Gamle flammer i nye tider

[Alissa Avery]

Alissa vidste, hvor forskellige de var. Det havde de alle dage været, men alligevel sad de her nu med andet end ligheder til at binde dem sammen. Alligevel var det svært for hende at tro, at han rent faktisk havde taget springet.

"Du har altid syntes, at alt det her var tåbeligt, ikke?" Hun løftede et bryn, men ventede ikke på svar. "Nu har du givet afkald på din indflydelse, din mulighed for at ændre noget."

[Francesco Hardy]

Franco nåede ikke at svare på det første spørgsmål, før hun fortsatte. Han lavede en grimasse.
”Vi kan ikke alle redde verden,” svarede han tørt. ”Jeg vil hellere skrubbe toiletter og leve i frihed end at uddanne mig til højesteretstroldmand og bruge resten af mit liv på at omvende blodsfanatikere og forsøge at ændre et samfund med så indgroede overbevisninger. Den kamp er allerede tabt. Men jeg glæder mig til at se dig forsøge.”

[Alissa Avery]

Redde verden. Alissa himlede med øjnene. Den slags drama havde hun aldrig interesseret sig for, det stod Francesco for. Engang havde hun været så forelsket i ham, at det havde føltes, som at få hjertet revet direkte ud af brystet, da han slog op med hende for sidste gang. Nu rettede hun blikket væk i doven overlegenhed.

“Og hvorfor skulle jeg bruge min tid på det?” spurgte hun og så kun langsomt tilbage på ham. “Skal jeg investere min energi i at forbedre noget for folk, der alligevel smider deres fremtid væk for at arbejde som bartendere og ugleklatsopfejere?”

[Francesco Hardy]

Franco trak på skuldrene i ligegyldighed, men indvendigt begyndte hendes arrogante snobbethed at gå ham på. Hun havde ikke ændret sig de seneste par år, indså han. Balancerende på sin høje hest troede blondinen stadig, at hun var bedre end alle andre. Og alligevel kendte han hende godt nok til at vide, at der ofte lå noget under, når hun opførte sig ekstra bitchy. Han gad bare ikke længere spilde sin energi på at finde ud af, hvad det var.

”Din empati er rørende,” brummede han sarkastisk. ”Du kan stadig ikke forestille dig, at nogen skulle ønske sig et liv, der er anderledes end dit.”

[Alissa Avery]

"Men jeg skal alligevel investere mig i at forbedre noget for dig, som du ikke engang selv vil arbejde for? Sikke, du brænder for sagen," bemærkede Alissa med samme sarkasme, som han havde brugt mod hende. Hun løftede et bryn, men lod ham ikke komme til orde.

"Men er det så alt, hvad du håbede på, dit nye liv?"

[Francesco Hardy]

”Nej, det siger jeg ikke,” påpegede Franco, idet hun drejede hans ord. ”Jeg ved, at du aldrig ville gøre noget for andre, medmindre det kom dig selv til gode.” Ikke at han selv ligefrem var nogen selvopofrende frelser, men han havde en grundlæggende tro på, at han var et bedre menneske end blondinen. En stilling som højesteretstroldmand var bare ikke nødvendig for at bevise det.

”Det er fremragende,” svarede han. Okay, det var ikke den hene sandhed. Han nød friheden. Men han savnede pengene. Og sin lillesøster. Ikke at han var parat til at indrømme det overfor den selvhøjtidelige Alissa.
”Er du klar over, hvor nemt det er at nedlægge piger bag en bardisk?”

[Alissa Avery]

Alissa hævede et bryn. Engang havde hun selv tænkt det samme, men det var, før hun havde tilbragt en stor del af sin sommer på Skt. Mungos, hvor hver vågne time drejede sig om et andet menneskes behov. Ikke, at hun skyldte Francesco nogle forklaringer, og langsomt glattede hun panden igen.

"Det kan jeg ikke påstå," svarede hun nøgternt, selvom en muskel omkring hendes hals afslørede, at hun ikke var så upåvirket, som hun prøvede at fremstå.

"Men jeg kan forestille mig, at der er visse kvinder, der er nemmere at nedlægge, uanset hvor de er." Hun løftede sit glas lidt. "Men hvis man foretrækker kvantitet over kvalitet, er det vel vejen at gå."