snakkede, lyttede Opal nysgerrigt, og da han bøjede sig ind mod svampen, imiterede hun hans bevægelse parallelt og betragtede ligeledes larven igen. Bare i tilfælde af at slangen skulle opdage noget, som hun ikke selv havde lagt mærke.

”Altså at svampen er sansende som et socialt dyr? Det kunne give mening. Fordelen kunne være udveksling af næringsstoffer imellem svampene, og kommunikation om sygdomme og trusler. Som larven her. Samtidig kunne en kommunikationsform muliggøre søgen efter et mere beskyttet miljø uden for meget vind og vejr, der kunne skade fungi og fratage den nødvendige fugt fra jordbundens humus”.

[Slate Travers]

Han nikkede lidt, men hørte ærligt talt kun efter med et halvt øre. Hun virkede meget ivrig efter at samarbejde med ham og nu hvor isen var brudt en smule, havde han ærligt talt mere lyst til at vide hvorfor, i stedet for at undersøge én eller anden ligegyldig svamp. Derfor ventede han på, at hun stoppede med at tale, hvorefter han skiftede emne så brat, at hun forhåbentlig ville blive så overrasket, at hun bare svarede ærligt på hans spørgsmål. "Hvorfor fandt du på at spørge mig, om jeg ville arbejde sammen i dag? Den virkelige grund." Hans stemme var kontant, men ikke uvenlig og han så hende direkte ind i øjnene med let sammentrukne bryn.

[Opalescence A. Bucur]

I modsætning til hvad der formegentlig var Slates plan, fik hans afbrydelse Opal til at se op fra larven til ham. Og det fik hende ikke ufiltreret til at snakke, men fik hende til at spørge sig selv hvorfor han undrede sig sådan. Selv om hans stemme var blid, fandt hun måden han fastholdt hendes blik på en anelse bidskt. Men hun skyede ikke væk, tvært imod rettede hun ryggen og stirrede frygtløst tilbage mod udfordringen.

Stemmen sænkede hun, i tilfælde af at nysgerrige ører og undervisere kunne lytte med. Små fine rynker af irritation dannede sig over porcelænshuden på hendes næseryg. At opsøge Slate viste sig at være noget mere krævende end nogen botaniktest hun kunne forberede sig på.

”Hvorfor forekommer det dig så unaturligt at jeg opsøger dig?” sukkede Opal.

De lavendelblå øjne blev lukket kort for at samle handlemod. Og da de åbnedes igen var det bløde smil tilbage på de buttede rosa læber.

”Jeg går der hen jeg vil. Du burde prøve det engang. Bare der hen det føles rigtigt… På det seneste har jeg haft meget tid til at overveje forskellige ting... Hvad jeg burde gøre og ikke burde gøre. Og det er gået op for mig at der er noget der ikke fungerer. Hvis der er ting i ens liv der ikke fungerer, så må man gøre noget anderledes end hvad man plejer, for at prøve på at lave det om. Jeg spurgte mig selv hvad kunne være noget jeg ikke har gjort før… Og så så’ jeg på dig, og det gik op for mig at jeg aldrig har sat mig ned og snakket ordentligt med dig for at lære dig at kende. Det tænkte jeg kunne være var udbytterigt og gavnligt. For os begge to. Og! Det føltes bare meningsfyldt og rigtigt… Er du tilfreds nu, Slate?”.

Det ene bryn skød Opal udfordrende i vejret, og hun førte en hånd op til kinden, for at støtte albuen på bordkanten og styrke sig under krydsforhøret.

[Slate Travers]

Hans taktik virkede ikke helt efter hensigten og det undrede ham ærligt talt. Hun virkede ikke som en pige, der havde så meget selvsikkerhed. Han gemte dog tanken væk til senere granskning. Hun begav sig ud i en længere forklaring, som mere eller mindre kunne koges ned til, at hun ønskede at prøve noget nyt. Hvilket fik ham til at tro, at der måske var sket noget i hendes liv. Måske hun var ensom?

Han sad et øjeblik bare og kiggede på hende, inden han trak lidt på skuldrene. Han forstod det stadig ikke. Han var absolut ikke typen, som opsøgte folk uden at have en grund til det. Han ville forvente at kunne få noget ud af det. Opal var åbenbart anderledes, hvilket var måske en smule interessant. "Ikke rigtigt," indrømmede han og lagde hovedet let på skrå. "Men hvis du vil lære mig ordentligt at kende, så værsgo... Stil dine spørgsmål."

[Opalescence A. Bucur]

”Mhmm! – det er en fejl” erklærede den hvide heks selvsikkert.

Slate skubbede det hele hen til hende og lagde initiativet i hendes skød. Hun sad derfor i et par sekunder og bed sig i underlæben, men ikke længe før hun lænede sig frem mod ham over skrivebordet og betragtede ham med et udspekuleret filurkattegrin, næsten som om hun kunne se hans sjæl.
De blå øjne studerede de grønne i stilhed og detaljerne i hans ansigt - Og så stjal hun hans fjerpen pludseligt fra hans hånd og gav sig til at stikke til kanten af bordet, som hun havde set ham gøre.

”Er du en ingefærøl eller ild whisky-type-fyr?”

Spørgsmålet var på trods af dets noget uskyldige format nøje udvalgt til at kunne fortælle ting om Slates væsen. Selv om hun som 16-årig stadig var mindreårig, fremførte hun ordene vidende, som om hun selv havde prøvet det, og muligvis hvad der var værre.

[Slate Travers]

Hun satte sig til rette og gengældte hans udfordrende blik - tilsyneladende opsat på at lege med på den leg, han havde foreslået. Han skjulte sin forbløffelse over, at hun huggede hans fjerpen og nøjedes med at hæve et øjenbryn. Han var ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om, at hun bare følte, hun sådan måtte tage noget, som var hans. Men han var også lidt interesseret i, hvad der fik hende til at være så grænseoverskridende over for en, der som han havde gjort sit bedste for at opretholde en vis afstand til andre folk.

Spørgsmålet var dog ikke svær at svare på, selvom der gik et øjeblik, inden det kom. "Ildwhiskey," svarede han derfor bare og lænede sig i stedet lidt ind over bordet, forsigtig med ikke at bryde øjenkontakten, som hun havde opretholdt. "Min tur. Har du en ven, som du kan fortælle alt til?"

[Opalescence A. Bucur]

Nu var det Opals tur til at rynke brynene undrende. Øjenkontakten med Slate blev brudt ganske kort. Den ene skulder blev kantet op, og en lille auditiv inhalering kunne høres fra hende, inden hun vendte tilbage til øjenkontakten.

Hun rystede kraftigt på hovedet. Måske et tick, måske et ubevidst signal fra kropssproget, der ikke ville lyve, men for Opal var det for at forsøge at ryste ubehaget af sig, der pludselig blev ledsaget af de smukke grønne øjne.

”Hvorfor fortælle alt til nogen som helst personer? Der er ting som andre aldrig nogensinde vil kunne forstå. Det er et spild af tid at have sådan en person”.

De slanke fingre begyndte at stryge fjeren langs fibrene, for at berolige hende, indtil hun ledte spørgsmålet videre med et nyt.

”Hvor voksede du op? Hvordan var det der?”