Hvad er løfter i munden på en løgner? [TW: nonconsensual]

[Agnes Rosier]

Agnes nikkede, selvom det havde været et nok for uklart forsøg på en joke. Men sådan var det ofte for piger, havde hun erfaret. Hvis ikke de selv grinede, blev spøgefuldheden sjældent bemærket.

"Det er okay," svarede hun og slap et suk, da de nåede hendes værelsesdør. Hun lænede sig op ad væggen.

"Tak. Igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke du havde fundet mig."

[Matheo Rosier]

Matheo var næppe en spøgefugl. Han grinede ikke særlig ofte, selvom han var bedre til facader på skolen end han var i hjemmet. Her, behøvede han ikke foregive alt for meget, selvom han sommetider måtte snakke Agnes efter munden.

"Hvordan sikrer jeg mig at du ikke sniger dig ud i søvne igen?" spurgte han og ignorerede taknemmeligheden, selvom han satte pris på at han ikke havde fjernet den fra hendes repertoire.

[Agnes Rosier]

Det lød mere som en fangevogter end en omsorgsperson, men grænsen var sløret efter turen i kælderen. Agnes tyggede ned i sin underlæbe, mens hun tænkte.

"Jeg kan få Dimple til at holde øje."

[Matheo Rosier]

"Alfer er ikke for snu," mindede Matheo hende om, selvom væsnerne blot ikke altid fik lov til at vise deres kraft og intelligens.

"Jeg er bekymret for dig. Jeg anede ikke at du var søvngænger."

[Agnes Rosier]

Agnes havde lyst til at forsvare den lille, runkne alf, der havde tjent hendes familie længe og trofast, men hun nåede det aldrig, før Matheo fortsatte. Det gav et stik i brystet, for selvfølgelig var det omsorg, der havde ført til en så tarvelig bemærkning om husorden husalfen.

"Det er også længe siden," svarede hun og fingrene strejfede smykket, der sad troligt om halsen. "Før jeg fik min amulet."

[Matheo Rosier]

Matheo lod blikket glide mod amuletten, da Agnes drejede den mellem fingerspidserne. "Tror du noget af magien er... svundet?" spurgte han. Visse beskyttelser varede kun en vis årrække. Derfor antog han at det var en sikker bemærkning at komme med.

Han stod stadig tæt på hende - beredt på at gribe hvis hun skulle falde.

[Agnes Rosier]

Brynene trak sig sammen i skepsis. Agnes havde haft amuletten i årevis, men der havde aldrig været nogle problemer eller udsving i effekten. Fingrene slap den igen, så den dumpede ned mod huden under hendes kraveben igen.

"Det forstår jeg ikke. Den burde holde hele livet. Generationer."

[Matheo Rosier]

Matheo kopiere hendes krumning på brynene og studerede amuletten med øjnene igen. "Du har været ekstra træt på det sidste. Måske er den på overarbejde."

Øjnene fandt hendes påny. "Tag med mig til byen i morgen. Så kan vi købe et vedhæng til den. Et der kan give lidt ekstra beskyttelse."

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke overbevist. Det var jo netop den amulet, der skulle sørge for, at hun fik sovet ordentligt. At hun blev i sin seng og mareridtene lod hende være i fred. Hun trak på skuldrene.

"Måske det ville være en idé," medgav hun modstræbende. Der var noget i hende, der gav modstand ved tanken om at hænge et vedhæng mere til halskæden, der var et af de få levn fra hendes tidligere liv. Den familie, hun engang havde haft.

[Matheo Rosier]

Matheo nikkede, selvom han syntes at fange noget i hendes tone. Noget som han ikke kunne placere, men i hvert fald ikke fremstod som ellevild med ideen. Samtidig var Agnes nok bare overvældet, og han var overbevist om at hun nok skulle tænke at hans ide var bedst.

"Så er det en aftale," sagde han derfor og segmenterede den derved. "Har du brug for at jeg sidder hos dig lidt?"

[Agnes Rosier]

Agnes havde ikke lyst til at gå alene ind i mørket, men hun havde altid Dimple og i sidste ende havde hun nok brug for at være alene med sine tanker. Bearbejde indtrykkene og rædslen under jorden. Hun rystede på hovedet.

"Jeg klarer mig," svarede hun med et høfligt smil.

[Matheo Rosier]

Matheo havde håbet på et andet svar, men blev ikke udenvidere overrasket over det hun kom frem med. "Okay," svarede han derfor og lod en hånd følge en af de røde hårlokker, der var fyldt med støv.

"Så vil jeg ønske dig godnat." Fingrene dvælede ved lokken i lidt længere tid end den måske burde.

[Agnes Rosier]

Agnes holdt vejret, da fingrene fangede en af krøllerne. Først, da han slap den igen, indså hun det og slap luften med hånden, der faldt. Hun fugtede læberne.

"Godnat." Stemmen var ikke mere end en dæmpet hvisken.

[Matheo Rosier]

Impulsen var der igen, og Matheo var overbevist om at dette var et nyt kapitel for dem begge. En chance for Agnes for at se at hun hørte til ham og at han gerne ville tilgive hendes synder... for nu. Men ikke glemme dem.

Hånden faldt fra hårlokken - modstræbende, før han satte kursen mod sit værelse. Den næste dage købte han rigtigtnok et vedhæng til hendes kæde. En lille fredsdue i sølv, som nok pyntede mere end den beskyttede at dømme på den stadige træthed. En nat, da hun var i drømmeland, vovede han sig alligevel ind på hendes værelse, og brugte en tavs time på at omvende forbandelsen over hendes amulet, mens hun uroligt sov - selvom det bragte perler af sved mod hans pande.

For måske ville det få hende til at tro at han beskyttede hende, når amulettens oprindelige virkning endnu en gang kunne tage effekt.

Lukket.