Når asken har lagt sig

[Arcadiuz Zabelle]

Lynette Kendrick Cooper

Publikum rejste sig fra sæderne, der blev hujet og klappet i takt, enkelte trampede i gulvet, så man kunne mærke vibrationerne runge i sæderne. Chefredaktøren stod og så ned på scenen højt oppefra, som han kunne lide det – i den lettere aflukkede loge, hvor han havde haft næsten alt for sig selv. Men da skuespillerne nåede ud og bukkede for anden gang, var den høje troldmand væk.

Da Lynette gik mod omklædningsrummet meddelte en assistent at hun havde besøg, men sagde ikke mere, før hun skyndte sig videre. Ved det private rum stod døren på klem. Før havde den været lukket.

Ved synet af Lynette, rejste Arcadiuz sig fra stolen ved make-up bordet, og inden hun kunne nå at sige noget, tog han bevidst ordet fra hende, for at fratage hende mulig protest. Han slog ud med armene og sendte hende et stort Hollywood smil af perlehvide tænder.

”Lynette! Tillykke med premieren!”

Arcadiuz havde ikke meddelt at han ville komme på visit, men det havde ikke udgjort et problem for ham at få tildelt adgang til Lynettes private gemakker. Endnu en fordel ved en højtstående position som hans. Han havde ikke et særligt tæt forhold til Lynette, og han havde primært mødt hende igennem Davin Clarke , men det forhindrede ham ikke i at opsøge hende, og hver eneste af hans træk var planlagt ned til mindste detalje. Det havde allerede startet og knaget i baghovedet, da han sad alene og lyttede til Davins frustrationer om sit brud med selv samme kvinde. Burde Arcadiuz have dårlig samvittighed for sit påfund og den dobbelte maske han udgjorde? Muligvis.

Men det havde han ikke. Han var født med den på og vendte den efter forgodtbefindende.

”Det var – tør jeg sige-”

Omme fra sin ryg førte Arcadiuz en rimeligt overdimensioneret buket af pragtrøde roser frem, bundet med gyldent silkebånd. Ved bevægelsen spredte deres krydrede duft sig i det lille rum.
”-Absolut enestående”.

[Lynette Kendrick Cooper]

Adrenalinen var stadig i kroppen. Selvom de seneste uger havde været umådeligt svære, mærkede hun virkelig friheden på scenen. Chancen havde forlist hendes forhold til Davin Clarke, men hun havde også indset, at det var for det bedste. Hjertet blødte ikke så meget længere.

Alligevel mærkede hun da en underlig knude i brystet, da en besked om en gæst blev overleveret. Måske var det fordi hun forventede at se sin ekskæreste derinde... men nej. Dér stod Arcadiuz og smilede over hele femøren. Nervøsiteten blev straks punkteret, selvom hun var en kende forvirret over at se ham derinde.

Forbløffelsen blev endnu tydeligere, da han fremdrog en kæmpe buket røde roser. "Arcadiuz..." Hun lød en kende forlegen over gestussen, men rakte da frem og tog imod den. "Det skulle du virkelig ikke have gjort. Tusind tak."

[Arcadiuz Zabelle]

Næsten som Lynette havde stået på scenen, spillede Arcadiuz sit eget spil, og alt gik indtil videre som han havde forudset. Det behagede ham.

”Nu ikke så forlegen, min kære. Det er velfortjent, Lynette. Du spillede din rolle med stor indlevelse og passion. Hun stod som levende for mig, din muse. Du er en kunstner i sandhed. Hørte du det bifald? Snart er der nok ikke langt for dig før hovedrollen bliver din. Jeg ser det tydeligt for mig. Alt andet ville være en synd. Så hvorfor ikke fejre dit hårde arbejde?”

I langsomme, spankulerende bevægelser, begav Arcadiuz sig rundt i rummet og studere de mange kostumer. Hvordan det var stillet op. Det var muligvis arrangeret af en assistent, men som Lynettes personlige rum bar det et stykke af hendes personlighed. Sjælen var i værket, på den hånd der førte det. Uden at gøre det direkte, bevægede Arcadiuz sig i en stor cirkel rundt om Lynette, mens han vekslede imellem at se på rummet og at studere hende: Hendes positur, ansigtstræk, mimik. Hvordan klæderne bugtede sig over bakkerne og dalene ved hendes kurver.

De mørke støvlehæle klikkede mod gulvet for hvert skridt han tog. Da det ikke var hans arbejdsdag, var han iført en lang sort trenchcoat, som han havde hængt over skuldrene som en kappe. Det velplejede hår var friseret tilbage og farvet mørkebrunt.

”Jeg hørte om dig og Davin og ville tjekke op på dig. Oven på den omgang har man måske brug for at få hovedet lidt væk fra situationen, og jeg tænkte du kunne bruge noget selskab. Mine dybeste kondolencer”.

[Lynette Kendrick Cooper]

Roserne duftede dejligt, men fyldte nu meget i hendes favn. Alligevel lagde hun dem ikke fra sig endnu, men tog hans komplimenter ind og lod sig styrke af dem.

"Roser og ros, Arcadiuz. Det er virkelig for meget," lød det fra Lynette med en lille trækning på mundvigen, før hun gik hen mod sminkebordet og lagde buketten fra sig - nøjsomt, indtil hun kunne hente en vase til dem. Fordi hendes blik var koncentreret om at betragte dem, lagde hun knapt nok mærke til hvordan hun blev målt af troldmanden. Indtil han da talte igen og nævnte dét navn, der gav hende mere is i blodet.

"Det er sødt af dig, men... du behøver ikke kondolere," forsikrede hun ham om, og vendte sig mere mod ham så han kunne se at hun mente det. "Jeg har fået mere end jeg har mistet. Selvom han ville anse det som temmelig utaknemmeligt sagt." 

[Arcadiuz Zabelle]

Selv om Arcadiuz nok ikke burde smile, kunne han ikke tilbageholde et blødt grin på sine læber og nikkede med en intern forståelse, der nok var svær at opfatte hvor kom fra. Et af de buskede øjenbryn blev hævet nysgerrigt. Han gik helt hen til sminkebordet ved Lynettes side og lænede sig en anelse frem mod hende uden helt at lade sin højde overskygge hende.

”Jaså, hvorledes? Lad mig gætte”.

Med en fejende bevægelse hævede han armen, som malede han et billede for sig. De blå øjne spillede med et glimt. Mens han kendte visse af Davins sider godt, var det begrænset hvor meget han kendte til deres forhold i limningerne. Men han kunne lægge to og to sammen.

”Davin affejede dine behov og ønsker for sine egne. Han hørte dig ikke. Så dig ikke. Viste dig ikke den interesse du havde brug for i dine tanker og dit verdensbillede. Stakkel. Du føler dig udsultet Lynette, gør du ikke? Overset. Usynlig... Måske endda betydningsløs”.

[Lynette Kendrick Cooper]

Selvom Lynette satte pris på, at Arcadiuz kunne se tingene fra hendes side, nu hvor han var en af Davins tættere bekendte, var der også noget i hans ord der fik det til at gøre ondt i brystet. Måske fordi han mindede hende om de uretfærdige følelser, hun havde forsøgt at glemme over de seneste uger.

"Hvordan end jeg har følt, Arcadiuz," begyndte hun. "Så vil jeg ikke se som stakkels. For jeg er fri for ham nu, ikke sandt? Jeg finder glæde i mit arbejde, modsat mange andre mennesker."

[Arcadiuz Zabelle]

"Det er en meget optimistisk måde at se det på. Beundringsværdigt. Men hvis vi end ikke tør tænke på vor fortid, er vi så i sandhed nogensinde frie?"

Arcadiuz tiltede hovedet en anelse.

"Den former mennesker og skaber vores væsen".

Han rakte ned og forsøgte blidt, men bestemt at tippe Lynettes hage op, så han kunne fastholde hendes blik.

"Ting vi ignorerer har det med at dukke op på de mest uønskede tidspunkter. Bæstet kommer frem fra mørket for at få luft".

[Lynette Kendrick Cooper]

Om Lynette var voldsomt komfortabel med situationen, var ikke til at sige. Men hun stolede da nogenlunde på Arcadiuz, og lod ham derfor også blot dirigere hendes hage og blik opad.

"Bæstet må gerne holde sig væk, hvis det står til mig," sagde hun, selvom hun ikke helt kunne se Davin Clarke sådan. For hun vidste at hun også selv havde begået fejl. 

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz rystede på hovedet.

”Nej, min kære Lynette. Ikke Davin. Det menneskelige mørke. Sorg. Vrede. Fortrydelser af de små ”hvad nu hvis”. Du må tage dig selv den tid der er nødvendig. Eller moralske tømmermænd har det med at returnere med renter”.

Han slap sit greb i Lynette og tillod sig at sætte sig ned på stolen ved sminkebordet.
”Byg dig selv et stabilt fundament. Det er du allerede i gang med. Tillad dig selv at se dig tilbage, men ikke så længe at du bliver fortabt. Ha’ dit mål for øje. Find og dyrk de ting der er… bedre”

Han forsøgte at smile forsikrende og placerede to fingre ved sin tinding, mens han observerede Lynettes reaktioner yderligere.

[Lynette Kendrick Cooper]

Hun havde vist fortolket hans ord lidt for frit, men lyttede med interesse, da Arcadiuz forklarede hvad han egentlig mente. Hun følte selv, at hun var godt i gang med alle de ting han prædikede, men det betød ikke at ordene var ligegyldige for hende.

Da han satte sig, tillod hun sig at læne ryggen en smule mod en af væggene nær sminkebordet. "Har du... talt med ham om det hele?" spurgte hun så og kunne naturligvis ikke undgå at være en kende bekymret om hvordan det gik ham. 

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz nikkede og løftede det ene ben op at hvile hen over knæet på det andet.

”Til et vidst omfang, ja. Jeg stikker helst ikke for meget i en mand der ligger ned. Han er berettiget til sine hemmeligheder af hvad han ikke har ønsket at dele med mig. Jeg har kendt Davin i mange år. Jeg mødte ham for første gang, da jeg stadig boede i Frankrig. Vi deler bestemte ting. Men langt fra alle. Og Davin Clarke er en stolt mand".

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette havde flere gange taget rollen som omsorgsperson for sin far og frygtede, at breakuppet skulle sætte hende i en position hvor Davin forsøgte at gribe ud efter hendes empati og samvittighed.

Det var dog godt at vide, at han ikke var helt til rotterne, selvom Arcadiuz ikke kunne beskrive det helt dybdegående, af gode grunde. For han havde virkelig ret. Davin var en stolt mand.

"Det er godt at han har en ven i dig, Arcadiuz," sagde hun så og mente det.

[Arcadiuz Zabelle]

Selv om hele Arcadiuz kropsføring var perfekt afslappet og rolig, lukkede han sine øjne kort, da Lynette nævnte det: en ven som dig. Ordet smagte mærkeligt for ham. Måske var det en tick, en rest af dårlig samvittighed, der af en eller anden grund valgte at være til stede i dag. Men han kvalte den. Enhver unødig svaghed på det forkerte tidspunkt kunne sætte en kæp i hjulet på hans tilværelse.

Han affejede komplimentet med en løftet hånd.
”Det er alt for galt… Men jeg står gerne til din assistance, skulle du have brug for noget. Nok har jeg været en bekendt af Davin, men du befinder dig i en sårbar position”.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette stod på egne ben. Det kunne nok godt være sårbart på mange måder, men eftersom Davin havde givet tydeligt udtryk for, hvor ustabil hendes karriere var, og hvor essentielt det var, at han forsørgede hende økonomisk, var hun endnu mere motiveret til at bevise at hun sagtens kunne støtte på benene selv.

Det betød dog ikke, at det ikke var vigtigt at have et netværk. Derfor smilede hun taknemmeligt til Arcadiuz ved tilbudet.

"Det er alt for galt, Arcadiuz," sagde hun til ham. "Og jeg som ville mene at blomsterne var mere end rigeligt."

[Arcadiuz Zabelle]

"Måske nyder jeg blot tilværelsen som en god fe. Ville du virkelig tage det fra mig?"

Arcadiuz bøjede sig forover og fandt sin arbejdstaske. Fra en lomme i den fandt han et stort glasskår, der ved nærmere eftersyn viste sig at være del af et spejl.

"Det er forbavsende lidt af hvad jeg kan tilbyde. Jeg har et stort repertoire til rådighed. Både i netværk og ressourcer... så hvis der er noget - Hvad som helst, så kan du bare kalde ad mig"

Skåret rakte han tilbydende mod Lynette og så afventende på hende.