Rødmende (s)

[Finley Runcorn]

Til Finns erfaring, var professorerne og vejlederne også langt bedre til, at give eftersidninger indendørs. Måske fordi de ikke gad at vade hele grunden igennem. Det var dog ikke urealistisk at nogen skulle spotte dem, men hvad fuck. Det ragede ham ikke, når han kunne gramse på Calliope her i skyggen, med tæerne i vandet.

"Seriøst, sommerferien kan ikke komme hurtigt nok," mumlede han med et djævelsk smil og kyssede hende igen, mens han følte sig lidt rundt på området.

[Calliope Zabini]

Callie var ikke nysgerrigt anlagt, men hun var ret så interesseret i, hvad Finn gerne ville i sommerferien. Især, hvad han tænkte på, mens de lå sådan sammen.

Men det kunne hun ikke få sig selv til at spørge ind til, så hun kyssede og lod ham føle, selvom det efterlod hende temmelig stakåndet. På et tidspunkt trak det endda en udpræget feminin lyd fra hende, som hun knapt kunne genkende. Måske havde han ikke hørt det...

[Finley Runcorn]

Okay... Lyden var nok en han normalt havde mobbet hende temmelig meget med. Problemet var nu bare, at den faktisk gjorde noget ved ham og før-omtale blævreorm.

Denne gang forsøgte han igen at rulle over hende, og håbede virkelig, at hun ville lade ham uden det  skulle ende i endnu en brydekamp.

[Calliope Zabini]

Callie fattede knapt, at han ikke kom med kommentarer til lyden med en forundring så stor, at hun slet ikke overvejede, at kommentere på det, da han rullede ind over hende. Øjnene blev blinket store og stillede skarpt på ham.

Og så fortabte hun sig atter ved hans læber.

[Finley Runcorn]

Okay... Okay, det lykkedes fandme. Finn kunne knapt nok tro, at han pludselig var over Calliope på den måde, uden hun låste hofterne om ham og rullede ham tilbage på plads.

Han sank sig ned over hende, så læberne var nemmere at nå. En hånd havde moslet sig ind under krøllerne (og sad nok en kende fast der), mens en anden stadig gramsede mod hendes overkrop. Han vidste at reaktionen var tydelig nok under navlen, men hormoner var der nok af i varmen. Og han var egentlig lidt ligeglad med at han hørte stemmer i det fjerne.

[Calliope Zabini]

Finley var overraskende tung for en spinkel fyr og lidt for varm, men Callie havde ikke den mindste lyst til at have ham væk igen. Hun nød, hvordan hans hånd udforskede hendes krop, mens de kyssede. Ja, hun nød endda vægten af ham.

Stemmerne i det fjerne bemærkede hun ikke engang. Hvis hun havde, ville hun uanset have været ligeglad. Hun kyssede bare Finley, fordi der ikke var bedre at tage sig til, og spredte endda benene for ham, så han kunne lægge sig bedre til rette.

[Finley Runcorn]

Selvom de nok efterhånden havde øvet sig nok på hinanden til nogenlunde at vide hvad de lavede, hvad angik kysseri, var Finn ikke helt sikker på resten af det, som fantasien sommetider trak frem. Og endda ofte på de mest akavede tidspunkter.

Da hun spredte benene for ham, blev det dog godt varmt bag ørene. Lød hans åndedræt anderledes? Han følte at det var mere larmende, da han trykkede sig instinktivt tættere.

[Calliope Zabini]

Det var ikke just situationen, hvor man havde lyst til at tænke på sine forældre, men Callie kunne ikke undgå at tænke på den gang, de havde været fanget i skabet på hendes forældres kontor. De åndeløse lyde, de havde hørt derudefra.

Prøvende lukkede hun benene om ham og trak ham lidt tættere i svar på hans forsigtige pres. Hun måtte slippe hans læber for at tage en indånding.

[Finley Runcorn]

Selvom han slap for en solskoldning ved at være i skyggen, var Finn temmelig blussende i kinderne. Når de uundgåeligt måtte tage en indånding eller to, var det som om Calliopes åndedræt slog tilbage på ham på en måde der kun motiverede ham yderligere til, at trykke sig tæt.

Da han kyssede hende igen, var det nøjagtigt hvad han gjorde. Friktionen endte dog med lige at gøre lidt for meget for ham, og han måtte trille af hende, da han læste egne signaler godt nok og vidste at han var tæt på... dét.

Og så lå han bare der, temmelig forpustet og med den største lyst til at genoptage det hele.

[Calliope Zabini]

Det var langt bedre end forventet og Calliope havde lidt glemt alt andet, da Finley pludselig forsvandt. Øjnene blev blinket op, men hun måtte tage et par dybe indåndinger, før hun kunne prøve at snakke. Selv der vidste hun ikke, hvad hun skulle sige.

"Hvad?"

[Finley Runcorn]

En ingefærøl. To ingefærøl. Finn forsøgte virkelig at få sig selv ned (bogstaveligt talt) mens han lå dér og kiggede op mod skyerne. Indtil Calliope satte spørgsmålstegn ved den bratte afslutning.

"Hvad, hvad?"

[Calliope Zabini]

Callie forventede aldrig det helt store af livet, men hun havde da regnet med mere end et ekko. Brynene blev hævet lidt og kæben skubbet frem, da hun drejede hovedet mod ham.

"Ja, hvad fuck?"

[Finley Runcorn]

Hovedet blev ligeledes drejet mod hende, så snart han mærkede hendes blik mod sig. Der blev blinket en gang og så en til.

"Jeg sveder bare lidt meget," sagde han som om det var grunden. Og som om han ikke allerede havde gjort det. Alligevel hev han lidt ned i den lange tshirt.

[Calliope Zabini]

Callie vidste ikke meget, men hun vidste, hvornår hendes bedste ven. Forlovede. Kæreste. Hvad fuck end, han var. Når han løj for hende. Så hun skubbede sig op at sidde.

"Klamt," svarede hun studst.

[Finley Runcorn]

Finn var ikke rigtig voldsom vild med at gøre stemningen stram, men det var sgu fandme bedre, end at hun skulle grine af ham, hvis han tillod et så jomfrueligt uheld. Drenge havde det svært på det punkt.

"Lidt," indrømmede han så bare og baksede hænderne om bag nakken og flyttede øjnene mod skyerne igen. Fem ingefærøl. Seks ingefærøl. Okay, det virkede.