Man skal ikke græde over knækkede fjerpenne

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke vendt tilbage til sin bog, efter Cora havde besøgt hende i storsalen. Faktisk havde hun brugt resten af frokostpausen på at finde et rigtigt ansigtsudtryk at gå til eliksirer med. Hun vidste ikke, om det var lykkedes, men et blik på uret fortalte hende, at hun måtte til at få fart på, hvis ikke hun skulle komme for sent.

Hun var én af de sidste til at træde ind i klasselokalet og nåede kun lige at sætte sig ind ved siden af Matheo Rosier, før Professor Yaxley trådte ind og begyndte undervisningen. Med rystende fingre rullede Agnes pergamentet ud og prøvede at trække en fjerpen frem, udelukkende for at knække sin sidste i processen. Håbløst stirrede hun på den og mærkede allerede nu trangen til at overgive sig til gråden, der stadig sad i halsen.

[Matheo Rosier]

Der var nok et par elever der ikke havde den store lyst til at sidde ved siden af usnaksagelige Matheo i eliksir. Dog havde han nu også afvist alle der prøvede, så han kunne reservere pladsen til Agnes. Det var meget ulig hende, at komme for sent, og den uretfærdige tanke om hvad eller hvem der kunne have opholdt hende, meldte sig.

"Her," Han rakte hende sin egen erstatningsfjerpen, uden at slippe hende med blikket. Noget var galt.

[Agnes Rosier]

Blikket flakkede fra fjerpen til Matheos øjne, der lod til at søge svar i hendes blik, som hun ikke var klar til at give. Agnes prøvede at berolige ham ved at få presset endnu et af de små, mekaniske smil, Cora havde fået, frem.

Det kunne selvfølgelig ikke virke for evigt, så hun rettede i stedet hastigt blikket frem mod tavlen, hvor dagens opgave blev introduceret. Forhåbentlig kunne den fungere som distraktion nok til, at hun ville kunne besvare de spørgsmål, der uundgåeligt ville komme fra Matheo, når først de blev sat i gang.

[Matheo Rosier]

Smilet kunne godt have snydt ham, havde han ikke været ekstra opmærksom på Agnes siden den dag Dimple gik bort. Ja, eller den dag hun havde sagt til ham, at hun synes deres ægteskab var en dårlig ide.

Han sagde ikke noget, før underviseren gav dem lov til at samarbejde og diskutere opgaven. "Du ser lidt bleg ud," var det første omsorgsord der lød fra ham. "Er alt som det skal være?"

[Agnes Rosier]

Det undrede ikke Agnes, at hun så bleg ud. Hjertet var stoppet med at slå, så det kunne kun være et spørgsmål om tid, før resten også fulgte efter. Men hun formåede da at nikke, selvom alene den løgn ætsede. Det var bedre end at trække Matheo med sig i graven.

"Jeg havde en lidt underlig frokost," indrømmede hun dog og slog op på siden, de skulle arbejde ud fra. Fingrene rystede svagt og stoppede først, da de fik lov at folde sig om tryllestaven, som hun satte ild under hver deres gryder.

[Matheo Rosier]

Matheo var sjældent ufokuseret i en lektion, men Agnes adfærdsændring var ligeså subtil som den var foruroligende. Han betragtede hende og forsøgte at finde svar i hendes ansigt, uden at kunne formå at opnå noget som helst.

"Hvis du har det skidt, følger jeg dig til hospitalsfløjen," sagde han til hende og lagde hånden diskret over hendes, så snart der var flammer under gryderne.

[Agnes Rosier]

Nok værkede det i brystet efter snakken med Cora, men det burde det ikke. Agnes vidste godt, hvordan hun kunne finde trøst og lindring. Hun vidste, hvor hun skulle finde glæde og kærlighed og Herrens tilgivelse. Alt det, hun havde været villig til at smide bort for Simon Montague, mens han havde planlagt sit bryllup med en anden.

Hun lukkede hånden om Matheos og rystede ganske let på hovedet. "Tak, men det er ikke nødvendigt." Hans hånd fik et blidt klem, før hun slap den og i stedet vendte opmærksomheden mod opskriften.

[Matheo Rosier]

Matheo var fristet til at presse på med spørgsmål og omsorgserklæringer, men vidste at det kunne tolkes som en form for kontrolleren. Fugleungen forsøgte at bakse med vingerne, desto mere han forsøgte at lukke dem sammen. Derfor gav han hende arbejdsro og begyndte at ordne nogle af rødderne til eliksiren.

Som i alt arbejdet han lavede i timerne, var han koncentreret og meget nøjsom. Alligevel skævede han mod Agnes flere gange, som gav det ham en evne inden for legilimensi.

[Agnes Rosier]

Agnes havde forventet, at Matheo ville insistere, men i stedet fik hun plads og ro. Han gav hende ikke bare muligheden for at arbejde, men både ordnede og rev hendes rødder. Da han efterlod et par knuste kerner på et lille skærebræt for hende, rakte hun ud og gav hans hånd et klem igen.

"Vil du have resten af mine flagermusevinger? Der er cirka halvanden," tilbød hun forsigtigt.

[Matheo Rosier]

Matheo ville altid aflaste hende, hvis han kunne. Måske ikke med skam, men med alt andet. Da hun henvendte sig, søgte han hendes blik med sit eget. "Tak," sagde han og tog imod halvdelen. Flagemusevingerne var han ikke selv kommet til, fordi han havde brugt tiden på at støtte hendes proces. Ingen skulle skære rødder med dirrende fingre.

Eliksiren blev bragt op at koge og ingredienserne nøjsomt tilsat. Da den kunne passe sig selv mere, vendte han opmærksomheden mod Agnes igen. "Lad os gå en tur udenfor efter timen."

[Agnes Rosier]

De arbejdede godt sammen, bemærkede Agnes, da hun svang skeen rundt og kunne lade den stå for en stund. Supplerede hinanden godt. Netop som hun vendte sig mod ham, gjorde han det samme og for det korteste øjeblik var spøgelset af et smil at se om hendes læber.

"Det vil jeg gerne," svarede hun med længsel og mente det. Hun havde brug for at kunne trække vejret, så hun kunne tænke og begge dele var udfordrende i nærheden af Cora Greengrass og Simon Montague.

[Matheo Rosier]

Matheo sendte hende et af sine sparsomme smil, der dog talte for mere end man umiddelbart skulle tænke som en fremmet observatør. Deres eliksirer blev bedømt og da ingen af dem skulle gøre dem om, kunne de bruge tid i timen på oprydningen, uden at ende med at blive hængende længere som andre elever.

Han tog hendes taske og bøger, da de skulle ud, således at hun ikke skulle slæbe. "Behold bare fjerpennen," sagde han til hende, som de fulgtes ud af lokalet og lagde kursen mod indgangshallen og nærmeste udgang til udendørsområderne.

[Agnes Rosier]

Med Matheo slæbende på sin taske, havde Agnes intet sted at lægge fjerpennen, men det fik hende blot til at smile ganske svagt og fingrene strøg over fjerens bløde hår, mens hun fulgte ham ud ad lokalet.

"Vi arbejder godt sammen," konstaterede hun dæmpet og skævede fra fjeren til slangen.

[Matheo Rosier]

Hånden blev udstrakt, skulle hun ønske at han lagde fjerpennen ned i tasken for hende mens de gik. Han kunne dog kun nikke til hendes ord med genkendelse.

"Det er fordi vi kender hinanden bedre end nogen andre," sagde han som var det selvfølgeligt. Deres eksistenser havde altid været vævet sammen. Samme sjælemateriale, overbeviste han sig selv om.

[Agnes Rosier]

Agnes rakte ham ikke fjerpennen, som hun endte med at bryde sig godt om at gå med. I stedet lagde hun sin frie hånd i hans og grublede over svaret. Hun havde været så forvirret det seneste år. Ude af stand til at se klart. Forblændet af illusioner og løgne. Men hun var blevet vækket nu.

Illusionen om, at Simon Montague nogensinde havde tænkt sig at vælge noget andet end den vej, der var blevet lagt for ham, var brast nu og sammen med den illusionen om, at han skulle kende hende bedre end nogen anden. At han som den eneste skulle forstå hende.

"Det tror jeg, du har ret i."