[TW: Overgreb, S] Hvad du ikke giver, tager jeg

[Phaedra Fudge]

Middagen havde ikke været til at løbe fra, men Phaedra havde nu heller ikke et behov for at spurte i de højhælede, sorte sko. Ikke når hun havde et mål for øje, foruden selvfølgelig at spille rollen som hengiven hustru til et fremragende.

Det var kun dage siden Abraham Roberts 's overnatning, og ægløsningen kunne ikke vare evigt, trods hun havde brugt en eliksir til at forbedre både varighed og chancer.

"Her," Hun rakte Reginald Fudge et glas af hans fortrukne alkohol, efter forældrenes exit gennem kaminen i den mere intime stue i spøgelseshuset. En lille farveldrink, inden han skulle tilbage, fordi de jo var civile mennesker... Selvfølgelig røbede hun intet om de dråber hun havde listet sig deri. Sinéad L. Yaxley havde plantet ideen fra en advarsel, men forhåbentlig ville det ikke ende med fiendfyre.

[Reginald Fudge]

Reginald var ikke så komfortabel. Det havde han ikke været helt aftenen. Det var snart fuldmåne og det kriblede i ham efter at komme hjem og bare være med Siobhan.

Nu tog han dog en tår af den tilbudte whiskey og pustede lidt ud.

"Har du alt hvad du skal bruge heroppe?"

[Phaedra Fudge]

Det var to meget forskellige mænd hun havde i sit liv. Reginald forekom hende meget firkantet, men var lidt mere anspændt til aften end normalt. Hun nippede selv til sit glas rødvin, og krydsede det ene ben over det andet i sofaen. Brune øjne fulgte ham opmærksomt. Eliksiren havde lugtet koncentreret. Hvordan de påvirkede et bæst, anede hun ikke. I hende herskede velnok en form for morbid fascination.

"Ja," svarede hun. "Selvom jeg mangler lidt mangler en husalf." Nu hvor Reginalds vist opvartede de andre Fudger mere end den mørkhårede heks.

[Reginald Fudge]

Det prikkede lidt i nakken. Reginald skød det væk, han var i sit andet hjem og svigerforældrene var gået En tår whiskey mere dulmede.

"Jeg var af den overbevisning at jeg havde sendt dig en ny husalf," svarede han undrende. "Var det kun noget jeg overvejede?"

Endnu en tår. Han så ned på glasset og følte sig underligt beruset. "Du skal selvfølgelig have en husalf," tilføjede han. "Mangler du andet?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra havde bestemt ikke taget imod nogen ny husalf, men rynkede kun brynene let over Reginalds glemsomhed. Han var ikke en ubarmhjertig ægtemand, men hans prioriteter lå udenfor dette hjem. Det var tydeligt.

Hun fulgte ham endnu med øjnene. Faktisk slap de ham aldrig mere end for at blinke, bag mørke, bukkende vipper. "Tak," kom det høfligt fra hende, før hun nippede til eget glas.

"Jeg kan skrive dig en liste, hvis du hellere ønsker det. Du virker lidt anspændt til aften." Hun lød ikke fordømmende.

[Reginald Fudge]

Reginald blinkede langsomt og så stadig ned i whiskeyen. Han rynkede panden. "Har du..." Mistanken blev sløret i kanterne og hans hjerte hamrede lidt hårdere. Nej, det var ikke det, at hun havde hældt noget i glasset. Det var bare det, at væsken fik ham til at se tingene i et andet lys. Det fik ham til at se hende i et andet lys, da han løftede blikket.

"Hvis du gør mig anspændt er det kun fordi jeg fortryder den måde jeg har behandlet dig," forsikrede han. Så drak han en tår whiskey mere og smilede svagt. "Jeg vil gerne høre hvad jeg ellers kan gøre for at glæde dig."

[Phaedra Fudge]

Reginalds stoppende sætning gjorde hende kortvarig endnu mere opmærksom på hans udtryk. En forkert dosis kunne være farlig, men et par dråber ekstra kunne ikke skade, mente hun. Ikke mod en varulv der sikkert krævede en smule mere. Brune øjne observerede ham tålmodigt.

Og så brusede et forsigtigt smil frem. "Det skal du ikke tænke på, Reginald," Hun rystede blidt på hovedet så brune lokker vuggede om ansigtet. Hun lænede sig frem for at sætte sit glas på sofabordet. Dernæst lagde hun hånden hentydende mod hynden ved siden af sig.

"Du kan sætte dig ned? Det er længe siden vi bare har talt sammen på tomandshånd."

[Reginald Fudge]

Reginald havde let ved at leve op til den simple bøn og tøvede ikke. Han tog endnu en tår, glasset snart tomt, og satte sig ned i sofaen ved siden af Phaedra. Hun så ualmindelig køn ud i dag. Hvorfor mon? Blikket gled over hende og fæstnede sig kort ved hendes læber, før han løftede det til de mørke øjne.

"Du ser smuk ud i aften," konstaterede han, før han tilføjede et addendum. "Du ser altid smuk ud, men særligt i aften. Er det for min skyld eller nogen andres?"

Han havde lyst til at det var for hans skyld, pludselig.

[Phaedra Fudge]

Opmærksomheden var anderledes end den han normalt gav hende. Det var ikke kun ordene, men også blødheden i tonen og måden han lod blikket hvile mod hendes ansigt på.

Hun foregav forlegenhed ved at slå blikket ned. Der gik dog ikke mange sekunder, før hun vendte det mod ham igen, gennem halvnedslagne vipper. "Mere for din, end mine forældres i hvert fald," kom det fra hende i subtil spøgfuldhed.

"Jeg er jo din hustru, selvom vi ikke deler hjem og seng."

[Reginald Fudge]

Reginald sank den sidste tår whiskey. Hans blik glødede med intensitet over indrømmelsen og benævnelsen af en seng. Sikke en tanke. Han rakte pludselig sin frie hånd frem og lagde den på hendes knæ.

"Jeg har begået mange fejltagelser," konstaterede han. Hjertet hamrede. "En af de større var at lade være med at dele seng med så ufattelig en kvinde som dig. Kan du tilgive mig? Hvad kan jeg gøre for at gøre bod for min blindhed, kæreste Phaedra?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra var ikke følelsesforladt. Tværtimod. Dog var hendes følelser rettet mod en anden mand, selvom hun samtidig var villig til at tænke på dette led af planen: Et led som måtte ignorere, at hun hellere ville mærke en anden hånd mod knæet end Reginalds. Hun tog ordene ind - smilede over at eliksiren tog fat.

"Selvfølgelig kan jeg tilgive dig, kæreste," lød det blødt fra hende. "Jeg har bare været alene så længe, mh? Jeg mangler en mands opmærksomhed. Min mands opmærksomhed."

Hun rakte frem mod hans ansigt for at lade tomlen glide blidt over hans kind.

[Reginald Fudge]

Reginald ville have tænkt på Siobhan Munro, på at han elskede hende, men hans tanker var ikke hans egne mere. Eliksiren havde skyllet dem væk, kun efterladt Phaedra alle steder i hans hoved. Kærlighed til hende, besættelse af hende, et behov for at stille hende tilfreds og et stærkt begær efter hende, der flammede op ved tomlen over hans kind.

"Du har min fulde opmærksomhed," forsikrede han. "Sig hvad jeg skal gøre for dig. Jeg vil gøre alt for dig. Alt ved dig." Det sidste løfte blev givet med en smule hæshed i stemmen og hans hånd gled lidt op over hendes lår. "Jeg tilbeder dig, Phaedra," mumlede han.

[Phaedra Fudge]

Phaedra kunne forestille sig hvordan alle nervebanerne ville sætte i brand, havde det været Abraham der havde sagt de ord. Ord der ville have rummet så megen følelse, var de ikke kreeret af den rigtige sammensætning af ingredienser. Bæstet var tæmmet, og var tilmed hendes lige nu.

Det var nemmere at overse at det føltes lidt forkert i brystet, når han rørte ved hende, når hun vidste hvor givende det kunne blive at føre planen til ende.

Hånden fandt vej over hans. "Så følg mig med mig op i seng, Reginald," To fingre kærtegnede blidt hans kæbe og hals. "Vis mig at du er min mand... hvad det vil sige at være gift."

[Reginald Fudge]

Reginald tøvede ikke. Han behøvede ikke at tænke over hvad han selv ønskede sig, for det var åbenlyst. Han ville gøre alt for hende i det øjeblik. Trodse hver en fare, springe ud over en klippe.

Det var nemt at gøre som hun ønskede. Han samlede hende beslutsomt op i armene og bar hende gennem rummet, op af trappen. Han placerede hende på sengen og kom selv med. Han lagde sig over hende og knuste sine læber mod hendes.

[Phaedra Fudge]

Phaedra havde ikke forventet at blive båret på, og tabte da også en højhælet sko på vejen. Reginald var dog stærk og navigerede hende målrettet mod sengen, hvis madras snart tog over bære-opgaven.

Læbernes tryk var voldsomt, og måske også ret overvældende. Hun kunne smage whiskeyen, men måske også lidt af eliksiren selv. Selvom det ikke var nok til at tage en virkning, dulmede det måske visse af hendes små forbehold. "Klæd mig af..." bad hun, da hun kunne få læberne fra hans igen.