Midt under pressemødet

[Petronelle dela Cruz]

Nell hævede et bryn af Elias' verbale retræte. Foden vippede lidt under bordet, men hun slap en munter lyd.

"Du skal ikke trække i land, papi," forsikrede hun ham. Måske bad hun ham endda en smule.

[Elias Oliver Wood]

Elias trak gerne langt ind på vand, selvom han altid primært havde været draget af havet. Petronelle gjorde ham dog en kende påpasselig. For han værdsatte deres relation og ønskede ikke at fucke det op.

"Er jeg da din idealmand?" valgte han at vende spørgsmålet. Igen en undvigelsesmanøvre.

[Petronelle dela Cruz]

Elias kunne være glat, når han ville det. Næsten lige så elegant i samtalen som i luften. Nell betragtede det med værdsættelse, selvom det ikke var en fælde, hun havde forudset sig selv havne i.

"Jeg har ikke en ideel mand," kunne hun dog fortælle. "Med al det Alt for Heksene, du har læst, må du have set, jeg ikke skriver 7 ting om min perfekte mand. For mig, det betyder intet, om du er sportssjerne eller alborotador med uglet hår. Om du kan lide det ene eller det andet. Jeg er curioso, ja." Hun kunne nok godt være stoppet der, men noget fik hende til at stoppe.

"Men jeg kan lide dit corazón," hun slog et par overfladiske, rytmiske slag over sit hjerte med to fingre. "Og din pasión." På intet tidspunkt sagde hun ja. Hun brugte helt andre og langt flere ord.

[Elias Oliver Wood]

Petronelle kunne klart feje søgeren ud på et sidespor med alle de spanske ord og sproglige undvigelsesmanøvre. Han kunne virkelig ikke gøre hende kunsten efter, men det var imponerende. Imponerende nok til, at han faktisk ikke helt vidste i hvor stort et opfang hun gjorde det bevidst, for ikke at afsløre for meget.

"Men jeg er ikke ligefrem Miguel," sagde han med et muntert fnys og et tryk på navnet, som var manden fra restauranten i Argentina målstokket.

[Petronelle dela Cruz]

Bemærkningen var så uforudset, at Nell brast i latter. Det var bedre end at tænke over, at hun aldrig tidligere havde været i Buenos Aires uden lige at aflægge Miguel et besøg - og ikke på restauranten. I stedet havde hun dedikeret hvert øjeblik til Elias.

"Hvorfor Miguel?" spurgte hun uden at lægge skjul på sin nysgerrighed.

[Elias Oliver Wood]

Hvorfor ikke Miguel. Nu hvor Petronelle omtalte Elias med spanske ord, var det ligesom en anden spansktalende mand han kom til at tænke på. Det var i hvert fald ikke James Sirius Potter. 

"Fordi han virker som sådan en der har pasión," sagde han og forsøgte at sige ordet på en sådan måde, der forhåbentlig kunne lyde rullende og en smule mørkere i tonen, sådan som han svagt huskede Miguel havde lydt.

[Petronelle dela Cruz]

Det ene bryn blev hævet ganske let, men det var tydeligt på alt fra hendes spillende blik til de let sammenpressede læber, at Nell morede sig kosteligt. Snart brød smilet uundgåeligt igennem.

"Det har han," medgav hun og så på ham med et blik, der fortalte, at det havde Elias bestemt også. Det havde de trods alt etableret af flere omgange.

[Elias Oliver Wood]

Han behøvede ikke grave mere i det. For selvom han da havde haft et behov for lige at ranke skuldrene lidt ekstra omkring Petronelle og Miguel efter deres omfavnelse, var han selv en fucking heldig troldmand for at spendere tid med heksen på denne side af Atlanterhavet.

Hånden strakte sig for at imødekomme hendes, selvom han burde koncentrere sig om det sidste mad. "Og du har pasión omkring alt du gør, føler jeg," sagde han med et smil.

[Petronelle dela Cruz]

Petronelle vidste stadig ikke, hvordan Elias så sig selv forskellig fra Miguel, og en del af hende havde lyst til at spørge. Men søgeren havde altid været farligt god til at sno sig udenom den slags spørgsmål og hun blev effektivt afledt af den fremstrakte hånd. Hun tøvede ellers sjældent, men hun mærkede hjertet springe et slag over ved kompleksiteten af handlingen.

"Det er den eneste måde at gøre det på, papi," svarede hun og valgte at lægge hånden i hans.

[Elias Oliver Wood]

Da hendes hånd lagde sig i hans, føltes det... Ja, måske lidt anderledes. Det kunne være fordi denne ømhed ikke kom efter et helt andet møde mellem dem. Før omtalte corazón begyndte at banke lidt hurtigere.

"Jeg tror det smitter af på mig," sagde han så, ledsaget af et varmt grin. For flere måneder siden havde han aldrig forestillet sig, de oplevelser han havde fået efter at have mødt Petronelle. Salsa, tango, smutture til den anden side af kloden.

[Petronelle dela Cruz]

Selvom hun ikke behøvede valideringen, var Nell fint tilfreds med at se, at Elias ikke selv lod til at finde det problematisk. Hun smilede og lænede sig lidt mere ind over bordet. Ind mod ham.

"Eller du har måske bare mødt én, der forstår?" foreslog hun, uvillig til at tage æren for hans udvikling.

[Elias Oliver Wood]

Øjnene forlod hende på intet tidspunkt da hun lænede sig tættere. Faktisk fangede han sig selv i at gøre det samme. Petronelle var et mysterie, ligesom andre hunkønsvæsner i hans liv havde været, men på en eller anden måde følte han faktisk at hun forstod.

"Ja. Hvem ville lige have gættet det?" lød det dæmpet fra ham, mens den ene mundvige trak smilet skævere.

[Petronelle dela Cruz]

Nell havde ikke taget nogle beslutninger og altid var stadig uklart, men lige i dét øjeblik, faldt det hele på plads. Hendes skuldre faldt og hun slap en munter lyd, selvom hjertet slog hurtigere.

"Elias ..." Hun ombestemte sig og smilede svagt til ham. "Kan vi tale mere hos mig?"

[Elias Oliver Wood]

Hovedet gled den mindste sned til den ene side. For det lød ikke helt som den sædvanlige invitation. Alligevel kom svaret relativt hurtigt fra ham med et: "Ja, selvfølgelig."

Han spiste sin mad færdig og efterlod kun en sjat cider, da de forlod pubben og satte kursen mod Petronelles lejlighed med den lidt højere luftfugtighed og de utallige planter. De endte med at sidde i sofaen, skoene af og Elias fortællende om en eller anden latterlig, ligegyldig taktik han havde læst om i Quidditch Illustrated.

[Petronelle dela Cruz]

Med både ben og bare fødder oppe hos sig i sofaen, fik Nell mulighed for at lade beslutningen rodfæste sig, mens hun sad og lyttede til Elias tale om quidditch. Han kunne have fortsat i timevis og hun ville ikke have kedet sig - og måske det var dén indsigt, der fik hende til at sno en krølle om fingeren, mens hun guidede emnet.

"Min forlovelse," brød hun ind med visheden om, at hun ville få ordet med det samme på den måde. "Taler det for eller imod mig?" Brynene blev hævet lidt, som hun bragte dem tilbage til et af samtaleemnerne fra tidligere.