You PMS like a bitch, I would know

[Tommy Blishwick]

Nej, Tom kunne ikke finde det i sig selv at stole på hende, selvom han ønskede at de kunne være et sted hvor den slags var gensidigt. Hendes ord og blik over sig gav ham dog en klemt fornemmelse i brystet. Snart rettede han blikket frem for sig igen.

"Der er noget i drivhuset jeg gerne vil vise dig," sagde han så lidt efter og nikkede mod det store, imponerende drivhus, som var hans mors store passion og levevis.

[Natalia L. Blishwick]

Emnet blev sluppet igen og det var nok for det bedste. Natalia lod sig i hvert fald gerne bevæge væk fra Slytherins søger, der var bare lidt mere interessant end hendes forlovede.

Med enhver anden ville hun nok have spurgt ind, drevet af nysgerrighed. Hun mærkede den også nu, men ville ikke give Tom tilfredsheden ved at vise den.

[Tommy Blishwick]

Nej, Tommy havde ingen intention om at beskrive dét for hende, som han nemt ville kunne vise. Derfor førte han hende ind i det store drivhus, hvor temperaturen var lidt højere, og duften mere parfumeret.

"Jeg tænkte at vi kunne plante noget sammen til vores bryllup," foreslog han så og viste hende hen til nogle af de flotte ranker som omgav nogle af de krukke-plantede træer. "Rankerne lavede mine forældre. Hjalp dem med lidt magi, hvorefter de har spiret løs. Jeg kunne godt tænke mig, at vi gjorde noget lignende." 

[Natalia L. Blishwick]

Hvis ikke ordet bryllup havde fået det til at vende sig i hende, havde Natalia nok fundet ideen charmerende. Romantisk, endda. Men nu kastede hun et skeptisk blik på alt det grønne omkring dem.

"Det lyder formålsløst," svarede hun nøgternt, som var det ikke en afvisning, men blot en konstatering.

[Tommy Blishwick]

"Formålsløst?" Ekkoede han i et næsten nysgerrigt spørgsmål om hvor dét perspektiv kom fra. Alligevel var der intet anklagende at spore i hans stemme, selvom han altid fik en knude i brystet når han så på den smukkeste, men nu også ledeste, pige han havde kendt.

"Det er symbolsk. Vi kunne måske plante noget der har hjemme i Portugal. Det var i hvert fald min tanke."

[Natalia L. Blishwick]

Nå, var det det? Ordene var lige ved at flyde over Natalias læber, men hun nåede at bide dem i sig. Hun lagde armene over kors og nidstirrede ranken.

“Symbolsk værdi er ikke lig med formål,” pointerede hun køligt, selvom tanken om at have en lille smule hjem i drivhuset var vanvittigt tiltalende.

[Tommy Blishwick]

Tommy så det måske ikke helt på samme måde, selvom der nok ikke var en praktisk formålsværdi. "Det kunne være noget at være fælles om," forklarede han så sin tanke.

"Noget vi kunne dele og værne om."

[Natalia L. Blishwick]

Natalia var stille længe denne gang, mens hun lod, som om hun prøvede at finde noget positivt at sige om ideen. I virkeligheden søgte hun nærmere det at sige, der forhåbentlig kunne få en reaktion frem fra Tom.

“Mener du ikke, vi skal være fælles om rigeligt i forvejen?” spurgte hun tørt og så endelig på ham med et hvast blik.

[Tommy Blishwick]

Ansigtet drejede han mere mod hende ved det svar. Det fik hans pande til at kruse en smule, men kun i nogle korte sekunder, før han glattede den ud og forsøgte at tælle til tre i sit indre. Bare for ikke at miste den der vildt svage gnist af håb for at blive rummet.

"Ikke noget vi er enige om at være fælles om," indrømmede han så.

[Natalia L. Blishwick]

Natalia lod hænderne finde over hoftens buer, mens brynene kravlede op i panden. Et øjeblik stod hun bare og så på ham med et sigende blik, der kunne skære igennem stål.

“Det ville en blomst virkelig heller ikke være, Tomás.”

[Tommy Blishwick]

Tommy kunne mærke den der knugen i brystet igen. Øjnene vendte sig væk fra Natalias og mod de tomme krukker. Måske ville han alligevel plante noget derude... se det blomstre, mens noget i ham visnede.

"Nej. Okay," sagde han og forsøgte ikke at lyde for skuffet. I det næste rettede han sig mere op og nikkede mod udgangen. "Jeg bør ikke spilde mere af din aften. Vi bør pakke." 

Med det, begyndte han at gå ud af drivhuset.

[Natalia L. Blishwick]

Det var meget tydeligt, at det ikke var gået, som Tom havde ønsket. Natalia burde måske fryde sig, ville i hvert fald gerne. Men hun var ikke blind og kunne godt se, at hun måske burde sige eller gøre noget. Men hun var ingen diplomat og havde altid haft svært ved forsonende ord.

Så i stedet blev hun stående og stirrede stift på en blomst, mens hun ventede på, at hun ville være alene i drivhuset.

[Tommy Blishwick]

Tommy skævede tilbage over skulderen mod Natalia, men fandt det ikke i sig selv ikke at respektere lidt afstand, nu hvor hun havde gjort det tydeligt flere gange at hun ikke var klar til at møde ham.

Derfor forlod han drivhuset og gik ind for at pakke sine egne ting færdige.

Lukket?