Hvordan kom vi dog hertil?

[Lynette Kendrick Cooper]

Ordene var nærmest som slag, og det var ikke første gang en central figur i hendes liv, havde talt ned om hendes drøm. Øjnene blev våde relativt hurtigt, men hun stoppede den uretfærdige bævren fra underlæben, ved at bide tænderne godt sammen.

"Hvis du synes det er så latterligt, hvorfor fik du mig så ind i det?" spurgte hun, stemmen let bævrende. "Synes du... synes du at jeg er latterlig? At det kun er min skyld, at vores forhold er gået i stykker?"

[Davin Clarke]

Han kunne se, at han havde såret hende. Men lige i dette øjeblik påvirkede det ham ikke noget særligt. Det gjorde ham tværtimod næsten glad. Hun havde såret ham om og om igen i de sidste måneder, simpelthen ved ikke at være tilfreds med det liv de havde sammen. Det føltes næsten godt at kunne give lidt igen. "Jeg hjalp dig ind i det, fordi det var, hvad du ønskede! Men du må da ved Merlins skæg kunne forstå, at det ikke er en stabil levevej. Hvis du ikke kan se nødvendigheden af, at dit 'job' her er nødt til at komme i anden række, så ja, så synes jeg, at du er latterlig!"

[Lynette Kendrick Cooper]

Det gik den anden vej rundt også. At Davin også satte sit job højere end hendes lykke. Det var Lynettes overbevisning, selvom en usikker del af hende var tilbøjelig til at tro på ham og acceptere at hun var ynkelig og urealistisk.

"Så synes jeg, at du skal samle dén æske op og gå ud for at finde en heks der er mindre latterlig," bed hun endelig tilbage, selvom en enkelt tåre havde revet sig fri fra øjenvipperne.

[Davin Clarke]

Det var en blanding af tilfredsstillelse og dårlig samvittighed der skyllede gennem Davin, da han så hende begynde at græde. Men han var stadig for vred til at tage sig af det og problemet var jo også, at han ærligt og redeligt mente de ting, han sagde. Selvom han sagde dem en smule hårdt. At hun bad ham om at skride, jog dog hans vrede til nye højder og han trak da også bare sin tryllestav og kaldte æsken tilbage til sin hånd med en lydløs besværgelse. "Sådan som du tér dig, skal du ikke blive overrasket, hvis jeg gør det," truede han og skød hagen frem. "Du kan komme hjem, når du er holdt op med at opføre dig som et forkælet barn." Og med dét vendte han om på hælen og transfererede sig hjem. Uden helt at vide, hvad han ville gøre af sig selv, når han nåede frem.

[Lynette Kendrick Cooper]

Det var både truslen om faktisk at efterlade hende en anden, og Lynettes eget forsøg på at holde gråden nede, der skabte en klump i hendes hals. Hun ville gerne sige ham imod, men nåede knapt nok at lade læberne skille, før Davin var forsvundet. Knæene bukkede sammen, og hun gled ned at sidde på skamlen. Gråden kom relativt hurtigt, men en af de andre fra teatret mødte hende med venlighed og lommetørklæder.

Hun sov hos hende den nat. Tilmed også den næste og næste igen. Da hun vendte tilbage til lejligheden, var det for at pakke sine ting, men selvom hun havde håbet at det kunne nås på en time, inden Davin ville komme hjem, opdagede hun hvor vævet deres eksistenser egentlig var.

Kufferten var også kun lige blevet lukket i, da hun hørte ham komme hjem. 

[Davin Clarke]

Davin var kommet hjem den aften og havde smidt rundt med alt, hvad han kunne finde i sin nærhed. Det havde braget og føget med træstumper om ørerne på ham. Men denne dag, var der intet at se. Længe leve oprydnings- og reparationsbesværgelser.

Han var gået ud fra, at Lynn var kommet hjem senere på aftenen. Og da det ikke var sket, havde han været sikker på, at hun kom hjem den næste. Men for hver nat hun holdt sig væk, mærkede han vreden og den selvretfærdige harme boble mere iltert i brystet og eftersom han var alt for stolt til at overveje at opsøge hende, havde det betydet mange timer alene i deres stue med et glas ildwhiskey og den biografi om Rufus Scrimgeour, som han havde udsat at læse i næsten et år.

Han forventede ikke at finde hende, da han transfererede sig hjem denne tidlige aften. Han ventede måske halvt om halvt at finde hendes ting væk, men han havde bestemt ikke ventet at se hende stå der i stuen med en pakket kuffert. Et øjeblik var han helt paf. Både såret og vred over, at hun uden videre ville smide deres forhold væk. "Så det er altså sådan, at det bliver?" halvt spurgte, halvt konstaterede han i en afmålt tone, som han ellers reserverede til de mennesker, han mødte i sit job som efterforsker.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette havde ikke behov for konfrontationen lige nu, mens såret var frisk. Davin var hendes første kærlighed, og lige nu, føltes det også som om han potentielt blev den sidste. Dén tanke gjorde ufatteligt ondt, men ikke desto mindre elskede hun ham, selvom selve forelskelsen var svundet ind, og hun nu vidste hvordan han så hende.

Øjnene vendte sig mod ham, netop som hun fik lukket sin kuffert med magi.

"Jeg kan ikke se en anden måde," svarede hun så og forsøgte at lyde rolig og fattet, selvom hendes indre føltes revet itu.

[Davin Clarke]

Skuffelsen over hendes beslutning sved og han sank hårdt en enkelt gang, inden han svarede; "Det er ikke, fordi du ikke kan. Du vil ikke se en anden måde." Det var trods alt komplet i hendes magt at lægge alt dette bag sig og bare fortsætte deres liv som hidtil. Men eftersom hun tydeligvis intet ønske havde om at bringe de ofre, som skulle til for deres fælles fremtid, så var det vel rigtigt nok, at der ikke var andet at gøre.

[Lynette Kendrick Cooper]

Hvorfor skulle det hele tiden handle om hendes evne, håbløshed og egoisme? Lynette havde ikke megen selvtillid med sig i bagagen fra hverken familie eller skoleliv, men scenen havde lært hende at skinne, da Davin ikke længere havde kunne formå at gøre det. Og nu, ville han slukke den gnist.

"Stop med at pege fingre," sagde hun til ham, med en lidt skarpere kant i den ellers bløde stemme. "Du giver mig et ultimatum fremfor et kompromis. Så jeg behandler dig ligeledes."

[Davin Clarke]

Han fnøs irriteret af hendes kommentar. "Indtil videre har du overhovedet ikke givet mig anledning til at komme med et ultimatum, eftersom du holdt din beslutning hemmelig for mig indtil jeg besluttede at undersøge sagen på egen hånd." Og dét var i hvert fald rigtigt nok. Han havde måske givet udtryk for, at han ikke ønskede at se hende gå den vej, som hun var slået ind på, men en egentlig diskussion af situationen havde de aldrig haft.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette kunne da sagtens angre at hun havde holdt noget hemmeligt for ham, men udfaldet havde ændret en hel del. For hun vidste hvordan han så hendes drøm nu, og kunne stadig ikke smide ordet ynkeligt.

"Undskyld, at jeg løj for dig," sagde hun så, selvom kanten i stemmen ikke forsvandt. "Om det ændrer det faktum, at du åbenbart ser ned på mine ambitioner og drømme, tvivler jeg på. Kan du ikke se, at vores forhold ville kunne fungere langt bedre, hvis du støttede mig i andet end økonomi? At jeg faktisk vil være lykkeligere, hvis jeg vidste at du bakkede mig op, og jeg faktisk kunne være andet end bare... din."

[Davin Clarke]

Davin fik lyst til at vende hovedet mod himlen og påberåbe de højere magter om at give ham styrke til at tage denne diskussion igen. Han gjorde det ikke, fordi han vidste, at det ville sætte ham i dårligt lys, men stemmen tog alligevel lidt tonefald af, at han syntes, det emne var uddebatteret. “Jeg har ikke gjort andet end at støtte dig i din drøm, Lynn. Jeg har fået dig ind på teatret. Jeg har accepteret, at det var en passion, som du ønskede at følge på trods af den ustabilitet, som det skabte i vores fælles fremtid. Jeg har været og se hver eneste af dine stykker, når du har været på scenen eller til én af øve-aftenerne. Men du nægter stædigt at indse, at det aldrig kan blive en levevej, som vi kan vide os sikre på.” Hen mod slutningen var tonen blevet hårdere igen og det lå tydeligt i hans kropssprog, at når hun ikke ville tage ansvar, så var han jo nødt til at gøre det.

[Lynette Kendrick Cooper]

Ja, han havde fået hende ind på teatret, men næsten al tid var spenderet bag kulisserne, fordi hun lod andre træde frem så hun selv kunne tage hjem og varetage dén rolle de havde aftalt. Alligevel var det som om hun var visnet efter aftalen. Lidt efter lidt.

"Måske er det ustabilt, Davin," indrømmede hun gerne og trak kufferten ned fra sofabordet, så den stod oprejst ved hendes side på gulvet. "Men hvad ændrer et ustabilt job ved vores økonomi, nu hvor du alligevel foretrækker at jeg er hjemme så meget af tiden?" Hun rystede på hovedet.

"At du er der til forestillingerne betyder ingenting, når du ganske fint har fortalt mig, at du ser det som en latterlig undskyldning for en karriere. Kan du ikke forstå, at det faktisk giver mig formål?"

[Davin Clarke]

Hun blev ved med at føle sig uretfærdigt behandlet og han var ærligt talt ved at være træt af at høre på det. "For helvede, Lynn!" Stemmen var hævet nu og han gik et par skridt længere ind i rummet. "Gør du det med vilje? Hvornår er du blevet så tomhjernet?! Hvis du skal have lov til at rende rundt og følge din passion, så er der jo altså en anden, som skal sørge for, at der kommer mad på bordet - også i fremtiden. Og det har været mig! Det er mit formål!" Han armbevægelser blev mere og mere animerede, som han talte sig frem mod sin pointe og han kom endnu et par skridt nærmere.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynn ville nu hellere bare bevare afstanden mellem dem, men Davin trådte nærmere og prikkede til hendes samvittighed. For hun skulle være den taknemmelige kvinde: den som fandt nok lykke i at blive sikret økonomisk af en mand, og aldrig forsøgte at etablere sig en karriere, bare fordi den kunne være usikker.
Hvis han bare troede på hendes ambition, kunne hun bidrage.

"Tomhjertet og latterlig nu?" spurgte hun, stemmen lidt mere skrøbelig nu. "Jeg har aldrig bedt dig om at forsørge mig. Vi flyttede sammen fordi vi var forelskede, og selvom jeg er taknemmelig for at du har støttet mig økonomisk, har du aldrig tilladt mig at træde frem og bidrage."

Hun slap en udånding. "Jeg skal ikke være dit formål længere."