Fra Apollon til Hades

[Matthew Kendrick]

Det var stadig forholdsvis tidligt på året, men temperaturen i Delfi havde stadig sneget sig op over 25 grader midt på eftermiddagen, da Matthew vandrede ind i lejren der var sat op i udkanten af den samling ruiner, der i sin storhedstid var blevet beskrevet som verdens navle.

Hans påklædning var praktisk for lejrlivet, men tydeligt for tung til klimaet og han tørrede sved af panden under den bredskyggede hat, før han stoppede en tilfældigt forbipasserende og blev vist i retning af hvor han kunne finde Annabel Baker . Selvfølgelig var det i modsatte ende af lejren, men han travede ufortrødent videre, med sin taske svævende lige bag sig, indtil han nåede hvad der måtte være det rigtige telt og med flad hånd klappede mod den halv lukkede telpflap "Jeg leder efter Miss Baker."

[Annabel Baker]

Annabel var ikke nogen fremmed for varmen og faldt naturligt i ét med den. Det samme gjorde sig gældende for omgivelserne, med sin udpræget solbrændte hud, lyse skjorte og løse bukser, der var samlet i solide støvler. Håret var kastet tilsyneladende skødesløst op og hun lignede ikke én, der lige var vandret ud fra et kontor.

Det var da heller ikke tilfældet og hun stod ved et bord, travlt optaget af at studere de mange kort, da der lød en stemme udenfor. "Kom ind," svarede hun på naturligt, men svagt accentpræget, engelsk og så ikke op med det samme.

[Matthew Kendrick]

En stemme indefra lod ham forlade den ubarmhjertige sol til fordel for skyggen inde i teltet. Selvom der stadig var varmt, var det betydeligt mere udholdeligt. Han blinkede et par gange for at vænne sig til den mere dæmpede belysning end solen udenfor og tog hatten af, mens blikket faldt på kvinden ved bordet "Miss Baker?" tonen var spørgende, selvom han antog hun netop var hende, mens han gik nærmere og rakte den frie hånd frem til hilsen "Matthew Kendrick."

[Annabel Baker]

Annabel hørte teltflappen, men brugte et sekund længere på at placere en nål i kortet, før hun så op. "Ja," svarede hun og behøvede ikke spørge for at vide, at han var fra det britiske hold.

Hun rakte hånden frem med alle intentioner om sin egen præsentation, men den kom aldrig. For i det sekund, deres hænder mødtes, slap hun et gisp. Fingrene strammede deres greb og alt farve drænede fra de ellers mørke øjne og efterlod dem mælkehvide.

[Matthew Kendrick]

Matthews instinktive reaktion var at træde tilbage. Trække sig væk fra hendes uventede reaktion og de hvide øjne, men hendes greb om hans hånd forhindrede det. Det gav ham et øjeblik til at sunde sig og overraskelse skiftede til bekymring "Miss Baker?" spurgte han og lod hatten falde til jorden, da han tog let fat om hendes skulder med den anden hånd. Hun lignede en der var på vej til at besvime og han kunne da i det mindste forhindre at hun landede på teltgulvet og kom til skade "Miss Baker!" gentog han i et forsøg på at få hende tilbage til virkeligheden.

[Annabel Baker]

Annabel ænsede ikke manden foran sig. Det hele var væk, som hun befandt sig i en helt anden virkelighed. Adskillige øjeblikke gik, men hvad der var sekunder for ham, føltes som timer for hende.

Først da synet ebbede ud, løsnede dødsgrebet sig om hans hånd og med det, var det som om, at kræfterne forlod hende. Hun gispede, da øjnene begyndte at vende tilbage til sin sædvanlige, mørke farve og greb ud, da knæene blev til gele.

[Matthew Kendrick]

Matthew havde ingen idé om hvad der foregik, så at antage hun havde fået et ildebefindende, var den mest nærliggende konklusion. Ikke lige det første møde han havde haft i tankerne, men der var ikke nogen tøven, da han trådte tættere på og tog ordentligt fat omkring hende, for at holde hende oppe da benene svigtede "Miss Baker?" prøvede han igen, da det brune igen vendte tilbage i hendes øjne "Er det varmen? Vil du ned at sidde. Have noget koldt at drikke?"

[Annabel Baker]

Annabel registrerede langsomt en stemme, men ikke betydningen af ordene. Synet var stadig lysende klart og hun blinkede det tilbage, mens hun genvandt sit fodfæste.

Så trængte ordene ind og hun så op på briten. Al resterende blod drænede fra hendes ansigt. "Dig," undslap det hende, før hun kunne nå at tænke.

[Matthew Kendrick]

Matthew blev stående med et fast greb omkring hende, selvom det virkede til hun stod mere sikkert igen. Hun virkede dog stadig omtumlet og ikke helt til stede, selv da brune øjne fokuserede på ham.

Det ene ord og hendes blege ansigt, fik hans bryn til at krybe undrende sammen, mens måden hun så på ham, plantede en ikke ubetinget god følelse i maven på ham. Hun lignede en der lige havde set et spøgelse, men så vidt han vidste, havde de aldrig mødt hinanden før for et par minutter siden "Ja.. mig." konstaterede han lidt tamt, uden helt at vide hvad han skulle stille op, men også uden at ville gå og lade hende alene tilbage i teltet "Måske du forveksler mig med en anden?" prøvede han, stadig uden at forstå hvordan han havde kunnet fremkalde den reaktion fra hende.

[Annabel Baker]

Det tog nogle sekunder endnu, før Annabel indså, at hun havde fingrene lukket i et krampagtigt greb om hans underarme. Da hun gjorde, trak hun dem til sig, som om hun havde brændt sig. Det føltes næsten sådan.

"Jeg beklager," bjæffede hun og virrede lidt med hovedet, som hun øjensynligt kom helt tilbage til sig selv igen. Hun vidste, der var brug for mere forklaring end det, men der var spøgelser i hendes gravalvorlige blik, som hun så op på ham.

"Du må være en af briterne."

[Matthew Kendrick]

Matthew slap hende langsomt. Lidt modvilligt fordi hun stadig virkede lidt konfus. Han var det i hvert fald og nikkede til hednes konstatering med brynene krøbet godt sammen over næseryggen "Mhm.. Matthew Kendrick." gentog han sin præsentation, uden helt at være investeret i den "Er du sikker på du ikke vil sidde, eller have noget at drikke? Måske jeg skal hente nogen..?"

[Annabel Baker]

Annabel havde i virkeligheden brug for et øjeblik til at få styr på de billeder, der farede forbi i hendes tanker. Hun hørte hans ord, men virkede stadig distraheret. Hun reagerede dog ved at ryste på hovedet.

"Jeg har ikke et ildebefindende," afklarede hun bestemt, men ikke aggressivt. Dybt alvorligt, snarere. De nu mørke øjne hvilede fast på ham. Måske ubehageligt fast.

"Kender du til seere, Mr. Kendrick?"

[Matthew Kendrick]

Matthew så ikke helt overbevist ud over hendes forsikring, men tonen afholdt ham fra at sætte spørgsmålstegn ved det igen. I stedet trak brynene sig lidt mere sammen da hun fortsatte, men han nikkede, uden helt at gøre forbindelsen mellem Seere og hvad der lige var sket “Selvfølgelig.. “ han slog ud med hånden der stadig holdt hatten “Jeg mener.. hvis ikke tror jeg i hvert fald jeg er havnet det helt forkerte sted.” Konstaterede han med en hentydning til Delfis fortid.

[Annabel Baker]

Annabel fnøs dæmpet over hans ord, men det var ikke udpræget muntert. Tværtimod havde hun et temmelig alvorligt udtryk på, selvom hun nikkede.

"Du har ret," konstaterede hun. "Men jeg taler ikke om fortidens orakler nu."

[Matthew Kendrick]

Matthews konstatering havde været mere tør end munter og hans udtryk var afventende mens de brede arme gled over kors “Nej?” Spurgte han opfordrende og ønskede indvendigt hun ville komme til sagen, uden han lod det skinne igennem på overfladen “FOrtæller du mig at du har evnen og det var hvad der lige skete?” Fortsatte han, uden at den konklusion var så svær at nå til, men med en svag skepsis i stemmen.