På tærsklen til et nyt år

[Lucian Rosier]

Tulley havde været mere end tilfreds, efter Lucians vurdering, men han regnede ikke med at han behøvede bekræfte det verbalt for Odile, og lod det i stedet blive sagt med løftet i hans mundvige.

"Han er på udkig efter noget til hans nye hustru. Gerne smykker, hvis muligt." opsummerede han. Smykker var heldigvis noget af det, de oftest kom over i deres arbejde. På enten den ene eller den anden måde. "Det var ikke et krav andet end at de måtte være smukke og værdifulde. Jeg ved du har øje for den slags."

[Odile Moreau Rosier]

Begge Odiles bryn gled op denne gang og smilet fik en vidende kant "Men ikke noget med en skjult forbandelse, så han hurtigere kan få fat i hendes formue?" spurgte hun, en smule tørt. Manden havde efterhånden en del koner under bæltet og snakken gik i krogene "Hvor gammel er hun denne gang? Er det for pengene eller udseendet?"

[Lucian Rosier]

Luciens øjne klemte sig en smule i, som han fandt Odiles spørgsmål underholdende. De havde nok en gang tænkt i de samme baner. Især med Tulleys fortid med sine kortvarige ægteskaber, der som oftest havde efterladt ham som enkemand kort tid efter bryllupet.
"Han nævnte intet. Men jeg er sikker på han vil værdsætte hvis vi er kreative." svarede han dæmpet. "Han udpegede sin nye hustru for mig. Hun er her også i aften. Hvis du spørger mig, ligner det at hun kun lige er udeksamineret." Hvis det kunne gøre det. Hun havde været en køn ung kvinde, fra hvad Lucian kunne se gennem maskerne, men hendes påklædning antydede en familie med en betydelig konto hos Gringotts. Han spurgte ikke Tulley direkte, men kunne drage egne konklusioner.
"Han var villig til at give os en måned til at finde noget passende. Han understregede at prisen ikke er en forhindring." Det sidste fik et grådigt glimt til at vise sig i Lucians mørke øjne.

[Odile Moreau Rosier]

Odile var skruppelløs på mange områder, men hun var ikke uden følelser eller samvittighed, det til trods. De mørke bryn krøb lidt sammen mens han talte og selvom han ikke havde udpeget den nye kone, søgte hendes blik alligevel ud over selskabet "Je vais faire quelque chose qui le fait éclater en furoncles." svarede hun dæmpet, men mente det. Hun løftede hovedet og mødte hans blik igen med et glimt af alvor "Hvis der er noget i rygterne, kan det sætte os i en prekær situation, Lucian."


*I'll make something that makes him break out in boils.

[Lucian Rosier]

Det var på tider som denne, hvor det kom tydeligt frem hvorfor Rosier-parret var bedst, når de arbejdede sammen. Hvor Lucian faldt for sine brister, kunne Odile hive ham op igen, og modsat. Grådighed kunne gøre blind, og det var vigtigt for ham ikke at miste oversigten over hvad der var vigtigst. Odiles alvorlige tonefald lod da også til at gøre indtryk, da smilet falmede let på Lucians læber. Hånden løftede sig fra hendes lænd, så hans tommel blødt kunne stryge over hendes kind.

"Intet som udsætter os, mon coeur." forsikrede han hende, en smule mere fokuseret end før. "Jamais. Jeg er sikker på at vi stadig kan finde noget passende, som ikke er alt for... iøjefaldende."

[Odile Moreau Rosier]

Alvoren forlod ikke Odiles ansigt, mens den også forplantede sig til Lucians og hånden mod hendes kind, fik hende ikke til at bryde øjenkontakten "Tu me promets ça?" hun løftede den frie hånd og lagde den over hans "Jeg ved hvad vi tidligere har solgt ham og at de har været rene, men jeg vil ikke være medvirkende til.." hun sagde ikke ordet.. mord, men det lå tydeligt i hendes blik.


*Lover du mig det?

[Lucian Rosier]

Ingen af deres samvittigheder var pletfrie, men det var noget han gennem årene havde lært at grave dybt ned. Man kunne ikke lade samvittigheden styre i en så lunefuld gesjæft som deres. Hvad han derimod kunne lade sig styre af, var vigtigheden i familien, og når Odile så sådan på ham, som hun gjorde nu. Tomlen strøg igen over hendes kind, fanget under hendes hånd.

"Je promets." svarede han dæmpet, og lænede sig frem for at plante et kys på hendes pande. "Vi finder noget smukt, og som ikke sætter nogen i fare. Mindst af alle os."

[Odile Moreau Rosier]

Smilet fandt igen vej til Odiles blik, efter Lucian havde givet hende et løfte og følelsen af hans kys et øjeblik spøgte på hendes pande "Bon." accepterede hun og lod emnet falde igen, mens hun drejede sig lidt ind mod ham og selv lod et kys strejfe hans kind "Noget smukt der kan gøre ondt på hans pengepung." tilføjede hun, uden at have trukket ansigtet helt væk fra hans igen. Offentlige udtryk for affektion havde aldrig generet hende, men ofte generet stivnakkede briter.

Hun løftede den ene hånd igen og lod mørklakerede negle stryge blødt over hans skæggede kæbe "Desuden skulle vi ikke tale forretninger i aften."

[Lucian Rosier]

På en næsten naturlig måde slangede Lucians arm sig omkring Odile da hun trykkede sig tættere ind mod ham, så han kunne tage imod hendes kys på hans kind, og hendes fingre mod sin kæbe. Kombinationen af det hele var nok til også at aflede hans tanker fra emnet, mens en vidunderlig iling løb hele vejen op af hans rygrad.

"Pardon." svarede han blødt. Lige så ubekymret for den slags offentlige udtryk som hans hustru, tøvede Lucian heller ikke med at lade læberne møde hendes. Kysset var kun fjerlet, og kun en skygge af hvad der ventede, når de igen befandt sig alene. "Har du ellers set nogen interessante mennesker i aften?" spurgte han med et glimt i øjet.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles ryg rundede sig til en blød bue mens hun lænede sig ind til ham og sendte en ældre troldmand bag dem, et udfordrende blik over Lucians skuldre, før blikket mødte hans "Tu es pardonné, mon coeur." svarede hun dæmpet og lod neglene fortsætte ned over hans hals, før hun lod hånden falde helt igen "Peut-être.." hun genkendte glimtet i hans blik, før hendes eget søgte ud over mængden "Nogen mere interessante end andre. Alt efter hvilken interesse man selv har."



*Du er tilgivet
**Måske

[Lucian Rosier]

Hendes negles vandring over hans hals fik uvilkårligt smilet til at brede sig på hans læber, ligesom en behagelig sitren bredte sig i hans hud. Han betragtede hende genemme masken, mens hun selv lod sit blik vandre rundt i salen. Hendes svar trak en underholdt lyd fra ham.

"Du har så ret." svarede han, og lod endelig sit eget blik følge hendes rundt i salen. "Men det er god motivation til at komme ud og... udvide netværket." tilføjede han med et træk på smilebåndet. "Men ikke før jeg får endnu en dans med min hustru."

[Odile Moreau Rosier]

Lucians smil fik hendes eget til vokse, til det gjorde hvide tænder synlige, og fik blikket til at spille udfordrende bad masken "Tu peux avoir toutes mes danses ce soir." svarede hun ham, stemmen dæmpet og kælen, som den kun var til ham "Er der andre ting du ønsker dig.. bare nu vi er ved det?" spurgte hun videre, drillende, mens hun lagde hovedet lidt på sned.




*Du må få alle mine danse i aften

[Lucian Rosier]

Smilet Odile lokkede frem på hans læber tydede kun på absolut tilfredshed over at hun ville give ham alle sine danse for aftenen. Især når hun spandt det sådan for ham, som hun gjorde.
Hans egne tænder blottede sig i et smil ved hendes næste spørgsmål, som fik hans fingre til at danse over hendes hofte.

"Det kommer an på hvor stor en appetit du vækker, mon coeur." svarede han sigende. Fingrene krummede sig en smule omkring hendes hofte i en krævende gestus, som ikke passede helt overens med det ellers kontrollerede kropssprog. Blikket afslørede dog det hele. "Danse avec moi."

[Odile Moreau Rosier]

Odile kunne have påpeget, at hun allerede havde rigelig med appetit - i hvert fald efter ham og adskillige glas champagne, der havde fået kroppen til at boble, gjorde ikke appetitten mindre. Men hun var tålmodig og elskede legen, ligeså meget som hvad den førte frem til.

Hun svarede ikke med ord, men blikket og smilet talte tydeligt, før hun gav ham sin hånd med et lille nik "Toujours."

[Lucian Rosier]

Det ene ord var nok til at give Lucians smil en varm kant; et smil der som regel kun var reserveret til hende, og da han tog hendes hånd i sin, var det heller ikke uden at trykke sine læber mod hendes fingre endnu en gang.

Det var måske en del af legen, velvidende som de begge var om at der næppe var grund til at gøre kur, med så mange års ægteskab under bæltet som de havde. Men han nød det. Han nød glimtet det bragte frem i Odiles øjne, og hvordan hun altid smilte når han gjorde det. Og uden at tage sit blik fra hendes, begav han sig tilbage på dansegulvet med hendes hånd i sin, og førte hende ind i endnu en dans, som efterlod kroppen varm og pulsen høj.

Lukket?