I dragens hemmelige hule

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var opvokset i en lille hytte på stranden. Hendes barndom havde været fyldt med skrabede knæ og jord under neglene. Men hun modsagde ikke Mr. Zabelle. I virkeligheden var det nok ikke helt forbi; Hun havde altid vidst, at hun var anderledes. At hendes vej var en anden end resten af Weasley-klanen.

“At omgøre en garderobe virker som noget, en hustru ville gøre. Eller en partner,” bemærkede hun roligt, efter blot at have siddet og betragtet ham spise.

“Søger du én, der vil investere sig på den måde?” Det virkede som tidspunktet at trække en klar streg i sandet, hvis det var tilfældet.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz så hen på Dominique og betragtede hende lidt inden han talte igen.

”Nej. Jeg foretrækker at fuglen har fri himmelflugt. Det ville undre mig om nogen kunne tæmme dig. Det ville næsten være skuffende. Chokerende ligefrem. Jeg nyder ganske enkelt blot dit selskab. Muser bør aldrig bukke sig under for almene godtfolks regler”.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique betragtede ham, ventede til han var blevet færdig og et drag mere fra cigaretten, før hun talte. Ordene var rolige, selvom der var noget ildevarslende over det. En advarsel fra en kat, der hurtigt kunne gå fra kælen til at vise kløer.

“Jeg er ikke et dyr, ikke en fugl eller andet,” informerede hun ham, utilfreds med sammenligningen. “Og jeg har ingen intentioner eller ambitioner om at udskifte din garderobe.”

[Arcadiuz Zabelle]

På trods af Dominiques reaktion fik det Arcadiuz til at le. Han hævede det ene øjenbryn med glimt i øjet.

”Du sårer mig Gaby”. Selv om ordvalget bar en grad af alvor, var der ikke meget seriøsitet i måden det blev fremført på.

”Nej… Du er en kvinde. En meget intelligent en på det punkt. Jeg kunne ikke drømme om det. Det ville være et spild. Er det virkelig sådan du anskuer mig? En undertrykker af kvinders frihed?”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke sikker på, hvordan hun skulle tolke hans ord. Hvad det var, han ikke kunne drømme om. Blikket hvilede på ham, mens hun prøvede at tolke hans ord. Hun tog et hvæs og fugtede læberne, før hun pustede ud igen.

“Hvis det var tilfældet, og jeg rent faktisk er denne intelligente kvinde, ville jeg så befinde mig her nu?” En nedbidt negl strøg over bunden på filteret.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz måtte blinke et par gange over spørgsmålet. Der var en vis grad af udfordring over Dominiques ord. Og samtidig en advarsel. Men det gjorde ham ikke mindre usikker i sin fremføring.

”Det fortæller du mig, frøken. Det er min opfattelse at intelligente mennesker handler efter at få ressourcer tilbage for deres anstrengelser. Du kunne have afslået min invitation fra starten og have sendt mig væk. På trods af min indtægt og status som patron hos Kimæren og i samfundet, er du en af hovedattraktionerne og kan således vrage som det passer dig. Men det gjorde du ikke. Du må få noget ud af at komme i mit selskab. Jeg ved endnu ikke hvad, men jeg gætter at det ikke skyldes kedsomhed”.

Med hænderne foldede som en støtte under kæben og lænede Arcadiuz sig ind over bordet. Afventende. Men for en gangs skyld ikke gennemborende og insisterende. Blot nysgerrigt.

[Dominique O'Callaghan]

Nogle ville måske være irriteret over at blive omtalt som hovedattraktion, men Dominique var ikke blandt dem. Tværtimod passede det hende ganske fint, at Arcadiuz også anerkendte det. At han vidste det, allerede dengang han havde bedt om hendes selskab den første gang.

“Hvorfor vil du gætte på det, Mr. Zee?” spurgte Dominique med et træk om mundvigen, altid mere komfortabel med at stille spørgsmålene end at besvare dem. “Jeg gør meget ud af kedsomhed.”

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz måtte indse at han ikke var kommet tættere på løsningen til det mysterium der hed Gaby. Så han tog sig teatralsk til brystkassen, hævede næsen i sky og sendte hende et stort Hollywood smil.

”Uden tvivl fordi du finder min storhed inspirerende. Og du absolut elsker mine historier om alle mine bedrifter”.

Der blev holdt en kunstpause for at tydeliggøre at han allerede godt vidste at det bestemt ikke vandt ham flere point i heksens bog, med hans pralerier.

[Dominique O'Callaghan]

Det var sandt, at Dominique ikke var der at kedsomhed. Det var ikke den primære grund, i hvert fald. Det havde mere at gøre med, at hun måtte slippe et muntert fnys over ham.

"Især din ydmyghed tiltaler mig," bemærkede hun med den underspillede spøgefuldhed, der var så karakteristisk for hende.

[Arcadiuz Zabelle]

En mørk bekræftende brummen kom fra Arcadiuz og han nikkede.
”Det kan jeg mærke. Så jeg vil beholde den. Den giver mig det jeg vil have. Det er let, når folk opdager at alternativet kan være værre end hvad jeg tilbyder og at det er for deres eget bedste…”

Det blå blik søgte igen op i trætoppen.
”Gaby… Fortæl mig en historie. Eller dit alternativ kan blive en af mine… med mulig migræne til følge. Eller måske vil du få en åbenbaring. Det er ikke til at sige. Fortæl mig om dine eventyr”.

[Dominique O'Callaghan]

"Nej," afviste Dominique roligt, men blikket var vågent på en anden måde nu. Hun rettede sig lidt op, så ham an. Blikket gled skamløst over ham og endte atter ved hans øjne. Hun dvælede der, før hun fortsatte og forklarede.

"Du kan få et eventyr, når du har besvaret et af mine spørgsmål."

[Arcadiuz Zabelle]

”Oh? Du er hård at forhandle med. Men det er en af de ting jeg kan lide ved dig”.

Stolen knirkede let under ham, da han lænede sig frem, nu noget mere opmærksom på den lyse fristerinde end for et par sekunder siden.

”Sig frem. Nu har du gjort mig nysgerrig”.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke sådan, at Dominiques verden stod og faldt med Arcadiuz' bekræftelse, men det betød ikke, at hun ikke nød det. Eller ikke kom til at smile skævt af ham. Hun trak fingrene igennem de lyse lokker, magien i hendes blod aktiveret ved bevægelsen, uden hun var bevidst om det.

"Hvad laver jeg her, Mr. Zee? Hvad får du ud af det?"

[Arcadiuz Zabelle]

Bevægelsen af de slanke fingre i det korngyldne hår gik ikke Arcadiuz’ opmærksomhed forbi. Det gjorde Dominiques evne. Men ikke for hans krop. Og han opdagede først den genkendelige følelse, da et dybt vakuum dannede sig i hans mellemgulv. Og en følelse af melankoli og længsel spredte sig i hans brystkasse, som rødder der strækker sig i muld. Det fik ham til at sukke tungt, og hans pupiller blev større. Nakkehårene rejste sig. Dog var der ellers ingen forskel i hans positur.

Der var ingen sandhedseliksir som Dominique havde smuglet i teen eller i bunken af scones, så der var stadig skjolde oppe imellem hende og den ufiltrerede tanke. Men følelsen i hans krop tvang seriøsiteten og koncentrationen frem sammen med noget af det der lå dybere.

”Det her… er mit slot. Det her er min stolthed. Min fortabelse. Mit kaos. Min isolation. Og på samme tid… min orden. Jeg lukker sjældent folk her ind. Jeg ville have nogle til at afbryde stilheden. Blot for et øjeblik. Og noget ved dig gav mig en følelse, der gjorde at jeg stolede på at lade det være dig”.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique lyttede opmærksomt, fandt resonans i ordene. En genkendelse af sjælen, isolationen. Hun satte albuen i bordet og tog en cigaret, selvom det ikke var længe siden, hun havde slukket den sidste. Snart bølgede røgen atter fra hende.

"Hvad vil du have fra mig?" spurgte hun og tiltede hovedet lidt til den ene side.