Pink bubbles and pretty faces

[Constantin Montague]

Man behøvede ikke ligefrem tænke en ekstra gang over en invitation som denne. Det var selvfølge. Constantin havde da også klædt sig i sædvanlige mørke farver, i skræddersyede materialer, tilkøbt for lånte penge. Når man dog ikke havde penge, kunne det stadig gavne at lade som om. Sætte en maske på, ligesom i aften, så ingen kunne se at facaden var ved at smuldre.

Han gik med sin hustru Ava H. Montague på armen gennem salene, ind mod dem med mere private hjørner og mørkere, magiske bobler. Fordi ugen, måneden og året havde været presset, var det måske heller ikke så underligt, at han greb sig nogle af glassene med et skud dæmpet amortentia. Noget der kunne gøre dem mere afslappede og kærlige, nu hvor han mærkede anspændthederne fra at mærke verden på sine skuldre.

"Det er næppe farligt," sagde han og rakte hende et glas af lyserøde bobler.

[Ava H. Montague]

Ava der var i den normale tro at penge var der nok af, havde også brugt en del på hendes kjole. Der til denne begivenhed var klædt i samme matchende mørke farver som sin mand. Masken hun bar dækkede det øverste af ansigtet og forestillede nattehimlen med gyldne stjerne håndmalede på.

Hendes hoved var løftet. Det skulle gerne være sådan at man vidste hvem hun var selvom alle var skjult bag mirage. De slanke fingre hvilede mod Constantins arm som han førte hende gennem salene.

"Nej, måske tillader jeg at lade dine øjne vandre" bemærkede Ava med et afslappet smil. ".. og smage på mulighederne" Hvad hun mente med det måtte han selv finde ud af. Hun drejede hovedet og så ud over nogen af de gæster der også havde fundet frem til de mere stille hjørner af den prægtige fest.

[Constantin Montague]

Constantin havde skam en fortolkning. Først overvejede han om Ava ville lade hans øjne vandre over hende - men som om han ville bruge tilladelse til den slags...
Næst, overvejede han om dette var endnu en aften hvor deres spil og leg om hinanden bar præg af jalousi. Om Ava rent faktisk gerne ville se lyseblå øjne forsvinde ned i blege kavalergange, blot så hun kunne straffe ham for det senere. Der var trods alt mange muligheder at smage på.

"Vil du gerne have at jeg tillader det samme for dig?" spurgte han. 

[Ava H. Montague]

Ava var i godt humør. Hun bar ikke jalousiens kappe og hendes vage interaktioner med Alissa Avery var også gået uden at hun følte sine klør stikke frem. Alt taget i betragtning havde hun en god følelse for aftenen og dens afslutning.

Tanken fik det kortvarigt til at sitre skævt i den ene side af mundvigen. "Måske.. Det kunne være opfriskende at se om jeg kan få tilfredsstillelse udefra" hun legede med ordene og indtil videre gik det godt.

"Tanken om at have to tunger mod min hals og ganske ophidsende"

[Constantin Montague]

Ordene stak naturligvis i ham, som de altid gjorde. Han havde stærke ejerskabsfornemmelser omkring sin hustru, selvom han måske sommetider selv lod fantasien vandre lidt væk fra det han allerede havde. Endnu, havde han ikke gjort noget ved det ude i den virkelige verden.

En hæs brummen forlod ham, før han hævede glasset med amortentiadråber blandt bobler, uden dog at tage en tår med det samme.

"To?" spurgte han i en opfordring til uddybelse. "Er jeg en del af det, eller trækker du blot to uskyldige troldmænd ind i dit spind?"

[Ava H. Montague]

Det var for det meste altid en leg. Men de var begge to gode til at spille den at det ofte kunne ende ud i kæmpe skænderier fordi de begge tro beskyldte den anden. Denne gang var tanken noget hun rent faktisk godt kunne finde på at lokke Constantin med i. Og hvor var det bedste sted at finde en kandidat; til en fest hvor alle bar masker.

"Du er den ene." hendes stemme var rolig som hun løftede glasset til læberne for kun lige at lade den lyserøde væske ramme den øverste.

Hun legede stadig med tanken, da det kun var for det bedste hvis hun først luftede idéen som hypotetisk.

[Constantin Montague]

Constantin hævede nu glasset helt. Balancerede det på underlæben og tog dernæst en tår af den sødmefulde væske. Tåren var dog sparsom, hvis nu virkningen skulle være mere kraftfuld end forventet. I det første sekunder efter, føltes kroppen blot summende. Kroppen mere afslappet omkring nakken og skuldrene.

"Hvad med dig, mig og en anden kvinde?" spurgte han i stedet, ikke helt frisk på ideen om at trække en anden mand med ind i spillet. Selv ikke hvis det bare var hypotetisk.

[Ava H. Montague]

Først da Constantins forslag lød drejede Ava blikket tilbage mod sin mand. Med et på fjerlette strøg førte hun et par brune lokker om bag øret. De mørke øjne spillede klart og spejlede sig i de isblå foran hende.

"Ja? - Måske." Det var nok alligevel den bedste hypotetiske leg. Constantin kunne næppe selv være med hvis der var involveret en anden mand. En kvinde derimod var et langt større passende scenarie for dem begge.

"Bare hun ikke er blond" sukkede hun som en let grimasse ganske kort strøg over næseryggen.

[Constantin Montague]

Ideen pirrede ham naturligvis. En aften med masker og med to kvinder der ville have ham - og måske endda også have hinanden. Naturligvis vidste han at sidstnævnte i hvert fald ikke var tilfældet med Ava og Alissa Avery (selvom sidstnævnte nu ikke længere var blond, men brunette og derfor levede op til kravet), men tanken vandrede nu alligevel skamløst dertil.

"Du kan jo helt selv vælge hende," Opfordrede han så, stadig investeret i den hypotetiske fantasi og fornemmelsen eliksiren bragte i ham.

[Ava H. Montague]

Lige meget hvilken hårfarve Alissa Avery rendte rundt med var hun altid blond for Avas øjne. Hogwarts snobbet og utålelig at være i nærheden af. Det undrede hende dog ikke at det stadig var sådan, bare på voksent niveau.

Ava vendte sit maskerede blik op mod Constantin med et skævt smil fra de buttede læber der viste hendes hvide tænder. "Hun er nødt til at have et par gode bryster. Hvis det er nogen jeg skal røre ved skal de være lige så perfekte som mine egne" bemærkede hun lavt som hendes øjne igen gik over de mange kjoler der nu havde fyldt rummet.

[Constantin Montague]

Ava vidste virkelig hvad hun skulle sige til ham. Hvordan hun skulle tale og beskrive et scenarie der allerede havde drømmestatus. Hans egne blå øjne fulgte da også de festklædte, maskebærende skikkelser i det mørkere rum, og han kunne da ikke dy sig fra at lade blikket vandre mod bløde buer.

"Hvordan ved du at de er perfekte, før du prøver dig lidt frem?" spurgte han i en klar opfordring. Bare for at se om han kunne presse Ava lidt længere frem, til at se hvornår hun slog hælene i gulvet.

[Ava H. Montague]

"Du ved tydeligvis ikke hvad pigerne laver på deres sovesal" svarede Ava først uden at se på ham. Så smilte hun ganske roligt og lod sin frie hånd følge kjolens stof for at glatte er par folder ud og rette på en blonde.

"Jeg har følt mine egne adskillige gange, og du har selv beskrevet dem som perfekte. Hvad mere skal jeg bruge?" spurgte hun let og tog endnu en tår af sin drink. Hun kunne allerede mærke den blussende effekt.

[Constantin Montague]

Constantin mærkede boblernes virkning på sig, selvom fornemmelsen var subtil. Eliksiren var ikke den stærkeste, men var ment til at fremme visse impulser. Som en forøgelse af behovet for kontakt. Han tog en ekstra tår at styrke sig på. Denne ikke blot et nip.

"Du har tydeligvis ikke fortalt mig nok om dine udskejelser med pigerne på skolen," Lød det fra ham i en tydelig spejling af hendes ord.

[Ava H. Montague]

"Nogen hemmeligheder skal jeg have." svarede Ava. Det lå under linjerne om det var rigtigt eller ej. Hun vidste i hvert fald hvad der passede i hendes smag om det andet køn. - Måske var det bare noget der ofte var nemmere for kvinder end for mænd. Hun var ret sikker på at Constantin ikke kunne pege på en mand han ønskede ved sin side i sengen.

"Hvis jeg finder den rigtige, viser jeg dig det måske." svarede hun dog lokkende til sidst.

[Constantin Montague]

Fordi de næppe kunne læne sig helt mod hinanden og etablere meget kontakt, lod han blot to fingre, helt diskret, strejfe hendes underarm i en kælen bevægelse. Fantasien blev leget godt og grundigt med i tankespindet.

"Ja, jeg skal helst være med - eller i det mindste se på - hvis du genfinder de gamle minder med en af pigerne fra skoletiden," Ulvesmilet han sendte hende var sigende nok. Måske også temmelig opfordrende.