So the world's unfair - keep it locked out there

[Cora Greengrass]

Ogilvy-hjemmet, Skotland
Lige efter Skuffelser, ydmygelser og masser søde sager

 Cora vidste ikke helt hvorfor det var den første adresse der gled fra tungen, da hun forlod Averypalæet. Hun vidste bare, at hun ikke kunne tage direkte hjem, efter at have snakket om sleepoveren i ugevis. Sirenen havde endelig fået luft, men det føltes kvælende over vand...
Havde hun seriøst lige sagt fuck jer allesammen til Alissa Avery og resten af hoffet?

Kinderne brændte stadig, da hun endte i sin ekskærestes hjem. Et sted hun havde været en enkelt gang før i deres kortlevede forhold, som stadig var det længste og eneste hun havde haft. Og så stod hun der i det pæne, nøje udvalgte tøj, flettet hår og temperamentsvarme kinder og bad om at se Ian Ogilvy til husalfen der tog imod hende.

[Ian Ogilvy]

Der var ikke meget, der kunne leve op til Averypalæet, men det slot, der husede Ogilvyfamilien, var trods alt en hæderlig kandidat, selvom den massive stenfæstning havde et noget anderledes udtryk.

Det betød dog også, at man sjældent fandt familien samlet eller trådte ind midt i noget og Ian havde været på sit eget kammer, da husalfen dukkede op.

Hans bryn skød helt op i panden, før de trak sig sammen i dyb undren og han var oppe fra den rodede seng i løbet af få øjeblikke. Det tog lidt tid, før han nåede ned i hallen, men der var det ganske rigtigt synet af ekskæresten, der ventede ham. Forvirringen var åbenlys.

"Cora? Hvad er der sket?"

[Cora Greengrass]

Selvom Greengrass familien næppe manglede noget, var hjemmet langt mere kompakt end dette sted. Cora følte sig lille i hall´en, selvom der var kommet hentydninger til hendes vægt og sukkerindtag, for hvad der i virkeligheden kun var øjeblikke siden. Hun græd ikke, men vreden sad under huden. Hun var blevet ydmyget og stukket i ryggen. Lige nu, havde hun brug for at nogen så hende.

"Ian," hilste hun, da hun så ham. Stemmen var ikke dirrende, selvom hun følte sig overvældet. Også over sin spontane beslutning for at søge hans selskab. "Undskyld, jeg sådan kommer anmassende. Vækkede jeg dig?"

[Ian Ogilvy]

Ian kunne næsten ikke komme på noget mere uventet og han var så overrasket over hendes tilstedeværelse, at han først bare sagde "hvad?". Så gik det op for ham, at han var i natbukser og t-shirt og at sengehåret nok var en indikation i sig selv.

"Nåh, nej. Jeg var vågen," forsikrede han og tog de sidste trin ned mod hende. "Er der sket noget?" Dumt spørgsmål, for det måtte der være siden hun var der, men ikke desto mindre.

[Cora Greengrass]

Cora kunne ikke føle sig helt skyldig over at trænge sig på, når hun fik dette at se. En Ian med rodet hår, som ikke var nervøs for at træde tættere på hende, selvom sirenerne nok ikke være røre hende med en ildtang.

Hun lagde nakken lidt tilbage, da han var kommet nærmere, for at kunne bevare øjnene i hans. "Jeg... det kommer til at lyde..." begyndte hun lidt stavrende, før hun sendte ham et undskyldende smil og forsøgte at overbevise sig selv om ikke at knække eller tænke på hvad der ventede hende i morgen.

"Kan jeg måske overnatte her i nat?"

[Ian Ogilvy]

Ian lignede ærligt talt en, der lige var blevet slået med sit eget baskerbat og han så helt forbløffet ud i et øjeblik. Så vendte bekymringen tilbage og han tøvede ikke.

"Ja, naturligvis," lød det og han kunne ikke lade være med at tænke, om han uforvarende var blevet et tilflugtssted for ekskærester. Tankerne vendte tilbage til det lignende øjeblik, hvor Erin var dukket op på helt samme måde, men han skød det hurtigt fra sig.

Han nærmede sig i stedet og lod blikket glide undersøgende over hendes blik. Selv nu blev han harm ved tanken om, at nogen måske havde gjort hende ondt. "Vil du tale om det?" var han nødt til at spørge, før han tøvende tilføjede: "Du skal ikke. Du kan også bare... Komme ind først."

[Cora Greengrass]

Cora sammenlignede konstant sig selv med andre - så havde hun vidst, at en anden havde stået præcist og spurgt ham om det samme som hun gjorde nu, kunne det have været at susenetværket havde taget hende en anden vej. Lykkeligt uvidende, sank skuldrene lettet over det selvfølgelige svar. Det der kom prompte, modsat dem Kiaan Patil-Fawley ofte havde givet hende før en afvisning.

Hun formåede at smile til ham og mene det, da han var trådt tættere på. For nu, forsøgte hun at holde facaden oppe, selvom den uanmeldte ankomst nok også talte for sig selv.

"Jeg vil gerne ind først," sagde hun så og strejfede hans hånd med sin egen for at give den et taknemmeligt klem.

[Ian Ogilvy]

Ian var glad nok for, at tanken kom til ham og han nikkede. Blikket strøg kort til deres hænder, men nikkede bare og smilede svagt.

"Kom med," inviterede han. Der var ingen grund til at annoncere hendes ankomst. Husalferne havde uden tvivl allerede fortalt det til hans mor. Hun blandede sig næppe i besøg fra en fuldblodsheks.

"Vil du have dit eget værelse? Ellers kan jeg få Hannibal og Leeney til at finde en ekstra seng og sætte ind på mit." Han så lidt beklagende ud, men forhåbentlig understregede det, at der ikke var nogen bagtanker med det. Bare tryghed.

[Cora Greengrass]

Fingrene gled fra Ians igen, før hun førte den op til stroppen på tasken over skulderen for at skubbe den bedre på plads. Hun havde forberedt sig på en sleepover, så i det mindste ville nattøj ikke blive et problem. Alligevel ledte hendes higen efter eskapisme til aften hende til at forbande at hun havde fået det med sig.

"Jeg vil gerne sove hos dig, hvis ikke det er for meget besvær," sagde hun så og fulgte ham - ordene ikke så meget til husalfernes tjans som til de spørgsmål der måtte møde ham på den anden side.

[Ian Ogilvy]

Ian rystede lidt på hovedet. "Det er fint," forsikrede han, selvom han da ikke lige kunne lade være at tænke på, om han havde efterladt et eller andet flydende fremme. Forhåbentlig ikke.

"Her," sagde han, uden at tænke over, at han gjorde det og rakte frem efter hendes taske, så hun ikke skulle slæbe den op af trapperne. Engang havde han gjort det samme med hendes skoletaske mellem timerne.

[Cora Greengrass]

Cora sendte ham et smil og forsøgte at lægge meget af det hun havde forladt bag sig, som de fulgtes gennem den imponerende hall. Tasken blev da også overrakt uden den mindste protest.

"Tak," lød det fra hende, selvom hun ofte kunne håndtere den slags gestusser med en selvfølgelighed. Men hun var ikke en sirene længere og det var længe siden Ian havde båret hendes ting. Hendes forlovede, Simon Montague , havde tilmed stillet en række spørgsmålstegn til hvorfor den slags handlinger betød noget for hende.

"Looket klæder dig," sagde hun så og skævede ned over ham mens de gik.

[Ian Ogilvy]

Det var også en selvfølgelig handling for Ian og han nikkede blot lidt til hendes tak. Til gengæld fnøs han muntert over hendes ord og kastede et enkelt blik ned over sig selv.

Så så han op med et let hævet bryn og et drenget smil, der brød frem. "Ja, ikke?" svarede han, halvt drillende, frem for at blive flov. Hans selvtillid fejlede i det mindste ikke noget på den front.

"Det er den slags man risikerer at se, når man dukker uanmeldt op," tilføjede han, men der var en underliggende mildhed, som understregede, at han ikke bebrejdede hende.

[Cora Greengrass]

Cora kunne mærke blidheden i tonen og mødte den med et tilforladeligt smil. Jo, hun kom pludseligt brasende uden at give en årsag, anden end at hun manglede et sted at overnatte.
Der var flere grunde til at hun ikke bare tog hjem, men den der vægtede mest, var at hun ikke ønskede at være alene. Tværtimod ønskede hun at tænke på noget andet nu hvor hun vidste, at det her var hendes sidste dag som en af dem.

"Jeg løber gerne den risiko, som du kan fornemme, nu jeg er her," sagde hun og kunne ikke undgå at overveje om hans hår føltes ligeså blødt som hun huskede det. Især når det var smårodet.

[Ian Ogilvy]

Det var ren og sker tilfældighed, at Ian strøg fingrene gennem sit hår, netop som Cora tænkte på det. Det blev ikke mindre rodet af det.

"Du har altid været en vovehals," svarede han og smilede lidt til hende. Så ledte han an ned langs en korridor og holdt snart døren åben ind til sit værelse.

[Cora Greengrass]

Øjnene fulgte hans fingres bevægelse, før hun mødte hans øjne og smilet. Hun vidste ikke helt om det var rigtigt, men alligevel modsagde hun ham ikke. For i skyggerne og på tomandshånd kunne hun være langt mere spontan. I den første, forliste forelskelse endnu mere.

Hun fulgte ham ind på værelset. Hans værelse og kunne naturligvis ikke undgå at skæve rundt, mens hun trådte ind i rummet. "Nu har du ikke haft tid til at gemme alle dine hemmeligheder," bemærkede hun over skulderen til ham med et forsøgt skævt smil.