Dine dybeste tanker tilhører mig

[Agnes Rosier]

Synet skar i hjertet. Nok fik Matheo det ikke til at flakse i maven eller gjorde smilet til en selvfølgelighed på hendes ansigt, men det betød ikke, at hun var ligeglad med ham. Med dagbogen og brevene i den ene hånd, hængende ned langs siden, nærmede hun sig og rakte frem med den anden. Hun fandt hans skulder i et blidt kærtegn.

"Matheo," sagde hun dæmpet, nærmest bedene. "Jeg er ked af det, virkelig. Men … Men det er ikke noget, jeg selv har valgt."

[Matheo Rosier]

For blot få dage siden, havde Odile Moreau Rosier givet ham en læsning i sine kort og trukket dødens kort som det sidste. Livsændrende forandringer, som du ikke kan ændre på... pludseligt og smertefuldt.... Alt i ham skreg på at skade Agnes. Slog man hunden over næsen, ville den den måske ikke strejfe eller stikke af. Den ville blive for bange til at gøre forsøget.

Han sænkede langsomt hænderne fra ansigtet, da hun rørte ved ham. Øjnene var blanke, uden han helt forstod hvorfor. Blikket hævede sig langsomt op mod hende. Det flakkede en anelse, men der var også en subtil frakobling deri.

"Gå en tur med mig udenfor?" foreslog han så. "Jeg har brug for noget luft."

[Agnes Rosier]

Agnes forstod ikke udtrykket eller blikket i hans øjne, men den fik hendes mave til at knuge sig sammen. Hånden fandt siden på hans hals.

"Selvfølgelig," medgav hun med et lille nik. Hun kunne dårligt nægte ham noget lige nu.

[Matheo Rosier]

De slanke fingre føltes bløde og skrøbelige mod hans hals. Endnu en gang tavs, løftede han sig fra sengen og håbede, for Agnes skyld, at hun ville efterlade sine håbløse drømme derinde.

Ikke et ord blev sagt på gåturen væk fra huset. Ad ruten han havde taget med hende et par gange, der ville lede dem hen mod skrænten. Solen var gemt bag skyer og havet i oprør.

[Agnes Rosier]

Store øjne fulgte hver af Matheos bevægelser, afventede hvad han gjorde og om han ville søge dagbøgerne igen. Agnes lagde dem fra sig, før hun forlod værelset sammen med ham og sagde ikke et ord på turen udenfor.

Først, da de nærmede sig skrænten, fugtede hun læberne. “Matheo.” Lyden forsvandt næsten i vinden og hun klarede halsen.

“Matheo,” prøvede hun igen, mere styrke i stemmen denne gang. “Det var ikke min mening, at du skulle finde ud af det. Især ikke sådan.”

[Matheo Rosier]

Den evige, taktløse og skræppende melodi fra havmågerne, kunne høres i det fjerne. Alligevel var Matheo meget optaget af den dæmpede rytme af sit eget hjerteslag, og af lyden af vinden der forsøgte at skubbe ham til siden.

Da Agnes talte, vendte han ikke ansigtet i hendes retning. I stedet stoppede han bare pludselig op og drejede kroppen så han kunne se ned over skrænten og langt over bølgerne derunder.

"Det var ikke din mening at jeg skulle finde ud af det," gentog han. Tonen var frakoblet og følelsesløs. "Jeg troede at du respekterede mig, Agnes. Ikke at du var så villig til at lyve for mig."

[Agnes Rosier]

Blikket flakkede mellem Matheo og skrænten, da han pludseligt stoppede. Agnes havde set ud over den utallige gange, spekuleret over, hvor langt der mon var ned og hvad et sådant fald ville gøre ved kroppen. Hjertet slog hurtigere nu.

“Jeg har ikke løjet for dig,” vedblev hun indtrængende, men havde sværere ved at se væk fra kanten nu.

“Jeg respekterer dig. Der er aldrig sket noget.”

[Matheo Rosier]

Troldmanden stod meget tæt på kanten. Faktisk pegede skosnuderne snart en anelse over skrænten, uden hans ansigtsudtryk udviste meget andet end tomhed.

Han vendte ikke blikket mod hende, da hun begyndte at tale.

"Ønsker du at der skal ske noget?"

[Agnes Rosier]

Agnes tog et lille skridt tættere på ham, påpasselig med ikke at lave så meget som en lyd, mens fødderne bevægede sig gennem græsset. Blikket flakkede op forbi hans ansigt, før hun igen så tilbage på skrænten.

"Matheo," bad hun. "Vil du ikke nok komme herhen? Vi kan snakke om alt, men ..." jeg vil ikke have dig til at komme til skade.

[Matheo Rosier]

Matheo havde intet ønske om, at gøre noget drastisk. Ikke ved sig selv i hvert fald. Det han ønskede var at Agnes bønfaldte ham, som hun gjorde lige nu. At hun ville forstå at hendes forbudte tanker havde konsekvenser.

"Du respekterer mig," Ekkoede han og ignorerede hendes bøn.

"Men holder du af mig?"

[Agnes Rosier]

Selvom hjertet hamrede, tog Agnes et par skridt frem mod ham. Bare, så hun ville være inden for rækkevidde til at gøre noget, hvis han skulle finde på noget drastisk. Hun fugtede læberne og nikkede.

"Selvfølgelig," svarede hun indtrængende og mente det. Matheo havde måske sine upolerede sider, men han havde været der for hende, da hun ikke havde andre.

[Matheo Rosier]

Øjnene havde fundet en bølge i det fjerne og fulgte den som den bevægede sig tættere mod vandkanten og de faretruende klipper. Tæerne hang stadig over kanten, men han havde kontrol, selvom han følte at han havde mistet den over Agnes.

Endelig vendte han ansigtet mod hende, uden at flytte sig fra kanten. "Og du vil gerne giftes med mig?" spurgte han så.

[Agnes Rosier]

Det var rædselsfuldt at skulle svare, splittet mellem bekymringen for hans sikkerhed og den synd, det ville være at lyve. Agnes trak hænderne over de røde krøller i frustration, før hun lod dem falde igen.

"En dag," svarede hun undvigende. "Vi er alt for unge til at tale om det endnu."

[Matheo Rosier]

Agnes havde sagt indenfor, at hun ikke havde haft et valg - og nu gav hun ham vage svar. For Matheo var det pure simpelt. Agnes skulle blive hans en dag - og ikke langt ude i fremtiden, hvis han kunne formå at overtale sine forældre.

Han sukkede, tydeligvis ikke formildet af hendes ord. Snart løftede han armen og strakte en hånd frem mod hende.

[Agnes Rosier]

Hjertet slog lidt hårdere over den fremstrakte hånd. Agnes havde ikke megen lyst til at skulle helt ud til kanten med ham, selvom hun normalt nød at se ned i dybet. Nu var der dog noget faretruende over situationen; hans afdæmpede reaktion, hvis man da kunne kalde det dét, som roen før stormen.

Alligevel trådte hun frem og lagde sin hånd i hans. Hun tog et skridt mere og lagde den anden på hans kind.

"Jeg ville aldrig gøre dig uret," lovede hun.