Hvad gør jeg så nu?

[Matthew Kendrick]

Lysten til at slippe endnu et fnys var fremtrædende, men han tog sig i det og sagde i stedet ingenting til søsterens argumenter. Han havde aldrig helt været på samme bølgelængde som Davin Clarke og kunne ikke helt påstå at være ulykkelig over, hvis den jævnaldrende mand nu ville være fortid.

"Sov på det. Der er ingen der forlanger du skal have alle svarene lige nu." han sad stadig selv bare med koppen mellem hænderne og betragtede hende "Du kan tage min seng, så tager jeg sofaen."

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette behøvede ikke helt sove på det, følte hun. Men det føltes også svært, at sætte dét punktum. Alligevel forsøgte hun snart gennem en hørbar udånding. "Det er i hvert fald helt ovre Matt," forsøgte hun at love sig selv ved at italesætte det.

Fordi hun vidste at hendes bror nok ville insistere på at hun fik sengen, uanset hvad hun sagde, smilede hun taknemmeligt til ham gennem smerten og bruddet. "Tak, Matt. Undskyld ulejligheden."

[Matthew Kendrick]

Selvom han nok havde håbet at høre hende sige lige dét over de sidste år, var det en smule bittersødt nu. Uanset om han havde kunnet lide hendes valg af partner eller ej, var det et brud der ville tage tid at komme over. Han mønstrede et lille smil, stadig med den afbrudte søvn siddende i hovedet, der gjorde det lidt tungt "Du er aldrig ulejlighed, Stump." brummede han med sjælden varme i blikket, slap koppen med den ene hånd og rakte ud for at give hendes ben et lille klem "Er der andet du har brug for lige nu?"

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette gengældte smilet, selvom alt forekom temmelig halvhjertet lige nu. Hun rystede dog på hovedet til hans spørgsmål. Matthew havde allerede givet hende dét her. En holdeplads.

"Nej. Jeg skal nok være ude af dit hår i morgen. Ulejligheden eller ej," sagde hun så, da hun vidste at Matthew nok bare igen ville minde hende om, at hun ikke var i vejen. For det var man vel altid.

Hun kunne vel bo hos deres far indtil hun fandt sit eget.

[Matthew Kendrick]

Matthews bryn krøb denne gang lidt op og han rystede på hovedet "Der er ikke nogen tidsfrist på, Lynn. Du kan blive her så længe du har brug for." han skubbede sig lidt bedre til rette på hynden "Bare lige giv mig i morgen til at rydde plads til en seng inde på kontoret, så er det dit." han havde nok på fornemmelsen, hvad hendes alternativ ville være "Så har du heller ikke mere en en frisk gåtur på arbejde og det ville være rart med noget selskab."

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette åbnede munden, men lod den lukkes igen. Selvom hun gerne ville give Matthew lov til bare at have sit for sig selv, vidste hun udmærket hvordan hun kunne få det, hvis hun vendte hjem. Det var så svært at komme derfra igen.

"Midlertidigt, Matt," mindede hun ham så om, opsat på at finde et sted at bo når støvet havde lagt sig. Hun drak sin te færdig.

[Matthew Kendrick]

Matthew hævede brynene simultant med Lynette der åbnede munden, som for at forhindre hende i at protestere, med et blik alene. Det lod til at virke, i hvert fald for nu og et skævt smil spøgte momentært i hans mundvige "Jeg har ikke tænkt mig at vi skulle starte et søskende-kollektiv, men lad mig nu bare hjælpe dig nu jeg kan, så du ikke skal tænke på andet end at komme videre." brummede han, og mente det, selvom det kun var et plus at give hende en anden mulighed end at tage til Cardiff.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette smilede til sin bror, selvom hun stadig følte sig umådelig ru indeni. Teen og hans selskab havde dog allerede hjulpet en del på ensomheden, selvom den nok ville trænge sig op senere.

"Tak. Virkelig, Matt," sagde hun, efter at have løftet sig fra sofaen og givet sin brors hånd et klem. Ikke længe efter, var der blevet redt op til Matt på sofaen og til Lynette i hans seng.

"Sov godt, ikke?" sagde hun til ham, før hun forsvandt ind i soveværelset og håbede at morgendagen bragte lidt mere lys.

Lukket, eller slutpost fra Matt