There's no point in living if you can't feel alive

[Archie McCormack]

Brynene krøb sammen over de tofarvede øjne. Måske havde han set anderledes på det, hvis ikke det havde været Valerie. Men sådan var det nu engang, og Archie strammede grebet let om hende, uden det nogensinde blev hårdt.

"Du skal aldrig undskylde for dine følelser, Val," mumlede han og lænede sig frem, til han kunne hvile panden mod hendes.

[Valerie McCormack]

Valerie tog hans ord ind og prøvede at sige det til sig selv. Varmen fra hans pande mod hendes var beroligende og hun lukkede øjnene et øjeblik. Tog en dyb indånding, som fingrenes greb løsnede sig bare en anelse.

Så åbnede hun øjnene igen og fik rent faktisk flyttet den ene hånd fra hans skjorte. Den endte mod hans hals i stedet.

"Forklare," rettede hun så sig selv, selvom tanken om at tale det stadig var ubehagelig. Men Hamish var også Archies bedste ven, og det var ikke rimeligt at holde det skjult. For selv gennem det hele, var hun overvældet over Alissas betænksomhed. Havde ikke lyst til at miste sit eget venskab, nyt som det var. "Jeg tror, at vi må forklare. Men jeg har brug for din hjælp til det."

[Archie McCormack]

Archie havde været ved at forklare. Eller i hvert fald tage langsomt tilløb til det. Den mulighed var dog for længst forsvundet, og det var først nu, han for alvor kunne begynde at behandle, hvad han havde gjort. Han trykkede læberne mod hendes pande og klemte øjnene hårdt sammen, før han trak sig lidt tilbage og så på hende.

"Du har ret, men-" Han tog en indånding. "Der skete noget, Val. Jeg krydsede en grænse." Alissa havde startet, men han var fire år ældre, langt mere erfaren og burde virkelig vide bedre.

[Valerie McCormack]

Valerie troede, at det værste der var sket, var at hun havde forladt Alissa uden forklaring. Hun ville snart blive klogere, men for nu så hun blot udforstående op på Archie.

Brynene trak sig sammen og blikket gled over hans ansigt, som en uro meldte sig i maven. "Hvad-?," var dog det eneste, hun nåede at sige, før det bankede ganske dæmpet på døren.

[Archie McCormack]

Archie ville gerne forklare. Han havde i hvert fald alle planer om at gøre sit forsøg. Det blev der dog ikke tid til, før døren åbnede. Det var lige så forventeligt som den sammenknudrede fornemmelse, der meldte sig i maven ved synet af Hamish Buchanan.

"Hamish," hilste han og bukkede nakken i respekt. Der var ikke meget andet at gøre nu, end at vente på, at de uundgåeligt ville blive bedt om at forlade hytten.

[Hamish Buchanan]

Hamish ville ikke forhindre Alissa i at deltage, ikke i hundrede år, men han bad hende dog blive tilbage, mens han hentede dem. Derfor var det blot ham, der nu, ganske hensynsfuldt, åbnede døren forsigtigt. Han var rankt og ansigtet var ulæseligt, da blikket faldt på de to i mørket.

"Hvis I vil følge med tilbage, så vil jeg meget gerne have en forklaring," sagde han, men på trods af formuleringen, så var det helt åbenlyst ikke et tilbud. Det blev da også absolut alt han sagde til dem, før han selv gik tilbage til Alissa Avery. Hvis Archie havde nogen fornuft tilbage overhovedet, så fulgte han efter.

[Alissa Avery]

Alissa var ikke meget for at blive tilbage, men hun tænkte heller ikke meget over, at de højest sandsynligt befandt sig i et mørkt værelse med et sovende barn. Hamish' reaktion på angrebet fik hende dog til at acceptere hans vurdering

Hun havde taget plads i en af lænestolene, den ene hånd foldet om armlænet og den anden hånds fingre trommende utålmodigt om det andet.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ingen idé om, hvad der var sket, men Hamish' tilstedeværelse i værelset, Archies bøjede nakke og den slet skjule ordre, afslørede, at det så absolut var alvorligt. Blikket flakkede over Archie igen, fuld af uro, men der var dårligt tid til at forklare.

Hun kastede et enkelt blik mod Evy, der snorkede sig lykkeligt uvidende gennem det hele, før hun tog sin mands hånd. Fingrene klemte sig sammen om den og hun nikkede let, opfordrende.

[Archie McCormack]

Tiden til at tage det fulde ansvar for og alle konsekvenser af sine valg var kommet, før Archie havde forventet, men han gjorde intet for at gøre modstand. Tværtimod nikkede han alvorligt, før han fulgte Hamish tilbage i stuen.

Han havde ikke lyst til at se på Alissa, men hvordan kunne man andet, når hun var det eneste levende element i stuen. Mærket på hendes kind var stadig rødt og der var en uvant asymmetri over hendes ansigt. Det var næsten at foretrække. Han sænkede blikket, før han vendte sig mod Hamish for at afvente afgørelsen på, om de skulle tage plads eller stå skoleret.

[Hamish Buchanan]

Havde det været en retssag, ville Hamish have været sagføreren og Alissa dommeren. Det ville i sidste ende utvivlsomt blive hende, der afgjorde sagen, men Hamish indtog også sin plads og tillod alle parter et ord. Hans blik gled da også sigende mod sofaen og han ventede på, at de havde taget plads, før han talte.

"Så," lød det simpelt, bydende. Han var i en position til at være det. "Forklar."

[Alissa Avery]

Alissa kunne ikke vurdere, hvem hun helst ville nidstirre, men hun endte med den person, der havde fået hendes ydre til at gøre ondt og ikke hendes indre. Det havde altid været nemmere at forholde sig til.

Hun sagde ikke noget, havde ikke noget problem med at lade Hamish styre ordet. Han gjorde det da også til UG.

[Valerie McCormack]

Det var virkelig ikke ofte, at alt stod og faldt med Archies ord, men det var åbenlyst ham, der blev nødt til at tale. Valerie var stadig lidt rødøjet, men hendes store øjne afslørede, at hun heller ikke vidste, eller forstod, hvad der var sket. Til gengæld var alt ved det dybt foruroligende og hun lod sin hånd forblive i Archies.

Blikket flakkede mellem de tre, men hun var ukarakteristisk tavs.

[Archie McCormack]

Hånden slap ikke Valeries så meget som et sekund, mens han tog plads helt ude på kanten af sædet. Ikke, at det måtte være det mest behagelige tidspunkt at holde den der. Alt stod og faldt med de næste ord, og håndfladerne var klamme under presset.

"Intet kan retfærdiggøre min adfærd," lagde han ud og vendte blikket mod Alissa. Der var intet løgnagtigt over beklagelsen i hans blik, selvom han havde følt sig berettiget til det i øjeblikket - og stadig ikke helt havde tilgivet hende for hendes rolle i det hele. Det ændrede bare ikke ved, at han igen havde bukket under for det grimme monster i hans indre.

"Men. Der skete noget, sidst vi var udsendt." Han så på Valerie, tog en indånding og rettede blikket tilbage til Hamish. "Valerie..." Han sank hårdt og knugede den frie hånd, der lå over låret. Måtte endda klare halsen, før han fortsatte.

"Hun blev fanget i en form for tidslomme. Der gik fem måneder, hvor jeg ikke vidste-" Han klarede halsen igen, men behøvede et øjeblik til at sunde sig. Måske mere end bare ét.

[Hamish Buchanan]

Hamish var fuldkommen enig i den udtalelse, men det brød han ikke ind for at sige. Hans blik gled granskende over de to og brynene trak sig sammen. Han var stadig vred, men noget andet sneg sig også ind; bekymring, som han så, hvordan deres knoer var hvide af at knuge sig sammen.

Hans bryn trak sig sammen og en lidt urolig følelse meldte sig, særligt som han så Valerie blev bleg som et lagen og at selv Archie var åbenlyst påvirket. Ordene kom og hans blik strejfede Alissa. Han kunne tænke sig til slutningen, troede han.

[Alissa Avery]

Alissa havde aldrig været den tilgivende type, men hun var heller ikke komplet hjerteløs, uanset hvad hun så havde prøvet at gøre sig. Hun havde ikke kendt parret længe, men der skulle ingen specialist til at se, at de begge var påvirkede.

Hvad med mig? Hvordan skal jeg nogensinde finde ud af at være lykkelig? Tror du nogensinde, jeg kan finde én som dig? Tror du nogensinde, jeg vil kunne elske nogen igen. For første gang længe blev hun mindet om de ord, hun havde skreget af frustration, dengang hun havde stået til at miste Hamish. Hun sank hårdt.

Det havde ikke været planen at tilgive noget af det, men nu fandt hun sig alligevel i at måtte dreje ansigtet mod Hamish for at skjule den blanke hinde over det grønne, inden hun fik blinket det væk.