It'Snot my idea of fun

[Calliope Zabini]

Calliope prøvede virkelig. Men enkelte professorer var blevet på skolen og det var åbenbart ikke så nemt at komme ind på et kontor. Da hun nåede tilbage til Finn, var det derfor noget slukøret. Men hun kunne i det mindste trøste sig med, at han heller ikke havde løst opgaven.

"Okay, kom med dit slips. Vi skiftes til at tage bind for øjnene og se, hvor hurtigt vi kan finde hinanden i storsalen. Den, der klarer det hurtigst, har vundet."

[Finley Runcorn]

Selvom det lød virkelig grineren, prøvede Finn at se så skeptisk ud som overhovedet muligt. Som var planen virkelig barnagtig og overhovedet ikke morsom. Alligevel løsnede han sit slips uden de største protester (selvom der da var et par små). Han rakte slipset mod hende.

"Du starter med at finde mig," Og med det, rendte han væk.

Han gemte sig under et bord hvor nogle højrøstede drenge sad. De var åbenbart distraherede nok af deres meningsløse samtale til at registrere at han smuttede derunder. Om det var en fair måde at spille spillet på, anede han ikke. 

[Calliope Zabini]

Finley gjorde intet uden protest og Callie hørte det knapt nok længere. "Ja, ja," mumlede hun bare affærdigende og fulgte hans slipseløsningsproces med blikket.

Hun ventede da heller ikke længe, men bandt slipset om øjnene. Hun blinkede lidt bag stoffet, men kunne ikke se noget. Pludselig virkede storsalen meget stor og meget fyldt med mennesker, som hun blev ved at støde ind i.

Hænder holdt hun famlende frem for sig, mens hun prøvede at finde frem til slangen.

[Finley Runcorn]

Det var vildt underholdende at betragte Calliopes famlende gang gennem mængden. Da han endte med at få flere fødder i ansigtet, kravlede han dog væk fra placeringen under bordet. Han kunne vel bare træde et skridt tilbage, hvis Calliope kom tæt på ham. Faktisk... var det underholdende at bevæge sig tæt på hende og bakke væk igen.

"Eugeeeene," drillede han, et sted bag hende, før han trådte tilbage og lidt til venstre.

[Calliope Zabini]

Callie havde haft en forventning om, at de selvfølgelig ville finde et sted og blive stående. Men der var en grund til, at hun var på Gryffindor, mens Finn bar grøn og sølv. Det burde hun havde sagt sig selv.

Blindt drejede hun sig mod lyden, prøvede at placere den. Hun tog et par skridt frem og lukkede hånden om en arm, der virkelig ikke var hans. Hun bekymrede sig ikke med at undskylde, men fortsatte bare videre i den retning, hun mente at have hørt hans stemme.

[Finley Runcorn]

Legen var blevet ekstremt uretfærdig, men Finn spillede ikke nødvendigvis efter accepterede regler. I stedet morede han sig over Calliopes kamp og håbede at hun var rundforvirret nok til ikke at studse over, at retningen blev ved med at blive gradbøjet en anelse, sådan så hun uundgåeligt måtte gå i ring.

Alligevel endte han da endelig med at stoppe op, da han vidste at Calliopes kurs ellers var lagt mod nogle bredskuldrede Quidditchspillere. Så hellere blive fanget, end at hun skulle rage dem på overarmene.

[Calliope Zabini]

Callie havde ikke rigtig den vilde stedsans, når først synet var forsvundet. Men på et tidspunkt havde hun alligevel en følelse af, at lyden blev ved at flytte sig. Og så lod han endelig til at være færdig med at bøje reglerne.

Hun havde hænderne frem for sig og mærkede ... det måtte være en mave. Hun lod hånden glide om mod hans side. Der var ikke den samme utilfredse brummen, som der havde været fra de andre.

"Finn?" gættede hun.

[Finley Runcorn]

Okay, fristelsen havde været der. Til altså at træde til siden, så snart hun var kommet tæt nok på. Samtidig var der noget over det lidt hjælpeløse udtryk og de opsøgende hænder, der fik ham til at blive.

Fingrene fik da også følt lidt. Kinderne blev røde temmelig hurtigt.

"Hvem tror du at det er - Rektor?" Han fnøs og hævede hænderne op mod hendes ansigt for at hjælpe med slipseknuden. Den var bundet rimelig stramt, lod det til.

[Calliope Zabini]

Det var nok meget fint, at Calliope ikke så hans varme kinder, for hun mærkede allerede sin puls stige bare lidt over den ellers uskyldige berøring. Nu måtte de hormoner gerne tage at slappe lidt af.

"Forhåbentlig ikke," svarede hun og virrede lidt med hovedet, da en af hans fingre strejfede hendes tinding. "Få den lige af, gider du ikke?" Tonen var utålmodig.

[Finley Runcorn]

"Jeg prøver din utålmodige, lille..." Finn brokkede sig nok kun fordi han var ret flov over, at han overhovedet reagerede på nærheden på denne måde. Ved at blusse op som en åndsbolle, samt lade næseborene kilde på den måde af duften af hendes hår når hun var tæt på. Fordi hun ikke skulle se hans tomatrødhed, trak han dog tiden længere ud, selvom han endte med at greje knuden.

"Sådan... Din tid er elendig, forresten. Jeg tror du har tabt på forhånd."

[Calliope Zabini]

De stod tæt sådan, kunne Calliope ikke lade være at tænke. Uagtet, at Finn var en hat, der stod og brokkede sig over ingenting - igen. Hun kunne dufte ham, mærke varmen fra ham.

Heldigvis reddede han hende med endnu en distraktion. Legen. Hun greb den med iver.

"Jeg skal ikke trækkes for, at du ikke kan finde ud af at åbne dit slips!" udbrød hun indigneret. "Og det er kun, fordi du snød. Du stod ikke en skid stille. Lad mig se dig gøre det bedre selv."

[Finley Runcorn]

"Det er sgu da noget troldelort. Jeg snød ikke!" Protesterede Finn, der alligevel valgte at begynde at tage slipset om øjnene, bevidst om at Calliope havde ret (men også om at han aldrig ville indrømme at hun havde).

"Sikke I kvinder brokker jer..." mumlede han, som inteagerede han ofte med hunkøn. Slipseknuden blev bundet fast på baghovedet.

[Calliope Zabini]

"Hvor ville du vide det fra?" gav Callie igen i samme mugne tonefald, som han selv lagde for dagen. Hun slog hans hænder væk fra slipseknuden med et blidere dask, end hun engang ville have brugt.

"Du binder den ikke stramt nok," skændte hun alligevel. Så meget havde dog ikke forandret sig.

[Finley Runcorn]

Selvom hendes dasken ikke gjorde ondt, kom Finn med det sædvanlige av. Det var så dybt segmenteret i ham, at han ikke rigtig overvejede at det ikke passede til så blid en bevægelse. Alligevel makkede han ret og lod hænderne falde.

"Okay, mor." Lød det fra ham over hendes irettesættelse, mens han ikke kunne se andet end mørket fra slipset, når det sluttede sig tæt om øjnene.

[Calliope Zabini]

"Hold din kæft," mukkede Calliope. Men det var ret effektivt til at dræbe enhver hjertebanken over nærheden. Mor. Hun strammede slipset lidt ekstra hårdt.

"Fint. Er du klar eller hvad? Så kan jeg lige udjævne." Hun ventede ikke på svar, men tog bare fat om hans arme og snurrede ham et par gange rundt om sig selv.