Narcissus og Echo

[Dominique O'Callaghan]

Dominique betragtede manden med supercharmesmilet, som han forsøgte at padle sig ud af bugten igen. Hun holdt det ikke mod ham, til det kendte hun ham slet ikke godt nok, men hun kastede ham heller ikke en redningskrans. Han var en voksen mand, der selv måtte kunne svømme eller drukne - og snart havde han atter fast jord under fødderne.

“Jeg er bekendt med Sisyfos,” bekræftede hun, men uddybede ikke. Trods manden endnu ikke havde røbet sine intentioner, tvivlede hun på, at han reelt set interesserede sig for hende eller hendes interesser.

“Er det Deres begejstring for suset af et nyt land, der har bragt Dem til Storbritannien?” spurgte hun i stedet og fortsatte på flydende fransk: "Bare rolig, Deres accent er ikke så tydelig."

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz blinkede et par gange, inden han slog en varm latter op og skiftede over til sit modersmål.
”Oh, De fangede mig! Jeg takker for komplimentet mange gange. Det er en del år siden trods alt. Jeg har gjort mit bedste for at passe ind, men gamle vaner har det med at hænge ved”.

Han så tappede to fingre tænksomt mod sin ene tinding, mens han overvejede sine svar.
”Hvordan ender vi alle noget steds, trods alt?”

Der var et hemmelighedsfuldt glimt i Arcadiuz øjne, idet han brugte hendes egne ord. Ikke hånende på nogen måder, men spillende og legende, da han genkendte nysgerrigheden. Om den var reel eller blot et spil fra galleriet havde han endnu svært ved at sige.

”Nogle gange byder skæbnen os muligheder for at vaske tavlen ren, og vi bør da gribe dem. Livet kan stagnere, hvis man forbliver fastholdt det samme sted for længe. Jeg ved ikke om jeg tror på skæbnen. Men hun tror nok på mig, til at jeg agter at udfordre de tanker hun har om mig. Mange gange har vi ikke været enige, og det har taget en kamp at vende om. Frankrig har en særlig plads i mit hjerte, men hvordan kan man nogensinde slå sig ned noget sted, når en ukendt stemme kalder langvejsfra? Det faldt alt sammen på plads på nøjagtig samme tid, og det åbnede en dør for mig. Jeg havde bekendte i England... Jeg ønskede at blive genfødt”.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke sagn og myter, der interesserede Dominique, men at se mænd som Mr. Zabelle blinke på dén måde. De få øjeblikke, hvor man fik lov at se noget helt og aldeles ægte. Som så ofte forsvandt det igen med en latter, men hun havde set det og det sad som en indforstået krusning ved hendes mundvige.

Den svandt ind, mens han talte. Længe. Hun observerede ham imens, studerede hans træk. Hvordan de formede sig om hans ord. Hun tændte en cigaret mere.

"Det må være velstående bekendte," bemærkede hun afslappet, som talte de om vejret.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz brystkasse hævedes. Langsomt om længe, som om han tog tilløb med den dybe indånding til et eller andet. Et par sekunder gik, hvor han holdt vejret, inden han slap det med et suk. Og skævede væk.

”Det var hun. For en tid”.

Champagnen i sit glas bundede han, på trods af dens syre og potens. Grådigt. En følelse af ubehag var begyndt at stikke sit ansigt frem i hans indre, og han forsøgte inderligt at drukne den.
Da glasset var tomt, fnøs han som i lettelse og lukkede øjnene kort.

”Men majoriteten af pengene jeg brugte til at flytte fik jeg igennem…”

Den behandskede hånd begyndte at rode op i det i ellers velplejede hår. Ikke bevidst, men som en nervøs tick. Hvordan beskrev man sådan et valg man havde truffet i sin ungdom? At have solgt sin krop til et velhavende individ, mod guld og grønne skove. Han lagde glasset tilbage på bordet.
”-Fonde! ”.

Man kunne næsten høre et smæld, som porten igen lukkede og der ikke blev tilladt flere glimt ind bag ved. Alt sammen låst med det samme påklistrede smil.

”Tilbage i Paris. Jeg havde penge allerede. En ven hjalp mig det sidste stykke, så jeg kunne tage springet. Jeg havde intet job. Men jeg ønskede ikke at tage tjansen som rengøringshjælp i Borgin og Burkes. Jeg vidste ud fra min tid i Afrika at det er der hvor eventyret befinder sig. Hvor historierne skriver dem selv. Jeg skulle blot ud og fange dem, så jeg kunne videregive dem til befolkningen. Hvis ikke jeg gjorde det, ville ingen gøre det. Efter et par år blev mine rapportager opfanget af Profettidende, hvor jeg blev ansat som journalist. Det pyntede på det. Og jeg kunne dele mine tanker som en udtryksform… Næsten som Deres dans”.

[Dominique O'Callaghan]

Ved første blik havde Dominique vurderet Mr. Zabelle til at være temmelig intetsigende. Endnu en overprivilegeret, narcissistisk tåbe, der ikke kunne forestille sig noget bedre at bruge sin fritid på end at bruge fornærmende beløb på champagne og at minde andre om, at alt er til salg, det eneste til diskussion er beløbet. Men nu så hun i stedet noget, der fik hende til at se lidt nærmere. En sårbarhed, måske smerte. Noget ægte.

Hun studerede det i hans træk og var efterladt med en utilfredsstillet nysgerrighed, da porten blev lukket og hendes udsyn forhindret. Så hun beroligede ham med et svagt smil og pustede røgen til siden, frem for i ansigtet på ham.

“Bare med lidt mindre glitter. Og bar hud,” bemærkede hun og blikket spillede.

[Arcadiuz Zabelle]

”Glitter?... Ikke ligefrem”
Arcadiuz kvalte et grin i et fnys over ideen. Han så gnisten i hendes øjne og dristede sig til at møde den igen, selv om en del af ham fornemmede at de to funklende diamanter evnede at kunne se ting i ham ved det. Længere end han brød sig om. Men ved at gøre det, håbede han at kunne se noget i forbindelsen den anden vej.

”Hvis jeg forsøgte mig ville man muligvis snarere forveksle mig med en alf, end noget yndefuldt væsen. Bar hud - menneskekroppe er kedelige. Selv om de alle varierer, begynder de at glide sammen til en stor intetsigende masse i længden. Har man set nok har man set alle. Det er blevet historierne som menneskekroppene fortæller, der interesserer mig. Det aflåste sind. Sår. Korporal nydelse er nemt at opnå. Og så hurtigt overstået. Jeg har set nok. Skønhed er bedragerisk…midlertidig. Men viden - Viden er evig og oplåser mange døre”

[Dominique O'Callaghan]

Igen talte han. Ord var virkelig ingen mangelvare for Mr. Zabelle, ligesom penge og champagne. Noget, der blev smidt rundt og skyllet ned. Dominique vippede foden lidt, mens han talte, fulgte sin indre rytme og tilpassede den hans stemme.

"Ikke ord, jeg ville forvente at høre, fra en mand, der bad om en dansers selskab," konstaterede hun roligt.

[Arcadiuz Zabelle]

”Nej. Jeg forestiller mig det nok ikke er det De ser mest af. Jeg har hørt hvad Deres tilskuere tænker. Det er forudsigeligt. Der skal noget til for at man begynder at værdsætte andet. Og forelsker sig i detaljen. Det er der djævlen bor. Jeg nyder mine møder med ham. Der sidder i alle mænd og kvinder et lille stykke af ham. Slippes fragmentet fri kan der ske de mest vidunderlige ting. Eller de mest horrible… Det er dem der gør mennesker almene og dødelige. Den menneskelige natur… Jeg finder den spændende”.

To behandskede fingre gled langs Arcadiuz’ kæbe, mens han så på danserinden som han havde gjort, når han betragtede maleriet på væggen.

”Den sjove del er at beregne… Hvilken vej vil det gå, når den ultimative menneskelige essens ikke længere har kæder der binder den”.

[Dominique O'Callaghan]

Opmærksomheden var på de ord, Mr. Zabelle valgte, men blikket fulgte de to behandskede fingre. Dominique overvejede, om han altid bar dem, og skrev sig bag øret at holde lidt ekstra øje ved hans næste visit. Hun lænede sig frem og slukkede cigaretten, før hun svarede.

"Det lyder som noget af en udfordring, De har fundet Dem," bemærkede hun neutralt.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz så imod Gabis fod og noterede hvordan den af og til fejede frem og tilbage, næsten som en kats hale i irritation. Og det slog ham at hans ord kunne begynde at kede hende. Så han vendte igen varsomt vinklen fra sig selv og tilbage mod hende.

”Det er hvad De gør. Er det ikke? En kunstner der laver sine penselstrøg iblandt masserne. Så mange ansigter hver dag. Måske går nogle af dem igen. Men mest af alt bliver de støj. Bølgeskvulp. Og de menneskelige reaktioner, trods deres anonymitet… er Deres lærred. De trives i de reaktioner Deres dans får frem og former dem. Jeg selv er blot et ansigt i et hav af tilskuere. Ikke i sig selv mindeværdigt. Og nok ikke speciel nok til at træde ud fra mængden her… Havde jeg ikke arrangeret dette møde, havde jeg aldrig fanget Dem... Jeg ville kende kunstneren, der førte farverne an”.

[Dominique O'Callaghan]

Spørgsmålet, retorisk eller ej, efterlod Dominique i tankefuldhed. Sådan havde hun aldrig overvejet sit erhverv. Tværtimod nød hun, når ansigterne smeltede sammen, mens hun dansede. Når verden forsvandt i skarpt lys, og der kun var musik og vuggende hofter tilbage.

"Kende mig, ligefrem?" gentog hun og lænede sig lidt tilbage. Hun lagde ikke skjul på, at hun så ham an. Trods hun var ansat på Kimæren og skulle få gæsterne til at føle sig velkommen, var hun betalt til at fremvise sit ydre, ikke det indre. Hun fugtede læberne.

"Med fare for at gentage mig selv: Det er lidt af en udfordring, De har fundet Dem, Mr. Zabelle."

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz så mod sin cigaret på fadet. Den havde været uledsaget i tilstrækkelig lang tid, så gløden var gået ud. Havde han snakket med Gabi så længe?

Hun lænede sig tilbage, og modsat hende, lænede han sig frem, så han kunne støtte sig med sine foldede hænder i skødet. Han var stille igen. Hans opmærksomhed flaksede synligt rundt på alt fra hendes ansigt til hendes holdning. Om hendes fødder vendte væk fra ham. Han så efter ubehag. Ting der kunne signalere nysgerrighed eller afslapning. Hun havde lænet sig tilbage i stolen, men så ikke til at være trykket.

”Kende kunstneren bag” gentog Arcadiuz bekræftende.

”Mange ting kan ses i udtryksformer. Man kan danne sig et billede. Men for virkelig at forstå mønsteret på lærredet, skal man have ført en samtale med kunstneren… Om det er en udfordring? Måske. Men jeg har altid nydt dem”.

Han så over sin skulder mod døren

”Og dog – De er her stadig. I dette lille abstrakt røde rum, med mig. Døren er låst udadtil. Men der er intet der har forhindret Dem i at rejse Dem og forlade dette lokale i alt den tid. Så jeg må gøre noget rigtigt”.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket flakkede forbi døren, før det tankefuldt fik lov at dvæle på Mr. Zabelle, som hun ganske rigtigt havde ladet sig underholde af. At hun ikke havde forladt lokalet og ham i det, var ikke nødvendigvis et tegn på, at han havde gjort noget rigtigt, men hun fandt sig selv overveje, hvorvidt det var tilfældet.

“Jeg er stadig nysgerrig,” endte hun med at konstatere og det trak ganske svagt i mundvigen.

[Arcadiuz Zabelle]

Et anerkendende nik kom fra troldmanden, og han hævede de to fyldige bryn.
”Vi har en ting til fælles, ser jeg”.

Med en rullende bevægelse med hånden viftede han hen imod sig, at forberede sig på hvad end der måtte komme, eller – måske som en indbydelse til en form for dans.

”Hvorledes frk. Gabi? Det er min beskæftigelse at oplyse folket. Hvordan kan jeg hjælpe Dem”.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique svarede ikke med det samme. Det gjorde hun sjældent. I stedet tog hun sig tiden til at se ham an. Til at måle og veje hans ord, hans blikke og hver lille bevægelse. Så slog hun håret over til den ene tide og tog ordet.

"Hvis ikke De kan nå at lære mig at kende på en aften, hvad er så Deres plan, Mr. Zabelle?" Han havde tilbudt hende at bruge hans fornavn, men det ville være en accept af en anden relation end Ukendt Gæst på Kimæren og Danser.