Komplet idioti

[Alastair Fudge]

Alastairs hjerte hamrede også, men ikke fordi han var i tvivl. Intet var forandret for ham og da Lysander svarede, gik der ikke lang tid, før han nikkede.

"Selvfølgelig," svarede han da også dæmpet, men sikker.

[Lysander Scamander]

Selvfølgelig. Lysander så en lille smule himmelfalden ud.

"Var det så nemt hele tiden?" Han klarede halsen. "Sikke en idiot jeg har været."

Et meget svagt smil trak i hans mundvige og han krummede og rettede tæerne lidt ud i sine sko. "Al..."

[Alastair Fudge]

Alastair slog kort blikket ned, alt andet end upåvirket, men heller ikke åbenlys omkring det. I hvert fald ikke for nogen, som ikke kendte ham.

"Jeg ved ikke, om det nogensinde er nemt med mig," indvendte han dog til ordene, før han rettede blikket mod Lysander igen. Den mindste antydning af et smil strejfede hans læber.

[Lysander Scamander]

Et lavt fnys forlod ufrivilligt Lysander, før han greb sig selv i nakken og rejste sig. Han rakte hænderne frem for også at trække Alastair op at stå og hev ham beslutsomt ind i en tæt omfavnelse. De havde knapt rørt hinanden ud over den ene dag på Mungos, hvor han havde undersøgt ham og følt sig ufattelig uprofessionel. Nu skjulte han ansigtet ved hans hals og holdt fast.

"Du er besværlig af pommeren til, men jeg vil så gerne have dit besvær være mit igen," mumlede han. "Jeg vil have dig. Elsker dig."

[Alastair Fudge]

Alastair fulgte Lysander med blikket og lod sig hive på benene, selvom nærheden i et øjeblik var helt overvældende. Han havde ikke været så tæt på nogen siden de var gået fra hinanden, men det tog kun et øjeblik eller to, før hans krop instinktivt løsnede op.

Han bøjede hovedet ned mod Lysanders skulder og lukkede øjnene, som den velkendte duft sneg sig ind i hans næsebor. "Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene det," konstaterede han lavmælt, men tydeligvis ikke utilfreds.

[Lysander Scamander]

Alastair var i nattøj, Lysander klædt på til at være ude i nattelivet. Det var måske det eneste tid i hans liv han ville være den mest velklædte. Han slap et lavmælt fnys over svaret fra pressefolden og knugede ham lidt.

"Jeg er ikke ligefrem perfekt," mumlede han. "Men jeg er din, hvis du vil have mig."

[Alastair Fudge]

Alastair anså heller ikke Lysander for perfekt, men det var ikke en nødvendig samtale at have. Generelt var han ikke altid stærk med ord, men kunne være det med handlinger.

Forhåbentlig var han det nu, som han trak sig tilbage og svarede ved at søge Lysanders læber. Blidt, men ikke uden intensitet.

[Lysander Scamander]

Lysanders puls steg brat og selvom det var et blidt kys, var det rigeligt til at gøre ham temmelig svag i knæene. Han besvarede det tøvende først, så en smule mere sikkert. Fingre strejfede Alastairs hals og han tog en let skælvende indånding, da deres læber skiltes.

"Wow," mumlede han dumt uden at tænke over hvor åndet det lød.

Han sank og rømmede sig lidt. "Jeg tror ikke helt jeg fik fat i dét...?"

[Alastair Fudge]

Alastair slap en dæmpet, blød lyd, der afspejlede hans morskab. Afdæmpet, naturligvis. Sådan var han - indtil det komplet modsatte skete.

"Nej, det overrasker mig ikke," svarede han med underspillet drilleri. "Ikke sådan, som du smager af alkohol."

[Lysander Scamander]

Lysander rødmede. Han fik faktisk, helt reelt, helt varme kinder som en anden skoledreng. Blikket sank et øjeblik, før det opsøgte Alastairs igen.

"Jeg blev nødt til at drikke mig mod til," mumlede han. "Ret meget mod." Han trak lidt på smilebåndet. "Jeg var sikker på at du ikke havde det ligesom mig. Men jeg håbede... Tænkte på hvor vred du blev, da jeg løj om at have datet en masse. Ikke mit mest skinnende øjeblik." Han rømmede sig. "Men hvis du var jaloux, så kunne det jo være du stadig havde følelser for mig."

Han indså at han havde plapret igen og trykkede læberne lidt sammen.

[Alastair Fudge]

Alastair havde allerede for længst konstateret, at Lysander ikke var ædru og ordene var blot ment som en spøg. Han havde ikke forventet den ordstrøm, der fulgte og stivnede kun en lille smule, da hans eget temperament kom på banen.

Mest af alt hæftede han sig dog ved et andet ord, mens fingerspidser strejfede tynd hud bag Lysanders øre. "Løj?"

[Lysander Scamander]

Lysander var svag for kærtegnet. Hans ben gav næsten efter under ham og han måtte tage sig lidt sammen for at fokusere blikket på Alastair. Han klarede halsen.

"Jeg er sikker på at jeg indrømmede, at det ikke passede. Sikker, fordi det selvfølgelig var pinligt. Det var en latterlig måde at hævde mig selv på. Undskyld."

[Alastair Fudge]

Alastair slap en dæmpet lyd. Han kunne stadig mærke en flig af den vrede, der havde meldt sig ved tanken om Lysander med en anden, men den var blot en ulmende glød i mørket og ikke det samme, brændende ildhav.

"Jeg stoppede aldrig med at have følelser for dig," svarede han i stedet - ikke små ord fra ham, men sande.

[Lysander Scamander]

Det sugede i Lysanders mave over Alastairs konstatering og han fik på en gang blanke øjne og brug for at kysse ham igen. Så han lænede sig frem, tiltede hovedet en anelse og opsøgte de bløde læber, der føltes både velkendte og samtidig nye, efter så lang tid. For en gang skyld var det ham, der reagerede på ord med fysisk aktion i stedet for at sige noget. Hans ene hånd krummede sig om Als smalle hofte, imens den anden var i hans nakke.

Kysset varede længe, nok til at han var helt svag i benene, da han trak sig væk og langsomt åbnede øjnene med en dyb indånding. "Jeg ved ikke om det er alkoholen eller dig, der gør det svært at stå op lige nu," mumlede han. "Måske en blanding. Du gør mig stadig helt svag i knæene."

[Alastair Fudge]

Det var på alle tænkelige måder en uventet situation og Alastair var ikke helt sikker på, at han for alvor havde forstået, at de var der nu. Det var da også absurd.

Ikke så absurd, at han ikke fortabte sig i kysset, dog. Tværtimod var han selv stakåndet, da de brød fra hinanden og en let åndeløs undslap ham. Grænsende til munter.

"Jeg kan godt tilbyde dig et sted at ligge ned?" svarede han, ikke uden et glimt i de lyse øjne.