Tid til at rydde op

[Teddy Lupin]

Det var et simpelt nok forslag. Et han endda også kendte svaret på, fordi han på skyldigste vis havde haft samme tanker de sidste par dage. Men der var stor forskel på tanker og handling.

Hånden trak sig fra den lille pige, som han i stedet fik øjenkontakt med, imens han gnubbede sit kraveben ukomfortabelt. Hun smilte til ham og så meget gladere ud nu, end han syntes at kunne huske.

"Jeg ved ikke, Dom." Han rettede blikket mod hende. "Hvordan skal jeg kunne forsvare det overfor Vic?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique så hans ubehag, men hun kunne ikke tage sig af det. Det rørte trods alt ikke kun hendes beskyttertrang over for både Teddy og nu også Lassie, men også den frustration og afmagt, hun følte omkring søsterens pludselige forsvinden.

“Er det virkelig dét, du bekymrer dig om?” spurgte hun, mere hvast end det måske var nødvendigt. “Efter hun er skredet og har efterladt dig med et barn, du aldrig ville være far til? Virkelig?”

[Teddy Lupin]

Det var af uransagelige årsager, lige netop dét, som Teddy bekymrede sig om. Fordi uanset hvor vred han var på Vic, så bar han stadig et spinkelt håb om, at hun ville komme tilbage.

"Lad nu være, Dom. Selvfølgelig er det ikke det eneste der bekymrer mig, men du kan ikke... Jeg kan ikke bare stoppe med at..." Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle formulere sig, og overraskede måske også sig selv i sin frustration. "Jeg elsker hende stadig. Også selvom jeg er vred på hende. Så lad være med at... Selvfølgelig bekymrer det mig." En tanke han havde gemt væk boblede frem, men han skubbede den hurtigt om i baghovedet igen.

[Dominique O'Callaghan]

"Teddy," indledte Dominique indtrængende. Ordene lå på tungespidsen. Victoire ville ikke komme tilbage. Men hun kunne ikke få sig selv til at ytre dem. Om det var over for sig selv eller Teddy, vidste hun ikke og hun dvælede ikke ved det.

"Vic er stadig hendes mor. Jeg skal nok fortælle Lassie om hende." Hun tog en indånding. "Men er du hendes far? Ikke biologisk." Blikket var fast i hans. Undersøgte, ledte efter svar.

"Er det dét, du gerne vil være for hende? For Vic er her ikke. Hun har besluttet, hvordan hun vil leve i og med det." Hun slap en udånding, tung at følelser og sank.

"Du bliver nødt til at finde ud af, hvordan du kan være i det."

[Teddy Lupin]

Teddy tøvede. Blikket vandrede først mod Lassie, og dernæst ud i rummet, imens den ene hånd kløede den anden uden formål. Insisterende lurede tanken stadig i baghovedet.

Én ting stod dog meget klart. Og var heller ikke ligeså svær at formulere.

"Jeg sagde kun ja til det her for Vics, skyld. Jeg vil kun være... far til Lassie, fordi det er dét Vic vil have. Og jeg ved godt det ikke er de rigtige grunde. Men hvordan skal jeg kunne være andet, Dom? Jeg kan heller ikke se på hende, uden at tænke på Vic."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde en del holdninger, men hun havde ingen grund til at forsøge at tvinge Teddy til noget. Tværtimod ville hun gerne hjælpe ham og hun nøjedes med at trække på den ene skulder og så ellers tænke sit.

"Du ved bedst, hvad du og Lassie har brug for," fastslog hun roligt og smilede til Theo, der havde forsøgt at finde hendes blik. Han smilede og gav hende et begejstret hej. Han fik et blødt "hej ballademager" tilbage, før hun atter fandt Teddy med blikket.

[Teddy Lupin]

Teddy forblev tavs for en stund. Han rakte den lille pige hånden igen, og hun greb umiddelbart ubekymret fat i fingrene. Det fik ham til at smile lidt, selvom det ikke nåede øjnene. Hun var sød. Det var slet ikke det. Og han ville meget gerne være en del af hendes liv. Bare ikke som det var nu.

Endelig, efter en god rum tid, løftede han blikket til Dominique igen.

"Er du god med forglemmelsesbesværgelser? Eller kender du nogen der er?" Der var en ukarakteristisk alvor i hans stemme, da tanken fik ord.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique kendte en del, der var gode med forglemmelsesbesværgelser. Eller, det gjorde Cal i hvert fald. Men hun tilbød ikke én af dem. Brynene søgte ind over næseryggen.

"Hvorfor?" spurgte hun forbeholdent.

[Teddy Lupin]

Det var vel uundgåeligt at hun spurte hvorfor. Det kunne han have sagt sig selv. Og selvom han var ret sikker på, at han skulle have holdt tanken for sig selv, var den ude nu. Han kunne heller ikke komme i tanke om ret mange andre, som han turde spørger om det samme.

"Jeg vil gerne glemme det, Dom. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal komme videre. Jeg vil gerne glemme Lassie. Og jeg vil gerne glemme, at... Vic og jeg. At vi fandt sammen igen. Jeg vil gerne glemme, de sidste par år med Vic."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke en kvinde, der lod sig overraske nemt. Hun havde set mange sider af mennesket og havde lært at se nuancerne, hvorfor hun ikke var decideret skandaliseret over Teddys ord. I stedet var det lammelse, der ramte hende, og hun måtte blinke sig fri.

Hun ville i forvejen skulle tale med Cillian O'Callaghan om at tage Lassie ind, men at bede om hans bedste oblivator for at fjerne Teddys minder om sit faderskab, fik det til at klemme hårdt om brystet. Hun sank, men nikkede så. Prøvede at finde Mrs. O'Callaghan frem, selvom det var uvant over for Teddy.

"Jeg vil undersøge det," lovede hun alvorligt.

[Teddy Lupin]

Og sådan gik det til, at baby Lassie flyttede ind hos Dominique O'Callaghan.

Lukket