Festdagen (S)

[William Knight]

Han huskede tydeligt rodløsheden. Det var ikke en han havde frygtet før i tiden, da han bare levede en dag ad gangen, men det havde virkelig ramt ham da han blev færdig. For pludselig var han ikke bare en teenager, men derimod en ung mand der skulle forsøge at være ansvarlig.

Og han havde ikke haft Gillian ved sin side.

"Mh, det tænker jeg," Tomlen gled forsigtigt over hendes. "Fra den ene rytme til den anden."

[Gillian C. Fudge]

Gillian smilede svagt og nikkede, mens tankerne igen vandrede til den hverdag, der ventede på den anden side af ferien. Der var ikke længe tilbage nu og denne gang var det ikke til Hogwartsekspressen.

"Har du nogle gode råd?" spurgte hun og kastede endnu et blik op på ham.

[William Knight]

Hagen sænkede sig, så han bedre kunne møde det opsøgende blik. Synet af Gillian med blomsterne i håret, fik ham til at smile. Det samme gjorde det nok at hun bad ham om råd.

"Jeg er sikker på, at du nok forbereder dig mere end jeg gjorde," Han sendte hende et blødt smil. "Du skal bare gøre det bare halvt så godt som du tilsyneladende gjorde under praktikken." For selvom han ikke havde haft meget med hende at gøre derunder, havde han da hørt lidt om det på kontoret.

[Gillian C. Fudge]

På mange måder var Gillian nok mere klar til det liv, der ventede hende, end William havde været det. Men han havde erfaringer, hun endnu ikke havde haft muligheden for at gøre sig og hun lyttede med oprigtig interesse.

"Du har altid været for venlig ved mig, William," svarede hun genert.

[William Knight]

"Sludder," Forsøgte han med et grin og modstod kun lige nøjagtig lysten til, at lægge en arm om hendes skuldre. Hendes blidhed og det generte smil gjorde et dumt smil endnu dummere.

"Jeg er ikke for venlig. Du fortjener at blive behandlet godt. Mere end det." Gillian skulle skånes fra for megen dumdristighed. Såsom at hive hende gennem cirklen og trædøren på torvet i en romantisk gestus, han ikke anede om hun var klar til.

[Gillian C. Fudge]

Gillian åbnede munden, allerede klar til at komme med indvendinger, men stoppede sig selv. I stedet lod hun de rødmalede læber samles igen og forme et betaget smil.

"Du behandler mig godt," mindede hun ham om. "Jeg tror ikke, at der findes nogen, der bliver behandlet bedre." Hun gav hans hånd et klem.

[William Knight]

Selvom han virkelig kæmpede og overvandt stemmen i baghovedet, forsøgte denne at pointere, at hans genopdukken i hendes liv måske havde resulteret i, at han ikke havde ladet hende komme videre og finde en der var bedre. Han slukkede tanken og håbede blot at han kunne leve op til de bløde ord.

"Det går begge veje," Han gav hendes hånd et klem tilbage.

At dømme på mængden, blev bålet tændt snart. Sammen, fandt de en god plads mellem hekse og troldmænd, uden at stå tæt nok på dem til at kunne nå. Da flammerne tog fat i bålet og begyndte at knitre, kunne man føre en samtale, uden lyttende ører. "Hvor længe kan du blive i aften?"

[Gillian C. Fudge]

Det var første gang, Gillian overhovedet var blevet længe nok, til at se bålet blive tændt. Nu betragtede hun det med et svagt smil og reagerede ikke med det samme, William talte.

"Hm?" Hun så på ham og smilet fortog sig igen, da virkeligheden bankede på. "Jeg burde nok snart se at komme hjem."

[William Knight]

Selvom luften var præget af bålrøg, stod de tæt nok på hinanden til at han kunne dufte hendes hår. Hånden vedblev i hendes og formåede aldrig at blive helt svedig ved kontakten, fordi hendes hud altid var lidt koldere end hans.

"Du kunne ikke tænke dig at..." var han for dristig. Fuck det.

"Komme hjem til mig?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian var ikke på vej endnu. Hun havde stadig planer om at kaste blomsterkransene på bålet sammen med William, men dén tanke gled på afstand, da han endnu engang udfordrede hendes anstændighedssans.

“På denne tid af døgnet?” spurgte hun, men lød ikke nær så forfærdet, som hun burde. Snarere tværtimod.

[William Knight]

Det var svært for ham at læse hendes tone. Måske fordi han flere gange havde læst budskaber ind i den, fordi det var dem han ønskede at opfange.

Hagen sænkede sig og ansigtet vendte sig mere i hendes retning. Hvis ikke han kunne læse tonen, måtte han forsøge at læse øjnene.

"Synes du at det er en dårlig ide?"

[Gillian C. Fudge]

"Jeg vil ikke have, at min familie får en forkert opfattelse," prøvede Gillian at forklare, selvom det ikke i sig selv var et svar. Hun strøg tomlen over hans. Måske det også handlede om, at hun ikke ville have, at han fik nogle ideer.

"Selvom ... Det har været lidt underligt derhjemme for tiden."

[William Knight]

Det var et hensyn, han vidste at han burde tage. Selvom han ikke var enig i den opfattelse der måske måtte opstå, sov Fudges ugifte datter hos ham. Ja, selvom de var kærester nu.

"Det er ikke for at presse," mindede han hende ærligt om. "Jeg forstår godt, hvis du ser mest fornuft i at tage hjem. Underligt eller ej."

Han sendte hende et forsigtigt smil.

[Gillian C. Fudge]

Helst ville Gillian have mere tid med William. Mere tid, hvor hun måske også kunne få lov at sætte ord på, hvad der var underligt derhjemme, uden de kunne blive overhørt. Men hun vidste også, hvad det ville invitere af mistanker.

"Jeg elsker at være sammen med dig," påmindede hun ham i stedet, blikket indtrængende. "Det ved du godt, ikke?"

[William Knight]

Liam nikkede. Han var ikke i tvivl om Gillians følelser for ham, selvom han sommetider ville ønske at de kunne udtrykke dem med hinanden på tomandshånd, uden at være bundet af klokkeslet. Selvom Gillian var myndig, lod hun dog ikke til at have samme frihed som ham.

"Selvfølgelig gør jeg det," Lysten til at kysse hende meldte sig, men han måtte holde sig tilbage i mængden. For hendes skyld, mere end sin egen.

"Skal vi få din krans på bålet?"