You might fall and find the love of your life

[Dominique O'Callaghan]

Dominique hankede lidt op under sønnen, der stadig ikke så helt formildet ud, men hvis tårer dog var ophørt. Med en omsorg, der efterhånden kom mere naturligt til hende, tørrede hun hans kinder, før hun igen så på Cal og holdt ham tættere.

"Et sted?" gentog hun langsomt, prøvede at gemme sine kritikpunkter og give ham en chance. Det skulle vist også prøves.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fornemmede Dominiques skepsis, hvilket ikke var noget, han brød sig om, men som han forsøgte at ignorere. Han nikkede og smed resten af cigaretten i kaminen, før han gik tilbage til skrivebordet.

Han skrev en adresse ned på et stykke pergament og rakte det så til Dominique. "I kan tage derhen. Brænd sedlen, når I er der," svarede han, alvorlig. "Jeg følger efter inden for en time med det mest nødvendige."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique vidste godt, at det ikke var tiden til en diskussion, men det havde aldrig stoppet hende før. Blikket fandt sedlen, men hun tog den ikke. I stedet så hun tilbage på isklare øjne.

"Så jeg skal gemme mig? Igen? Og så fiser du rundt herude og har styr på tingene? Klarer det hele alene, hm?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ærligt talt nok frustrationer og kunne så nemt have mistet besindelsen, ærligt stadig ikke meget vant til at blive sagt imod. De havde dog været sammen tilpas længe til, at han tog en indånding og så på hende med et roligt blik.

"Udmærket. Så tager jeg Theo og du får styr på situationen her," konstaterede han, uden de mindste tegn på ikke at mene det.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique ville virkelig ønske, at hun kunne tage ham op på tilbuddet. Men det var ikke hende, der havde konkurrenter og fjender eller det indblik, der ville gøre hende i stand til at finde frem til, hvem det kunne være eller hvordan hun kunne stoppe det.

"Jeg kan hjælpe dig," konstaterede hun, tonen skarp nok til, at Theo gemte ansigtet ved hendes bryst. Da hun fortsatte var kanten dog væk, erstattet af indtrængende ord.

"Det kræver bare, at du taler til mig. Fortæl mig, hvad der sker. Er det ham, der er kommet hertil?" Hun kunne huske, hvor alarmeret Cal havde set ud, da han havde fået beskeden. Også, selvom hun var sikker på, at det var ganske få, der fik det at se.

[Cillian O'Callaghan]

Cal ville ikke have forsøgt at sende Dominique væk, hvis det ikke var for sønnen, men det føltes sårbart at have ham der nu - hvilket han hadede. Kontoret på Kimæren var nok det sikreste sted, men huset skulle have været det næstbedste.

Han tændte en cigaret mere, tog et hvæs og rettede så blikket skarpt mod hende. "Hvem?" spurgte han indgående. Det var ikke mere end øjeblikke siden, han selv havde erklæret i frustration, at han ikke vidste, hvem det var.

[Dominique O'Callaghan]

"Jeg kan ikke huske hans navn," svarede Dominique og havde allerede lettere ved at forholde sig i ro, nu hun rent faktisk kunne gøre et eller andet, der ikke var at gemme sig.

"Ham fra Ukraine eller sådan noget. Kom han ikke hertil for nogle måneder siden?" Spørgsmålet blev efterfulgt af en lille pause, selvom hun ikke reelt forventede et svar.

"Der var nogle herinde for nogle dage siden. Omkring en time, efter du var taget hjem med Theo."

[Cillian O'Callaghan]

Han burde naturligvis have indset det selv, men langsomt begyndte brikkerne at falde på plads. Det måtte kunne ses i hans blik og da han bandede dæmpet, var det for en gangs skyld på irsk.

Han gik over til skrivebordet, hev en skuffe ud og rodede efter et stykke pergament. Så rettede blikket sig mod Dominique igen. "Hvad lavede de her? Fortæl mig, hvad du kan huske."

[Dominique O'Callaghan]

Igen kom Theo med en beklagende lyd, tydeligt påvirket af spændingerne i luften. Dominique nussede hans ben og fik fanget hans blik.

"Ikke meget. De talte," svarede hun, før hun så op på Cal igen og ligeledes gik hen til skrivebordet. Hun slog sig ned på stolen, hvor hun havde siddet ved sit første besøg på Kimæren.

"Men de spurgte Robert om, hvornår du normalt var her. Han tilbød dem at tale med mig, men de ville ikke forstyrre." Hun hævede den ene skulder lidt. "Så selvfølgelig gik jeg hen til dem. Men der havde de ikke mange spørgsmål tilbage." Brynene søgte ganske lidt sammen.

"Men en af dem spurgte om en rundvisning." Dengang havde hun afskrevet det som et tegn på, at han gerne ville have hende på tomandshånd.

[Cillian O'Callaghan]

Cal lyttede opmærksomt og undlod klogeligt at forlange at få at vide, hvorfor i alverden det var det første han hørte om det. I stedet lagrede han informationerne, ikke mindre opsat på at få Theo væk, nu hvor han havde en fornemmelse af, hvem det var og vidste, at de havde været på Kimæren.

"Fik han det?" spurgte han og det pludselige ro i hans stemme, var absolut et faresignal. Omend ikke rettet mod hende.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique rystede på hovedet, bevægelsen ikke mere end et enkelt ryk til den ene side. "Nej," fulgte hun det op med, mens hjertet slog en anelse hurtigere over roen i hans stemme, der aldrig varslede noget godt.

"Jeg troede, hans motiv var et andet, så jeg fortalte ham, at han ville få mere ud af det, hvis det var min husbond, der stod for den, og at han kunne komme tilbage dagen efter."

[Cillian O'Callaghan]

Cal rettede sig op igen og smed resten af cigaretten ind i ilden. Han tog en dyb indånding, nikkede og skridtede gennem rummet. Tankerne kørte og et øjeblik så han ud af vinduet, før han vendte sig mod Dominique igen.

"Vi er nødt til at få Theo væk herfra," konstaterede han endnu engang, men roligere og langt mere alvorlig. "Jeg kan ikke løbe risikoen. Han er for farlig."

[Dominique O'Callaghan]

Instinktivt holdt Dominique sønnen lidt mere ind til sig, men hun rejste sig ikke op endnu. Uroen var dog vendt tilbage til kroppen og det ene ben hoppede rastløst.

"Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte hun i stedet.

[Cillian O'Callaghan]

Cal strøg en hånd tilbage over håret, bekymringen reel. Samtidig kværnede tankerne løs og han endte med at tænde sin tredje cigaret.

"I første omgang må jeg finde ud af, hvor mange mænd han har og hvem de er," konstaterede han, velvidende at det var lettere sagt end gjort.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique nikkede, selv med tankerne rasende, selvom hun ikke kunne finde ud af nogle af delene. Hun skulle til at bide ned i en negl for at kontrollere rygetrangen, men fik øje på det indtørrede blod. Det vendte sig i hende og hun lod hånden falde igen, blinkede hurtigt et par gange.

"Jeg kan ikke bare tage et sted hen. Ikke med ham her," konstaterede hun så roligt, hun kunne, og løftede sigende op i sønnen, der var godt i gang med at udforske armlænet. "Jeg nåede ikke at få noget med mig, før jeg gik."