Sommer igen

[Jemima Burke]

Jemima åndede tungt ud og sænkede blikket igen "Jaer well.. ting har det med ikke at blive bedre fordi man lader være med at sige dem." hun bed bed omkring sin underlæbe, en smule hårdt for at klare tankerne før hun talte igen "Hvorfor er hun så vigtig, Elias?" hun så op igen, blikket søgende "Hvorfor er det vigtigere at være på god fod med hende?"

[Elias Oliver Wood]

Samtalen var ikke en han havde ønsket at tage med hende, men nu var den her. Og han kunne ikke bebrejde Jemima for noget af det. Selvfølgelig kunne han ikke det.

"Det var ikke kun dig jeg trådte på til den fest. Jeg vil gerne være på god fod med jer begge," svarede han ærligt, selvom han nok så det med mange flere gradbøjninger. "Jeg forstår at du er urolig og virkelig ikke bryder dig om hende, men det her handler ikke om at vælge side for mig."

[Jemima Burke]

Jemima sukkede tungt nok til næsten at kunne mærke det i tæerne, og lod nakken falde tilbage mod ryghynden. Hun sad sådan adskillige sekunder, med blikket borende et usynligt hul i loftet "Det er meget mere end at jeg bare "ikke bryder mig om hende", Elias. Jeg bryder mig ikke om kaffe, eller at stå tidligt op, men Alissa.." hun bed hårdt sammen og gjorde ikke sætningen færdig, før hun løftede hovedet og mødte hans blik igen.

"Jeg hader hende." konstaterede hun, ganske roligt og uden overdrivelse "Jeg har aldrig i syv år, set hende gøre noget for sine blå øjnes skyld, med mindre hun selv kunne få noget ud af det. Jeg er med på, at du måske aldrig har set den side af hende, men jeg har aldrig set en anden, så ja.. jeg er urolig for hvilken plan hun har med dig og om hun bruger dig, til at ramme mig og jeg har ikke lyst til du skal stå midt i mellem."

[Elias Oliver Wood]

Selvom Jemima nu undgik hans blik, kunne Elias ikke vende sit fra hende. Måske fordi han forsøgte at læse en reaktion i hendes udtryk, indtil deres øjne endelig mødtes igen.

I et sekund, var han lige ved at pointere at Alissa Avery havde grønne øjne, men fandt det dybt unødvendigt, da han lige vendte det en gang med sig selv. "Jem... Jeg forstår godt at det her går dybere, men kan du ikke lade være med at få det til at lyde, som om hun kun interagere med mig for at få ramt dig?"

Han gravede måske bare hullet dybere, men det var ikke voldsomt rart at tro på, at nogen bare brugte ham til at fremme sig selv. Alissa havde behandlet Jem som skidt, men Jem havde også slået Alissa. Pigernes kamp var intern og han vidste ikke om han skulle fanges derimellem. Alissa havde reddet hans røv. Jem var hans kæreste.

[Jemima Burke]

Jemima pressede læberne hårdt sammen, så de et øjeblik svandt ind til to, smalle streger. Det var lidt som at slå i en dyne, at få ham til at forstå hvor meget det gik hende på, eller i hvert fald føle han rent faktisk lyttede, selv når hun prøvede at tale konstruktivt om sit nemesis.

Hun sad uden at sige noget et langt øjeblik, mest for ikke at sige noget impulsivt, som hun sikkert kom til at fortryde senere "Det er ikke særlig nemt, når jeg bliver ved at føle det er ligegyldigt hvordan jeg har det med hende." udtrykket på hendes ansigt var trodsigt, men blikket var indtrængende og sårbart "Ville du måske være komplet ok med at jeg rendte rundt med Algernon på den måde?"

[Elias Oliver Wood]

Stilheden var nærmest larmende, men han kunne ikke gøre meget andet end at sidde og afvente hendes svar. En fold sad endnu mellem brune bryn, og alvoren var da også i blikket.

"Det er ikke ligegyldigt. Jeg ved bare ikke hvorfor det er enten eller. Hvorfor det heller ikke bliver vurderet, hvordan jeg har det med hende. Uden det betyder, at det er andet end venskabeligt," Han talte roligt, men vidste også at det her emne, var som at flyve gennem forhindringer på en fejlkalibreret kost.

"På hvilken måde Jem? Hvis Algernon havde redet din røv og ønsker at være din ven, ville jeg ikke stå i vejen for det."

[Jemima Burke]

Jemima lagde nakken tilbage mod ryglænet igen med en frustreret lyd "Fordi.." begyndte hun og gik i stå fordi det føltes lidt som om indrømmelsen sad fast i halsen på hende, indtil hun sank og fik den ud alligevel "Fordi jeg måske ikke er sikker på det bare bliver ved at være venskabeligt, okay!" hendes blik flakkede til hans ansigt et sekund eller to, før hun bøjede hagen ned mod brystet med bryn der var krøbet helt sammen "Måske ville det bare være rart at blive bekræftet lidt og ikke bare.." hun fik ikke gjort sætningen færdig, for hun var ikke helt sikker på, hvad enden på den faktisk var.

I stedet slog hun ud med begge hænder, før den ene igen landede på hynden tæt ved hans "Men fint, så er det bare mig der er urimelig og for meget." fortsatte hun defensivt, mens noget han havde sagt gnavede nok, til igen at få hende til at møde hans blik "Hvorfor skulle Algernon redde min røv? Hvad har det med noget at gøre?" blikket flakkede igen "Hvordan har Alissa reddet din røv?"

[Elias Oliver Wood]

Elias vendte blikket nedad. Han var ikke dum nok til at tro på, at han havde genvundet al Jemimas tillid, men efterhånden var der gået måneder. Måneder hvor han havde forsøgt at ligge det bag sig og glemme hvad der var sket i påsken. Påmindelsen konfronterede ham med skylden igen.

Han fugtede læberne, uden at hæve blikket først. "Du er ikke urimelig," sagde han - stemmen lidt hæs. Det var først da Jem spurgte ind til hvordan Alissa havde reddet ham, at han så på hende igen.

"Hun havde chancen for at ødelægge min karriere. Det var mig der behandlede hende skidt til festen, ikke omvendt. Hun valgte at tilgive mig, ligesom du gjorde."

[Jemima Burke]

Benægtelsen burde måske have fået hende til at føle sig roligere, men det gjorde den ikke rigtigt "Nej..nå.. men det føles sådan." faktisk blev følelsen kun forstærket når han ikke engang kunne se på hende.

Uddybelsen havde også modsatte effekt af at gøre hende mere forstående og hun knyttede den ene hånd i skjul bag sit lår "Og du synes ikke, at det at det overhovedet blev overvejet at ødelægge din karriere, taler en del højere, end hvad du gjorde?" i det mindste vidste hun så nu, hvilken klemme Alissa havde på ham - også selvom han ikke så det på samme måde.

[Elias Oliver Wood]

Samtalen var blevet tung og efterlod ham med en nagende fornemmelse i brystet. Det var svært at sidde stille i sofaen, men ikke desto mindre var det nok bedre end at han begyndte at vade rundt for at få afløb.

"Og hvad hvis det ikke blev overvejet?" Han vendte spørgsmålet. "Tror du virkelig at hun kun vil tilgive-, og være på god fod med mig for at ramme dig?"

Han mindede sig selv om, at Jem, for øjeblikke siden, havde sagt at hun jo ikke var sikker på at det forblev venskabeligt. En hånd gled gennem det korte brune lokker. "Hvad er det du vil have fra mig i den her situation?"

[Jemima Burke]

Jemima svarede ikke med det samme, men løftede hovedet, da han løftede hånden. Et splitsekund gled et skuffet udtryk over hendes ansigt, da hånden gled gennem hans eget hår, i stedet for at række ud efter hende, som hun et øjeblik havde troet han ville "Det ved jeg ikke." svarede hun, en smule mut og gled ret bevidst henover hans første spørgsmål. Det virkede lidt som et ladet spørgsmål, for uanset hvad hun svarede, ville det være hende der virkede som den urimelige "Jeg ved bare det føles som om du trækker dig hver eneste gang noget som helst Alissa-relateret kommer op."

[Elias Oliver Wood]

Elias havde svært ved at se det fra andre sider end hans egen. Efter festen i påskeferien havde det virket som om alt var tilgivet, men alligevel havde han tilbageholdt informationen fra Jemima. Måske fordi han vidste at det ville såre hende, og at samtalen ville komme op.

"Beklager, hvis det er sådan du ser det. Det er ikke min intention," Han forsøgte ikke at etablere en kontakt med hende. Ikke når Jemima fysisk havde trukket sig væk, ligesom hun åbenbart mente at han gjorde på et andet plan.

"Det virker bare som om du er overbevist om at jeg vælger side ved ikke at undgå hende."

[Jemima Burke]

Jemima lod nakken falde tilbage mod hynden igen med en opgivende lyd "Det ved jeg godt, okay, men det er ikke særlig nemt at være okay med det, når jeg ikke har nogen som helst grund til at skulle lade tvivlen komme hende til gode.. eller tro hun nogensinde ville gøre det den modsatte vej." hun fæstnede blikket på en plet i loftet for at tvinge den begyndende klump i halsen ned igen "Eller når du ikke fortæller mig ting. Eller ikke engang kan røre ved mig, så snart hun kommer op."

[Elias Oliver Wood]

Selvom han vidste at hvad der var sket med Alissa til festen, havde givet god grund til at det havde noget med deres forhold at gøre, generede det ham stadig at fejden mellem pigerne blev til en sag hvor han endte som en lus mellem to negle. Ikke at Alissa nogensinde havde givet ham et indtryk af at hun kun ville tale med ham for at genere Jemima... Det var dog sådan kæresten så det.

Han forstod dog udmærket hvorfor hun var ked af at han ikke havde fortalt hende sandheden. Blikket vendte sig mod hende. "Selvfølgelig kan jeg det. Jem. Jeg ville bare give dig plads," Brynene trak sig sammen. "Beklager at jeg ikke sagde det, men du ville have talt mig fra det, ikke sandt? Det var bare en drengedrøm at flyve på den Comet. Måske er det selvisk af mig, men hvis jeg havde fortalt dig om det på forhånd, var det ikke sket."

Han indså at det lød virkelig egocentreret. Samtidig, havde han ikke meget fortrydelse dertil.

[Jemima Burke]

Jemima kom til at sukke igen, mest frustreret denne gang "Og jeg prøver på at sige, jeg måske har mere brug for bare at få et kram, end jeg har brug for plads." fortsættelsen fik hende til at løfte hovedet igen med et ryk og se på ham, halvt undrende, halvt indigneret "Nej? Hvorfor..?"

Hun gik i stå og brynene krøb sammen over næseryggen igen, for det var måske ikke så svært at se hvorfor han ville tro det "Jeg har sagt jeg virkelig ikke bryder mig om du ser hende, men jeg kan ikke diktere hvad du gør." hun måtte tænke hårdt for at underbygge sin egen påstand, men hun kunne ikke komme på nogen episoder, hvor hun direkte havde stillet noget ultimatum "Hvem ville ikke have sprunget til hvis de fik mulighed for at prøve den kost." hun tav, men så stadig søgende på ham, usikker, en smule tøvende og med en ny indsigt hun ikke rigtigt brød sig om "Er det virkelig sådan du ser mig?"