Flaksen omkring på stækkede vinger

[Matheo Rosier]

Fingrene lukkede sig forsigtigt om hendes over dynen. I bare ét sekund overvejede han om Agnes ville holde mere af ham, hvis han var mere kærlig. Hvis han ændrede noget i sig, og forsøgte at komme i kontakt med det.

Men han vidste ikke hvordan. Eller om det kunne ske. Han vidste bare at Agnes var hans og at ingen andre skulle vove at stjæle hende fra ham. Heller ikke hvis det blot var hendes egne fantasier der drev hende på afveje.

"Lad mig også være der for dig på skolen. Følge dig til flere timer..."

[Agnes Rosier]

Brynene trak sig lidt sammen. Agnes følte sig stadig skævt sat sammen indeni og kold helt ind i knoglerne. Tankerne var langt fra skolen. Hun tog en tår af den dampende te, før hun svarede.

“Jeg vil gerne tilbringe mere tid med dig på skolen,” endte hun med at tilbyde. “Hvis det er det, du mener.”

[Matheo Rosier]

Matheo nikkede. Det var det han mente. Mere tid lød uspecifikt, men han ville sørge for at være der, så hun ikke skulle vandre for langt væk fra ham. Desuden kunne han holde øje med Simon Montague, nu hvor de delte kollegium.

"Det er det jeg mener," sagde han og strøg tomlen over hendes håndryg. "Jeg tror det er godt for os at få mere tid sammen."

[Agnes Rosier]

Agnes smilede ganske svagt. Kærtegnet fjernede ikke den milde kvalme eller følelsen af udmattelse eller frygt, men den gav hende alligevel noget, der mindede om tryghed.

Hun gav hans hånd et lille klem, der viste hendes enighed, men sagde ikke mere.

[Matheo Rosier]

Tomlen vandrede endnu en gang over blød, bleg hud indtil han, modvilligt, flyttede sin hånd fra hendes. "Få noget hvile," sagde han - igen uden voldsom meget følelse i tonen, selvom der blikket var opmærksomt - næsten bekymret.

"Kom til mig, hvis der er det mindste okay? Uanset hvornår." Selv midt på natten. Måske endda især der. Derved forlod han soveværelset til fordel for sit eget.

Lukket?