What you seek is seeking you

[William Knight]

Selvom det ikke var Williams foretrukne scene, hørte den både med det liv han var født ind i, og det han havde valgt at få med Gillian C. Fudge . Festen i London med Kala og slænget var langt mere til hans smag, men han havde da fået sig nogle gode stunder til førfesten, før han måtte smutte videre. Udskifte tøjet til noget mere stift og smække en mørk maske over ansigtet, fordi der åbenbart skulle være et tema andet end standard nytårsk.

Maskerne gjorde det dog halvsvært at finde nogen i mængden. Måske fordi han ikke kom lige da dørene åbnede, men klædeligt forsinket. Alligevel fandt han hende, blandt festklædte hekse, troldmænd og magisk boblevand.

Da han endelig kunne fornemme at hun var ved at afslutte samtalen med en troldmænd (hvormed samtale, det var mere end monolog fra netop denne personlighed), søgte han at fange hendes blik og nikke mod det tilstødende, ikke nær så fyldte rum, så chancerne for at blive fanget i kedelige samtaler blev minimeret.

[Gillian C. Fudge]

Festerne havde altid været noget af det, Gillian fandt mest nyttesløst. Selvfølgelig var det en mulighed for at netværke, men det var endnu et element af deres samfundslag, hun aldrig rigtigt havde fået et greb om. Allerhelst havde hun været hjemme med en bog.

Hjemme kunne hun dog ikke være, men hun stod med en bog i hånden, havde været på vej for at finde en lille krog, da hun i stedet var blevet hevet ind i en ældre troldmand. Tråden var tabt og blikket begyndte at vandre, indtil det fandt et par øjne, der var velkendte selv gennem masken.

Det sitrede ved hendes mundvige og hun var hurtig til at undskylde sig hos troldmanden, ikke uden lettelse, da hun kunne haste mod det tilstødende lokale.

[William Knight]

Liam ventede på den maskebærende Gillian i rummet, og heldigvis gik der ikke en evighed før hun havde sluttet sig til ham derinde. Selvom det måske ikke var hans scene, var der noget over omgivelserne. Ligeledes ved synet af den kønne heks med brune lokker og en maske der fik hendes øjne til at virke endnu mere blå.

"Gillian," hilste han mens smilet blev bredere. "Du ser fortryllende ud."

[Gillian C. Fudge]

Det var to år og føltes som en evighed siden, at Gillian sidst havde set William i en sådan ramme. Dengang havde alt været kompliceret, og intet var da blevet simpelt nu, men sådan føltes det, da hun kunne træde hen til ham med et varmt smil, der var helt og aldeles forbeholdt ham.

"I lige måde," svarede hun og mente det. Hun ville hellere fokusere på ham og hans udseende, end sit eget. "Du kan da gå hen og se helt anstændig ud."

[William Knight]

Gevandterne var nogle han havde brugt før, men mørke sæt behøvede vel ikke udskiftes hvert år, vurderede han. Ikke at William var et stilikon der brugte lang tid på at overveje sin beklædning. Håret var dog blevet redt, selvom stubbene var ladet være hvor de var.

"Ingen grund til at overdrive," grinede han og smilede til hende. Han håbede at, når noget af ansigtet var gemt bag masken, kunne han undgå visse dele af det kedsommelige selskab der var på gæstelisten.

"Havde han noget spændende at sige?" spurgte han og nikkede mod retningen hun kom fra.

[Gillian C. Fudge]

"Hm?" Gillian kastede et blik over skulderen for at se, om der stod nogen bag hende. Først dér gik det op for hende, hvad William havde ment, og hun så tilbage på ham med et fåret smil.

"Det ved jeg ikke. Jeg blev distraheret."

[William Knight]

Tandrækken fik blottet sig i et drenget smil. Pegefingeren ramte diskret hendes. Det var svært at huske på, at de egentlig snildt kunne gøre mere end det foran andre, nu hvor de var... Det var overvældende at tænke på.

Fingeren fulgte hendes indtil den ramte omslaget af bogen hun havde medbragt. "Altid forberedt."

[Gillian C. Fudge]

Kærtegnet føltes næsten forbudt og efterlod huden sitrende, tiltrak hendes blik. Det trak i hendes mundvige, da fingeren nåede bogen, og hun smilede igen, da hun fandt tilbage til hans blik.

"Det er fjollet," undskyldte hun af ren vane.

[William Knight]

Ja, det var virkelig fjollet, men det var også bare - Gillian. En af de ting der gjorde hende mere unik fra de andre og som havde fået ham til at trække på smilebåndet, dengang hun havde søgt væk fra en middag i hans familiehjem for at læse på hans værelse.

"Det er sødt," rettede han hende med en varme i blikket bag masken. "Selvom jeg håber at du vil tilbringe de første minutter af det nye år med mig fremfor... P.B. Barrow." Læste han op fra hvad han lige kunne ane fra forsiden af bogen.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke helt, hvordan hun havde det med at være sød. Det var selvfølgelig det, der var forventet af fuldblodspiger. Søde, pæne, ordentlige, høflige, pligtopfyldende. Kvaliteter, hun havde efterstræbt det meste af sit liv, selvom hun altid havde håbet, at det var kløgten, der ville blive bemærket. Ambitionerne.

Alligevel smilede hun til ham og kastede et enkelt blik ned på bogen. Hun trak den ind foran sig og løftede den ene skulder. "Det lyder som et værdigt tilbud." Mundvigene sitrede, lagde et smil over de rødmalede læber.

[William Knight]

Hun var meget mere end det, men William så ingen grund til at udpensle noget, der ville gøre Gillian endnu mere forlegen. Selvom farven i kinderne var klædelig. Sikke en skam at masken gemte noget af farven fra ham.

"Mh. Et tilbud du i så fald tager?" Kom det uddybende fra ham med en gnist i blikket og ærligt bare en lyst til at foreslå hende, at de droppede festen. Alligevel var omgivelserne smukke og Gillian ligeledes. Han var overbevist om at hun hørte mere hjemme der end ham, trods det var hende der havde medbragt en bog for eskapisme.

[Gillian C. Fudge]

"Jeg ville være tåbelig, hvis jeg ikke gjorde," svarede Gillian og mente det. Hånden fandt ind i hans og hun var, ikke for første gang, fascineret af, hvor godt den passede der.

"Og jeg kan godt lide at betragte mig som temmelig fornuftig." Hun trådte et halvt skridt tættere på ham.

"Selvom du udfordrer mig til tider, Mr. Knight."

[William Knight]

"Du er også temmelig fornuftig," måtte Liam erklære i enighed, netop efter Gillian havde formet den sætning. Fingrene foldede sig velkommende omkring hendes.

Hagen sænkede sig, så brune øjne kunne møde blå. "Ligesom du udfordrer mig Miss Fudge. Jeg har anstrengt mig i dag for at virke halvt anstændig."

[Gillian C. Fudge]

Den fysiske del af forholdet var stadig relativt ny for Gillian, og hun mærkede kinderne blive varme over hans ord. Det, der lå i dem. Hans hånd fik et irettesættende klem.

"William," mumlede hun forlegent, men kunne ikke få sig selv til at have alt for meget imod det.

[William Knight]

Det var en af de mange ting han elskede ved hende. Forlegenheden der var så kær og klædelig, selvom den nok også vidnede om det verdenssyn hun var opvokset i. Alligevel blottede den forhenværende løve tandrækken i et ufortrødent smil.

"Jeg skal nok opføre mig pænt," lovede han så, selvom de rødmalede læber og det generelle, konstante savn efter hende, fristede ham til noget andet.