Tag, you're it [TW: grov mobning]

[Matheo Rosier]

Løgne kunne nemmere gemmes bag emblemer, så da vejlederen Summer Maddox normalt tog runderne med om torsdagen pludseligt under aftensmaden havde fået det skidt, havde Matheo ukarakteristisk tilbudt sig til at tage runden med den mugglerfødte.

Tavsheden formede sig om deres runde på skolen. Der var kun åndedræt og fodtrin. Matheo sparrede i hvert fald ikke med voldsomt meget andet en medstemmende lyde og et ansigt vendt konstant fremad.

"Hørte du det?" var de fleste ord han fik sagt ad én omgang, som de bevægede sig gennem krypten. Faklerne på væggene kastede kun sparsomt lys, men Matheo hævede nu alligevel sin stav fremefter, for at tænde dens spids. En svag lyd kunne høres ekkoe gennem krypten. Bank. Fodtrin. Bank. Fodtrin.

[Summer Maddox]

Summer havde ikke fordomme om sine klassekammerater på grund af blodstatus. Corban Yaxley var en af de betænksomme troldmænd, hun havde mødt nogensinde. Men Matheo Rosier var ... Klam. Der var vel ingen bedre måde at beskrive det på.

Hun var dog vejleder, så da Matheo trak sin stav, fik hun fumlet sin egen ud af kanten på nederdelen.

"Hvor?" spurgte hun og prøvede at følge lyden.

[Matheo Rosier]

"Jeg er ikke sikker," svarede Matheo, der ellers lod sig virke temmelig sikker på alting. Men korridoren splittede sig snart i to, og i kryptens ekkoland, var det svært at vurdere retningen.

Og så fortsatte han fremad i en antagelse om at Summer, i det mindste, kendte sin plads som vejleder. Staven forblev hævet - sagte lysende. Som de bevægede sig længere ned, blev det tydeligt, at der var noget i vejen med faklerne på murene. Først var det hver anden der var tændt. Så hver tredje.

Han stoppede ved skillevejen. Bevægede ansigtet den ene vej og dernæst den anden. Så nikkede han mod sin venstre, hvor lyden syntes at kaste endnu større genklang.

[Summer Maddox]

Summer var ikke nervøst anlagt. Hendes erfaring med verden var, at den grundlæggende var et godt sted fyldt med mennesker, der inderst inde var grundlæggende gode. Det kunne dog ikke holde hjertet fra at slå lidt hårdere, mens de bevægede sig gennem det gradvist tætnende mørke.

Hun var ikke selv bevidst om, at hun holdt vejret, før hun blev nødt til at snappe lidt efter vejret. Hårdt sank hun og prøvede at fokusere på lyden af sine fodtrin. Det var bare slottet. Hvad kunne der ske.

[Matheo Rosier]

Krypten var kold, klam og mørk i forvejen. Ikke at den slags påvirkede Matheo. Lange, buede gange og blindgyder var hjemvandt. Det samme var det der lurede i mørket. Og sommetider - når han passerede en slukket fakkel - var det netop ham der stod på lur.

Der var noget andet hernede dog. Noget hvis tilstedeværelse ikke kom som en overraskelse for ham. Nej, for lyden ledte dem gennem labyrinten af korridorer. Mindre velbevandrede kunne nemt forsvinde hernede. Men i mørket, var alle fortabte.

Med det, slukkede alle fakler i den endeløse korridor. Matheo standsede og lod den indre nedtælling sætte i gang. Lydene syntes at komme begge veje fra nu. Men en forhekselse kunne nemt kaste lyde rundt. "Nogen leger med os," sagde han så.

[Summer Maddox]

Magi var kun tilladt uden for timerne, hvis der var en gyldig grund til det. At lege med vejleder var i hvert fald ikke det, det skulle bruges til. Hårene rejste sig over huden, som en iskold iling skød ned langs Summers rygrad. Hun kastede et forskræmt blik rundt, men kunne intet se i mørket.

"Leger med os?" hviskede hun undrende og prøvede at se i hans retning. Hun hævede staven lidt og prøvede ikke at lyde nervøs. "Lumos." Spidsen tændte et blegt lys. Det hjalp ikke meget.

[Matheo Rosier]

Matheo var i forvejen ikke en dreng med megen afslørende mimik. Faktisk lå hans ansigt som oftest i de samme, lettere desinteresserede folder. Han virkede ikke skræmt, nervøs eller afslørende. I stedet så han ud i mørket.

"Jeg går frem. Kan du dække min ryg? Lyse den vej vi kom fra?" spurgte han så. "Bare så ingen sniger sig op på os."

[Summer Maddox]

For første gang, nok nogensinde, værdsatte Summer virkelig Matheo. Hun var ikke en kujon, men modet havde det med at komme og gå, og hun slap en tæt på lettet udånding, da han valgte at tage fortroppen.

"Selvfølgelig," svarede hun med et beslutsomt nik og tilføjede hurtigt: "Tak."

[Matheo Rosier]

Matheo nikkede bare. Hendes taknemmelighed betød intet for ham. Det gjorde hun vel heller ikke. Alligevel regnede han da med at hun ville dække hans ryg, da han bevægede sig fremad. Lydene slog ekko i korridoren igen. Blandede sig med hans fodtrin, men også lyden af en andens.

Og så forsvandt slukkede han sin stav og rettede den mod Summers ryg, et stykke derfra. "Confundo." I en hvisken forsøgte han at forvirre hende. Spillet var i gang.

[Summer Maddox]

Summer anede ikke uråd. Hun stod bare med staven hævet, klar til at beskytte Matheo. Vise sig værdig til det, han havde vist hende.

Det ramte hende som lyn fra en klar himmel. Med en overrasket lyd tumlede hun et par skridt fremover med et uforklarligt fnis. Ikke, at hun kunne huske, hvad hun grinede af. Hun så sig rundt i mørket, virrede med hovedet. Hvad lavede hun der-

"Rosier?"

[Cailean Morgaine]

Det var absurd at Cailean skulle deltage i prøverne for at bevise, at han kunne være med i en klub som han allerede var medlem af. Men Flint var ikke Montague. Og hvis den lille spytslikker ville have beviser på Cailean loyalitet, så skulle han få det. Også selvom han skulle samarbejde med en lille freak som Rosier.

Og knægten tog sig åbenbart god tid. Cailean følte han havde ventet for evigt i den klamme krypt, da han endelig kunne høre fodtrin og svage stemmer nærme sig.

Godt.

Så skulle det bare overstås.

Og han skulle ok sørge for, at Flint ville æde sine ord og aldrig stille spørgsmålstegn ved Caileans plads i klubben igen!

Med øjne der nu var vant til mørket, kunne han fornemme to skikkelser. Dén der bevægede sig mest målrettet måtte være Rosier, og den anden... En eller anden stakkels mugglerfødt eller halvblod velsagtens, men det var underordnet. Cailean rettede staven mod ofret, og en flok skrigende flagermus sprang frem og gik til angreb. Én greb ud efter ofrets tryllestav.

[Summer Maddox]

Der var mørkt. Alt for mørkt. Hjertet hamrede. Havde Matheo overhovedet nogensinde været der? Dyriske skrig skar sig gennem marv og ben og Summer nåede kun lige at hæve staven, før den blev grebet af en flagermus.

De var over det hele. At prøve at skærme sig for dem var umuligt, selvom hun prøvede at skærme ansigtet med armene. "Rosier?" gentog hun. Hun havde hævet stemmen, der var blevet skinger.

Hun kunne ikke bare vente, men staven var forsvundet et sted over hende, glimtede gennem flaksende vinger. Så hun løb, intetanende om, at det var direkte mod forbandelsens afsender.

[Cailean Morgaine]

En skinger pigestemme skar sig igennem skrigende fra de flaksende dyr. Og snart kunne han høre hende komme lige imod ham. Perfekt. Cailean trådte ind til siden, op ad den kolde stenvæg. Hun kunne let løbe forbi ham nu, og længere ind i mørket. Det var planen. Flint havde bedt om en 'jagt'.

Men tanken om selv at skulle rende rundt i krypten længere end højest nødvendigt, var ikke voldsomt tiltalende. Ikke hvis hun skulle have så meget far på i hvert fald. Cailean rettede staven mod stenene i gulvet, så et par stykker af dem rejste sig til snublehøjde.

[Summer Maddox]

Summer kunne ikke orientere sig. Flagermusene vendte tilbage, cirklede og angreb, selvom hun prøvede at løbe forbi dem. Som om det ikke var nok, syntes gulvet pludselig at komme til live.

Hun faldt og slap en lyd i smerte ved mødet med stenene. Der måtte være bag nogen. Det måtte der. "Stop," tryglede hun og prøvede at kravle frem over stenene, prøvede at finde en væg eller noget, hun kunne orientere sig ved.

[Cailean Morgaine]

Det var meget nemmere, at jage nogen der kravlede. Cailean kunne følge med i et roligt tempo. Det gav om også bedre tid til at finde på forbandelser der ikke involverede ild. Han kunne trods alt ikke risikere, at hun så hans ansigt. At hun sladrede til professorerne eller en vejleder.

"Silencio." Besværgelsen var måske mest for hans egen skyld. Ingen kunne alligevel hører dem i denne del af krypten.

"Kravl for dit liv. Mudderblod." Han vidste ikke om Rosier stadig var et sted i nærheden, men hvis han var, skulle han i hvert fald ikke rende tilbage til Flint og sige, at Cailean ikke havde hvad der skulle til.