Skuffelser, ydmygelser og massere søde sager

[Alissa Avery]

"Stop." Alissa sad stadig ned, men hun behøvede heller ikke at stå for at få ørenlyd, Tonen skar sig gennem luften og hun kunne have svoret på, at alle holdt vejret et øjeblik. Det burde de i hvert fald, for hun tog enhver lyd som en udfordring. Men da hun fortsatte igen, var det med silkebløde ord.

"Hvis du virkelig tror, at noget her er dit, så skal du være velkommen til at gå ud ad dén dør og se, hvem der følger dig."

[Cora Greengrass]

Formaningen gav hende kuldegysninger, men Cora forsøgte virkelig at holde sig rank og ved nogenlunde godt mod. Ingen skulle se hvordan hun smuldrede.

"Fint," sagde hun og viftede noget hår væk fra ansigtet. Hun forsøgte at møde nogle af sirenernes blikke. Dem hun følte hun havde nogen som helst magt over. Men nogle undgik helt hendes blik. Andre kiggede på Alfie eller Martina dela Cruz. Nogen på Alissa...

Og da hun vendte sig om for at gå, var der ingen der fulgte efter...
Hun vendte hun sig i døren, og så mod dem alle igen. Ingen lignede de overhovedet ønskede at rejse sig. Nej, den perfekte verden sad bare lige dér på bløde puder og skubbede hende ud med blikke - nogle tog endda afsked med vink og udspekulerede, triumferende smil.

"Fuck jer allesammen." Ledsaget af et sjældent bandeord, forlod Cora sleepoveren, før hun nogensinde havde fået lov til at tage plads blandt de smukke, udvalgte sirener. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen, men hun havde en fornemmelse af, at det potentielt kunne være sidste gang hun satte benene i Averypalæet.

Cora out. Lukket?

[Martina dela Cruz]

Som resten af rummet havde Martina fulgt udvekslingen mellem Alissa og Cora med et lettere tilbageholdt åndedræt. Måske hende lidt mere end de andre, fordi det trods alt var hendes første møde med den tidligere leder af Sirenerne. Allerede før Cora ankom, havde det været tydeligt, at Alissa stadig havde præcis så meget respekt, og dermed magt, som Alfie Burke havde udlagt.

Hun sagde ingenting, men mødte roligt Coras blik de få gange det søgte hendes. Hun var blevet inviteret på lige fod med alle andre og hvad Cora mente om det, var hun rimelig ligeglad med. Stilheden hang tungt over rummet efter Coras dramatiske exit. Det havde været ret brutalt, men også ret tilfredsstillende. Personligt sad hun tilbage med en sund respekt for sit nye bekendtskab og tanker om hvordan hun selv kunne trække samme respekt fra andre.

[Alissa Avery]

Alissa blev siddende og betragtede scenariet udspille sig med ophøjet ro. Sidste sommer havde Cora stået blandt hendes brudepiger, men der var ikke meget sirene tilbage i den yngre pige. Hun faldt dybere og dybere, indtil hun fandt bunden af uværdighed. Alissa hævede en hånd og vinkede farvel til hende, før hun forsvandt og døren gled i bag hende. Før hånden faldt, fejede den det mørke hår lidt tilbage.

Blikket gled rundt, indtil de grønne øjne fandt hvile på Martina. Hun rakte en hånd frem i invitation og ventede, til pigen var kommet nærmere.

“Jeg skal beklage for Greengrass’ manglende opdragelse. Normalt er det her en behagelig affære.” Hun slap en melodisk latter, der blev hængende som et blødt smil.

[Martina dela Cruz]

Martina var ikke normalt en person der adlød ordrer, eller kom springende når folk krævede hun skulle, men efter den magtdemonstration hun lige havde været vidne til, var hun blevet en del klogere på Sirenernes tidligere leder. Nok til at hun rejste sig da Alissa tavst opfordrede hende til at komme nærmere, og satte sig på kanten af sofaen, på den anden side af hende "Está bien. fejede hun undskyldningen væk med et afslappet smil på læberne "Jeg er ked af hvis jeg inddirekte har været grund til alt det her." fortsatte hun, uden dog at føle sig helt så beklagende som hun måske burde være.

[Alissa Avery]

Alissa var ikke en kvinde, der havde for vane at undskylde, og hun gjorde det heller ikke nu. Hun overleverede bare, hvad Cora Greengrass var for uopdragen til selv at sige. Til gengæld tog hun imod Martinas beklagelser med et nådigt smil.

"Du har intet at være ked af, T," pointerede hun. "Der var ingen, der tvang Cora til at opvise et lille teaterstykke."

[Martina dela Cruz]

Martina nikkede enigt, selvom hun var klar over, hun havde provokeret Cora med fuldt overlæg med nogle ting "Nej.. med hvad jeg har hørt, kan du heller ikke have været nem at efterfølge." konstaterede hun med et blik, der ingenting negativt lagde i ordene "Fik jeg sagt tak fordi jeg måtte komme? Ellers har jeg gjort det nu." hun var ikke rigtigt underdanig, men heller ikke mere naiv, end at hun ikke forstod hakkeordenen der eksisterede lige nu.

[Alissa Avery]

Det sitrede ganske svagt ud for det ene af de mørke bryn. Normalt forventede Alissa lidt mere af et tak. Især når pyjamasfesten involverede gaver og goder, der overskred mange familiers månedlige indtægt - og mere til. Men hendes nysgerrighed kom Martina til gode og i stedet for at irettesætte hende, smilede hun blødt.

“Du er kommet hertil med din søster, ikke sandt?” spurgte hun og rakte frem for at skubbe lidt af det lyse hår bag pigens øre.

[Martina dela Cruz]

Martina nikkede med et beredvilligt smil, der momentært blottede hendes fortænder, fordi hun tænkte på søsteren "Si.. Hun fik arbejde i London, så det kom til at gå op med, at jeg kunne tage mine to sidste år på Hogwarts.. og have et sted at bo i ferierne uden at skulle helt hjem til Argentina hver gang." hun trak sig ikke fra fingrene der strøg hendes hår tilbage, selvom det var en uvant, og meget familiær, gestus, fra en hun knap kendte.

[Alissa Avery]

Tanken om Martinas søster fremkaldte absolut ingen smil hos Alissa. Tværtimod efterlod det hende med en ganske svag murren i maven, som hun nægtede at tænke mere over.

"Hvor dejligt," svarede hun og lød oprigtigt interesseret. "Jeg havde hørt, at det var en forlovelse, der trak hende hertil." Det var rigtigt nok, selvom det samme ikke kunne siges om fortsættelsen. "Elias Oliver Wood, ikke sandt?"

[Martina dela Cruz]

Martina nikkede, eller begyndte på det, men gik så i stå, mens brynene krøb lidt sammen over næseryggen "No.." begyndte hun med en let hovedrysten "Eller, hun kom hertil for en forlovelse, men med Claremont Zabini ." hovedet gled lidt på sned og blikket blev spørgende "Hvem er Elias Wood?" det var ikke et navn hun mente hun havde hørt før og hun plejede at være ret god til at huske navne.

[Alissa Avery]

“Puddlemeres søger?” Det spørgende tonefald understregede, at det var noget, alle burde vide. At man var kommet fra Argentina for næsten et år siden var absolut ingen undskyldning.

“Jeg antog, at det var tilfældet, sådan som jeg fandt dem til min nytårsfest.” Hun trak på skuldrene. “Men jeg skal selvfølgelig ikke dømme.” Alt fra tonen til hendes ansigtsudtryk fortalte, at hun så absolut gjorde det alligevel.

[Martina dela Cruz]

Det var ikke første gang Martina havde mødt en lignende tone og hun tog den med ophøjet ro og et halvt beklagende smil "Quidditch har aldrig rigtigt været min ting. Jeg kender de argentinske hold bedre end de britiske. Men nu kender jeg da en mere ud over Zaibini." konstaterede hun uden at virke til at være særligt alarmeret over, at søsteren åbenbart havde haft et underholdende nytår - med en der ikke var hendes forlovede. Det var ikke ligefrem en hemmelighed, at storesøsteren ikke var den største fan af sin egen forlovelse "De er heller ikke gift endnu." konstaterede hun simpelt og nippede til indholdet af det glas hun havde i den ene hånd.

[Alissa Avery]

"Det er meget tydeligt, at I ikke er herfra," pointerede Alissa, ikke uden et ganske svagt stik af noget, hun nok ville identificere som misundelse, hvis hun prøvede. Men hun analyserede sjældent sine følelser; Hun handlede på dem.

"Så lad mig bare sige: En Zabini deler ikke. Uanset, om man er forlovet eller ej." Hun slog det mørke hår om på ryggen. "Men jeg røber selvfølgelig ikke mine veninders hemmeligheder. Heller ikke, når det er deres søstres." Hun etablerede til gengæld, at hun havde noget på dem.

[Martina dela Cruz]

Martina trak på skuldrene, med samme halvt beklagende udtryk "Nej, den har jeg hørt før." konstaterede hun spøgefuldt, men også med en snert af stolthed, før hun fandt en mere alvorlig mine frem "Det skal jeg huske.. hvis jeg bliver forlovet med en Zabini." lovede hun med et taknemmeligt blik, der måske ikke stak helt så dybt som det kunne se ud til. Hvad Petronelle lavede og Martina var ret sikker på, hun ikke ville græde sig i søvn, hvis det skulle koste hende forlovelsen til englænderen.

"Har du været i Argentina?" spurgte hun i stedet, med ærlig nysgerrighed.