Alene blandt mennesker [S]

[Dominique O'Callaghan]

Over det seneste årti var der blevet skruet gevaldigt ned for mængden af underholdning, der involverede letpåklædte kvinder. Men lørdagen var en undtagelse og fire kvinder var i gang med en nøje koreograferet opvisning på scenen. Engang havde delwillien været blandt dem og det var ikke kun magiens i hendes blod, der havde gjort Gabrielle til en populær danser - og lige så eftertragtet selskab.

Men der var langt fra Gabrielle til den Dominique O'Callaghan, der sad i baren og betragtede de dansende. Normalt tillod hun ikke tankerne at vandre på den måde, men som hun sad der med et glas rødvin i den ene hånd, godt træt i hovedet efter pludselig ikke kun at have et barn på snart halvandet i hjemmet, men også at have fået selskabet af én på syv måneder, vandrede de alligevel fra hende uden mål eller retning.

Det var først, da hun bemærkede tilstedeværelsen af et andet menneske, at hun langsomt brød fri. Den velkendte duft var det første, der nåede hende. Så hans hånd. Først der drejede Dominique sig halvt og så på Cillian O'Callaghan med træk, der synligt mildnedes. Det var ikke meget alenetid, de havde fået på det seneste, men på Kimæren var hun efterhånden begyndt igen at kunne være tryg ved at lade Theo (og nu Lassie) uden opsyn. I den forstand betød opsyn også tre til at stå i selve lokalet og to uden for døren, foruden den skarpe kontrol med, hvem der ankom til og forlod Kimæren.

De var da heller ikke alene nu, men på en eller anden måde føltes det mere sådan i et lokale fyldt med mennesker, end i hjemmet med to børn.

[Cillian O'Callaghan]

Det var en aften som så mange foregående, selvom Cal havde et meget andet liv nu, end han havde haft for blot to år siden. Der var meget mere på spil nu, noget meget mere dyrebart, og det havde ikke just gjort ham mere omgængelig. Naturligvis var han stadig det samme, charmerende ydre udadtil, men han havde også mere at miste nu og hans tillid til andre var ikke vokset.

Derfor havde han det også bedst med at have hele sin familie indenfor rækkevidde hele tiden. Det var muligvis ikke sundt, men det var sund fornuft. Kimæren var det sikreste sted, for ingen ville turde gøre noget her, og han var en lige så dominerende tilstedeværelse nu, som han altid havde været. Han bevægede sig gennem rummet med en kats elegance og som et rovdyr på jagt og selvom han hilste på flere på vejen, så graviterede han mod én bestemt person.

Hånden lagde sig mod Dominiques arm, som han stillede sig halvt bag hende. Han bøjede hovedet og kyssede hendes hals, før læberne endte ud for hendes øre. Blikket var stadig på rummet, men han forblev tæt på hende. "Giv mig en status," bad han, men efterhånden kendte han ikke selv svaret på forhånd. Havde reelt overladt noget af ansvaret til hende.

[Dominique O'Callaghan]

Læberne gled lidt fra hinanden, som et blødt kys fandt siden af Dominiques hals. Hun smilede svagt, selvom Cal ikke ville kunne se det, og hun tog en tår mere, før hun gik i gang med at opdatere ham. Det var ikke kun danserne, hun havde styr på. Efterhånden var hun mindst lige så god til at holde styr på hvad der foregik på Kimæren som sin husbond. Fra at have gemt sig i hans hjem, var de blevet et stærkt par. Ingen kunne være i tvivl længere.

Hun fortalte alt. Fra hvad der foregik bag scenen til hvem, der sad rundt omkring i krogene. Hvilke af de private lokaler, der var i brug og af hvem. Hun slap et lille, næsten opgivende suk.

"Og vi kommer snart til at mangle en danser," afsluttede hun og det trak lidt ved hendes mundvige. "En skam, at din bedste ikke er tilgængelig længere." En skam vidste hun nu ikke. Hun kunne godt lide sit liv nu og ville ikke bytte det for noget, selvom hun godt kunne savne friheden i scenens lys.

[Cillian O'Callaghan]

Cal afbrød ikke en eneste gang, men lyttede bare i stilhed, mens hans blik gled ud over Kimæren. Hånden gled til hendes hofte, som han forblev stående halvt bag hende og tommelfingeren gled over stoffet, uden at det drog fra hans koncentration. I hvert fald ikke før Dominique aktivt ledte hans tanker på andre veje. Antydningen af et djævelsk smil strejfede hans læber.

"Ikke tilgængelig her," svarede han hende og havde løftet hovedet lidt, så ordene lød dæmpet ind i hendes øre, selvom alle informationer hun havde givet ham, allerede var lagret. Han behøvede ikke bekræfte det med ord. Fingrene strammede sig lidt om hendes hofte og det var et ulvesmil, der strejfede hans læber. Blikket var på rummet, som han talte igen, læberne stadig helt tæt på hendes øre. Provokerende, men også noget helt andet end det. "Ville du danse for mig, Dominique?"

[Dominique O'Callaghan]

Cal behøvede ikke at sige mere, før Dominique kunne spore hans tanker med et kort. Ofte var han stadig et mysterium for hende og hun havde for længst affundet sig med, at sådan ville det nok altid være. Men ordene kælede for hendes øre og fik nakkehårene til at rejse sig i velbehag.

"Og hvad er udbyttet for mig?" Hvert ord var blødt, selvom tonen var lige så professionel som før. Villig til forhandling.

[Cillian O'Callaghan]

Det sitrede ved Cals mundvige. Deres tid sammen havde tydeligt båret præg på hende - eller i hvert fald fremhævet noget, der allerede var der før. Han slap en dæmpet, eftertænksom lyd og strøg fingrene over hendes hofte igen.

"Hvad vil du have, at det er?" spurgte han roligt, men også udfordrende. Sæt prisen. Bed ikke om at høre den fra andre.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var slet ikke i tvivl om, hvad hun ville have. Det lå ikke i hendes natur og det var kun blevet mere udtalt, efter hun var rykket ind i sin nye position. Men hun havde ikke lyst til at afsløre, at det at danse for ham i forvejen var en tilstrækkelig belønning. Det, der uundgåeligt ville følge efter, var kirsebærret på toppen.

“Hvad vil du give for det?” vendte hun spørgsmålet om. Var der noget, hun havde lært helt fra sin tidlige tid på Kimæren, var det, at udbyttet kun blev bedre, hvis man startede med et tilbud. Derfra kunne hun altid forhøje.

[Cillian O'Callaghan]

Cal slap et dæmpet fnys over hendes ord, men det var muntert. På den måde kunne de fortsætte uendeligt, men det var ikke en reel forretningsaftale og han var villig til at droppe undervisningen for nu. Ikke, at hun for alvor havde brug for den. Det havde hun vist ved flere lejligheder.

"Til dig?" talte han helt dæmpet, endnu ud for hendes øre, det lyse blik mod menneskemængden. Fingrene lukkede sig fastere om hendes hofte og han trak hende et lille stykke nærmere. Ind mod sig. "Alt, hvad du vil have."

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde allerede givet Dominique alt, hun ville have. Hell, han havde givet hende alt det, hun ikke vidste, hun ville have oveni. Men ordene havde en effekt lige så vel som fingrenes greb om hoften og måden, det fik hende til at rykke tilbage over sædet og ind mod ham.

"Det lyder som et tilbud, jeg ikke kan afslå," svarede hun og stillede glasset fra sig. Først dér gled hun ned fra stolen og vendte sig mod ham, blikket på ham intenst. Hun sagde ikke mere, men førte ham med sig ind til det mest eksklusive af de mere private rum efter en kortvarig overvejelse. De havde trods alt engang reelt været arbejdsgiver og -tager. Men det var længe siden. Hun var en anden kvinde, som hun puffede ham ned at sidde i det luksuriøse møbel.

[Cillian O'Callaghan]

Cal ville aldrig nogensinde, i noget univers, have foreslået, at omtalte fandt sted på Kimæren. Alle hans tanker havde været rettet mod deres hjem og selvom han ikke nødvendigvis var en mand med mange grænser, så havde der alligevel været en. Derfor måtte blev han også en kende tør i halsen, da Dominique mod al forventning, blot ledte ham ind i et af Kimærens rum.

Pupillerne udvidede sig lidt og hvis ikke hun havde puffet ham ned at sidde, var det ikke sikkert, at de nogensinde var nået så vidt som til det, der var hele grunden til, at de var der. Det holdt ham dog nogenlunde på plads, selvom blikket brændte lidt, mens han betragtede hende og det forlod hende ikke i et øjeblik. Ikke engang, da han fiskede sølvetuiet frem og tændte en cigaret.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke kun for Cal, at der havde været en meget tydelig grænse. Men Dominique havde altid fundet en særlig nydelse i at bøje og bryde dem. Hjertet hamrede da også på en måde, hun aldrig havde oplevet i de private lokaler. Forskellen fra dengang og nu blev yderligere cementeret, da hun ganske langsomt lænede sig ned over ham og lagde et blødt kys mod hans læber.

Hun dvælede der lidt, men rettede sig så op og vendte ryggen til ham, før hun tog et par skridt væk. Bare nok til at være lige uden for hans rækkevidde. Dæmpede, bløde toner begyndte at fylde rummet, satte en stemning, som vidste rummet lige, hvad hun behøvede.

Melodien blev fulgt, da hun bevægede hænderne op over sig selv, startede ved hofterne og lod ham kun få enkelte glimt af, hvad der skete. Fingrene, der tittede frem over hendes sider. Hænder over nakken, over det opsatte hår og op i vejret. De skiltes igen, som den ene søgte ned og aftegnede denne gang skulderen, mens den anden fandt hårnålen og lod de lyse bølger falde. Purrede op i dem, lod magien i sit blod udfolde sig, som hun så sjældent tillod.

Det blev kun begyndelsen og Dominique tog sig tid til hvert skridt af vejen. Den mørke kjole faldt, før hun vendte sig mod ham igen og bevægede sig med stadig rutinerede bevægelse, selvom det var år siden, at hun havde gjort det. Det var meget ulig noget, hun nogensinde havde gjort før. Øjenkontakten var brændende, når hendes grå ramte hans isblå.

Hun vidste ikke, hvor længe der gik sådan. Det var uanset underordnet og lige så langt fra hendes tanker som alt andet på den anden side af døren. Alt var Cal og hver lille ændring, hun kunne spore i hans træk. Ganske langsomt trådte hun frem mod ham igen og spredte benene om hans ene, som hun strøg over hans lår med et fast tryk og et dæmpet støn.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde mærket det før; magien, der emmede fra hende og som truede med at indfange ham og sløre hans sanser. Det var farligt, men som så tidligere, veg han ikke tilbage fra den. I stedet tog han imod det, forsøgte at kontrollere det og udfordrede sig selv til at opretholde sin fulde bevidsthed. Det var ikke uden udfordringer, men det var også en af årsagerne til, at det isblå blik brændte af intensitet og fulgte hver en bevægelse, hun lavede.

Han rakte dog ikke ud efter hende. Afbrød hende ikke, selvom alle hans egne nerver sitrede lidt, da hun endelig nærmede sig. Han så dog op på hende med udpræget ro, pånær det, der brændte i hans blik, og han smilede farligt. Så var hun der, endelig, og han tog en hørlig indånding. Den hånd, der ikke holdt en cigaret, fandt hendes lår, men ikke i et fast greb. Tværtimod var det en næsten overfladisk berøring, som den strøg over hendes hud og op til hendes hofte. Kontrolleret. Som om han udfordrede sig selv.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde før oplevet mænd, der ikke kunne modstå magien i hendes blod, og var blevet rutineret til at udpege dem - og gå en endnu større bue uden om dem. Men Cal havde aldrig været i den kategori. Faktisk glemte hun sommetider, at det var tilfældet, når det var ham, der var modtageren af det.

Hun tillod håndens vandring over det nøgne lår, men tjattede den væk, som han nåede hoftens runding. Hun slog irettesættende klik med tungen og var hun pludselig en tålmodig kvinde. Tilsyneladende. Under den varme hud, var det dog et helt andet tilfælde, og blikket på ham var afslørende.

Men hun tog sig god tid. Aftegnede kroppens topografi, førte fingrene langs blondekanten over de bløde fremspring, før hun skubbede stropperne ned. Der gik pirrende længe, før hun lod den falde til gulvet og gned sig over hans ben under flere, bløde støn.

[Cillian O'Callaghan]

Der var et kortvarigt faretruende glimt i Cals øjne, da hun slog hans hånd væk, men det blev erstattet af en lille krusning ved læberne, der udstrålede tilfredshed.

Derfor accepterede han også og lænede sig helt tilbage. Hånden førte cigaretten til læberne og den anden arm hang løst over armlænet, mens hans blik gled over hver en del af hende. Fortærede hende, som han så roligt til.

[Dominique O'Callaghan]

Hjertet slog hårdt i brystet, mens hun gav Cal en behandling, hun aldrig nogensinde ville have troet, hun skulle gøre i Kimærens mørke lokaler. Men sådan var livet så uforudsigeligt og Dominique havde ingen betænkeligheder, som hun fortsatte bevægelserne mod ham.

Hænderne fortsatte med at stryge over kroppen i de kærtegn, de begge så ud til at brænde efter, at han ville overtage. En åndeløs lyd forlod hende, da hun skød ryg og overgav sig til situationens intensitet.