Lige om hjørnet

[Cora Greengrass]

"Mh. Ja, lidt hist og her," svarede Cora, uden helt at kunne flå tankerne væk fra hvordan hun havde spenderet sidste sommer. Med hjertekvaler over Ian Ogilvy , men samtidig en søger til at distrahere sig ved en af strandene. Hun havde været så blufærdig den dag - udstillet af sollyset -, men kinderne var blevet varme af mere end én grund.

Tankefuldt strøg hun en løsreven hårlok tilbage bag øret, nær en af de halvvåde fletninger. Blikket fandt kaminen og koncentrerede sig lidt om flammerne der smøg sig om hinanden.

"Sol og saltvand er nok kuren efter alle de lektier vi har haft for på det seneste."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var først da Cora snakkede om sol og saltvand at Kiaans egne tanker vandrede til hvordan hans besøg til Wales var gået sidste sommer. Det havde været et besøg som på mange måder havde markeret en grænse i deres forhold - for det meste grænser som var blevet krydset.
Mindet fik varmen til at stige ham til kinderne, og han håbede at Coras opmærksomhed var godt nok rettet mod kaminen til at hun ikke lagde mærke til det.

"Det plejer at være en god kombination, i hvert fald. Forhåbentligvis bliver sommeren lige så varm som sidste år." Han gjorde fejlen i at vende blikket mod Cora, og der var måske netop noget i at se hende stryge en fugtug hårlok tilbage, som gav et flashback til hendes våde hår den dag på stranden. Varmen i rummet steg, og han vendte blikket tilbage til pejsen igen.

[Cora Greengrass]

De grønne øjne fulgte rigtignok flammerne i kaminen, så Cora opdagede desværre ikke hvordan Kiaans kinder var begyndt at blive mere rødmende. Selvom hun nok ville have nydt at se hvordan hun kunne frembringe den reaktion hos ham - selv nu hvor han tilsyneladende var kommet videre.

Alligevel trak hans ord snart hendes opmærksomhed mod ham igen. Hun granskede hans udtryk i et sekund, før deres blikke kolliderede. Indtil han da så væk... Utroligt at man kunne snakke om vejret og alligevel mærke kinderne prikke på den måde. Det ville være så meget nemmere hvis hun kunne begrave sin attraktion.

"Mh. God opvarmning til vores sidste skoleår," Hun havde forhåbninger til sit sidste år. "Det bliver mærkeligt... og travlt. Sommerferien bliver et eskapistisk lufthul før det hele går i gang."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var mere end villig til at gribe det nye samtaleemne, da Cora bragte deres næste, og afsluttende, skoleår op.

"Det kommer til at blive så mærkeligt. Og vi bliver nok alle sammen presset fra alle kanter." medgav han enigt. Mellem undervisning, deres F.U.T.-eksamen og deres private liv, ville der blive mere end nok til at holde dem beskæftiget. Samtidig havde han ingen planer om at stoppe på Quidditch-holdet. Snarere tvært imod, hvis alt gik som han håbede.
"Jeg tror nok de fleste er melankolske når de tænker på deres sidste år, men samtidig tror jeg alle sammen er lettede, når det er overstået." tilføjede han med en lille underholdt lyd. "Så måske skal man bare udnytte dét eskapistiske lufthul mens man kan."

[Cora Greengrass]

Det var en farlig leg. For hun måtte ikke være for åbenlys eller for vag. At snakke om travlhed og eskapisme virkede slørret nok til at det kunne formå at lyde normalt mellem venner. Mellem dem, bar det nok sine undertoner med sig. For de havde haft brug for hinanden når alt andet var så presset.

"Lige min tanke," medstemte hun med et blødt smil. Hun trak sine ben mere op til sig på hynderne. "Hvordan har du tænkt dig at udnytte det?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Måske var det netop fordi at det, indtil videre, så ud til kun at strække sig til hentydninger og undertoner, at Kiaan lod sig selv indbilde at det ikke var forkert at snakke om. De anerkendte trods alt kun at de havde gjort, hvad de havde gjort sammen, ikke at de skulle gøre det igen. At minderne i sig selv stadig var nok til at gøre rummet varmere for ham, var et faktum han valgte at ignorere.

"Det ved jeg faktisk ikke endnu." indrømmede han ærligt. Han ville gerne fortælle at han håbede på at tilbringe tid med Olive i ferien, men for det første vidste han ikke om det var aktuelt, og for det andet vidste han bedre end at bringe hende op i samtale med Cora. Han ville så nødigt gøre stemningen lige så anspændt som den havde været før. "Jeg har foreløbig ingen planer endnu. Hvad med dig?" Igen vendte han blikket mod hende, og lod det denne gang hvile på hende.

[Cora Greengrass]

Cora hægtede sig måske for stædigt fast i det faktum, at Kiaan ikke lod til at have planer for sommerferien endnu. Nok havde hun set ham og Olive nær hinanden, men hun vidste ikke hvad de var. Og om de overhovedet havde slået den slags fast med hinanden. Spillet var åbent, men kortene lukkede.

"Intet fastlagt. Ferie holdes vel også bedst med en fri kalender," Hun mødte hans øjne og forsøgte virkelig at drukne behovet kontakten vakte i hende. For selvom hun var hamrende hævngerrig, var det også hårdt at holde låg på den slags følelser. Så hellere... kanalisere dem på noget andet.

"Mon ikke der dukker en fest op på halvvejen."

[Kiaan Patil-Fawley]

"Det må jeg give dig ret i. Med en fri kalender kan du også nemmere blive overrasket." tilføjede han, ikke uden et lille løft i mundvigen. Hvordan de selv havde tilbragt den sidste sommer havde vist været en blanding af spontanitet og nøje planlægning. Det var vist noget der hørte med, når man havde holdt så lav profil som de havde, samtidig som de havde haft virkelig svært ved at holde sig fra hinanden, når først de var sammen.

"Der er altid en fest. Ellers kan du altid lave din egen." foreslog han opfordrende, og tillod sig selv at læne sig en smule til siden, så han kom tæt nok på hende til at give hende et blødt puf i armen med sin egen.

[Cora Greengrass]

Cora kunne ikke undgå at mærke et sug indeni, når søgeren smilede. Der var dog en tvetydighed i fornemmelsen. For selvom hun nød at kunne få den slags reaktioner fra ham, vidste hun også at han nok smilede endnu mere nær Olive. "Ja... det kan du have ret i," Hun smilede tilbage, overbevist om at der var en smal chance for at Kiaan kunne finde ud af, at han havde brug for en dag i solen med hende.

Til forslaget, kunne hun ikke helt holde en blid latter tilbage. Afstanden mellem dem var blevet mindsket i sofaen, og da han puffede til hende, tøvede hun ikke ligefrem med at puffe ham tilbage.

"Det er ikke fordi jeg har den samme frihed som River Felix Martel ," mindede hun ham om. Hun kunne næppe holde en så stor fest, uden forældrene enten fandt ud af det eller gav lov til det. "Hvis der blev proppet noget i punchen til min fest, lå det på mine skuldre."

[Kiaan Patil-Fawley]

Han kunne ikke holde en dæmpet, men lidt tør latter, fra sig, da Cora bragte River og hans fest op. Kiaan havde ikke talt med løven siden festen, og havde faktisk gjort sit yderste for at ignorere ham fuldstændig.

"Har han overhovedet set nogen konsekvenser af dét stunt?" spurgte han retorisk. Han tvivlede på det; selv om at det havde virket som om folk havde opdaget at der var kommet noget i punchen som havde påvirket alle der havde drukket den, havde han ikke hørt vildt mange kritisere værten for det.
I hans tankestrøm faldt det ham ikke ind at bemærke at han ikke havde rykket sig tilbage fra hende, og at afstanden mellem dem næsten var blevet halveret igen.

"Jeg vil ikke tænke på hvilke andre ting, den punch fik folk til at gøre den aften. Der var vist nok af værelser at trække sig ind i, hvis jeg forstod det ret." Smilet fik en bitter kant, da han fangede sig selv i at blive mindet på at Olive selv havde været alene med festens vært. Både før festen overhovedet var startet, og senere.

[Cora Greengrass]

"Det... tvivler jeg på," Kom det fra Cora. Ærligt, anede hun ikke om løven havde modtaget nogen som helst form for modgang efter hvad der var hændt. Hun havde bare gjort sit for at ignorere ham fuldstændigt. Punchen havde fået hende til at låse læber med ham i mørket, og hun vidste at det nok delvis var fordi hun havde forestillet sig søgeren i stedet. Små, lukkede og støvede rum blev aldrig helt de samme.

Hun satte sig lidt bedre til rette i sofaen. Ikke at hun havde siddet dårligt før... men hendes diskrete moslen gjorde da at de kom endnu tættere, uden at røre hinanden. Da Kiaan talte om værelserne, bemærkede hun ændringen i hans blik. Hun havde intet behov for at lade det dvæle for længe.

"Jeg havde trods alt ikke drukket eliksir, da jeg valgte at tage den kjole på..." Hun slap et muntert fnys. "Alle havde vel behov for at udforske nogle ting."

[Kiaan Patil-Fawley]

Om det havde været bevidst eller ej, kom Kiaan aldrig rigtigt til at tænke over, men Coras bemærkning havde været nok til at lokke hans tanker væk fra festens rædsomme afslutning og over til noget andet. Det havde i hvert fald fået ham til at minde sig selv om kjolen Cora havde valgt til festen, selv om at han kun havde tilbragt meget kort tid med hende den aften. En blanding af en enig lyd og en rømmen kom fra ham.

"Det er der helt sikkert noget om. River havde om ikke andet givet den perfekte mulighed for at udforske ting." Dét måtte han da give løven. En drik som fik folk til at følge deres impulser, samt et hus med nok af værelser til at søge alenetid i? Der var nødt til at have været folk som havde udnyttet det. Havde det ikke været for drikken, ville han heller ikke have kysset Olive den aften. Det ville med stor sandsynlighed have haft en helt anden afslutning, hvis man skulle gå ud fra hans og Coras tidligere stunde sammen. Det ville måske have været dem som havde søgt ét af de tomme rum.

Dén tanke i sig selv var nok til at han mærkede varmen stige igen, og det gik med ét op for ham hvor tæt de var kommet på hinanden. Han rykkede sig dog ikke væk, i visheden om at sådan en bevægelse helt sikkert ville fremstå lettere akavet. "Hvordan kom du egentlig hjem fra den fest?" spurgte han med oprigtig interesse. Han havde selv bare rejst derfra, uden så meget som at sige farvel til nogen. Heller ikke Olive eller Cora selv, som han sidst havde set forlade badeværelset efter en meget akavet samtale.

[Cora Greengrass]

"Mhm," Kom det tankefulgt fra Cora. Impulsivitetseliksiren havde virkelig gjort hendes aften til et helvede. Var hun ikke blevet svinet til at River og Olive, havde hendes første impuls i mødet med Kiaan næppe været at spørge ind til hvad de var. I stedet ville hun nok falde tilbage i et andet, ikke så verbalt, mønster. Måske endda lade impulserne føre dem længere sammen, end de nogensinde havde gjort ellers.

Ved spørgsmålet, vendte hun kortvarig blikket ned mod sine hænder der hvilede i skødet. Efter hun havde bedt om at være alene på badeværelset til festen, havde hun tudet øjnene ud. Dernæst drukket en hel del mere. "Jeg, øhm..." Hun fugtede læberne, men tænkte at sandheden og sårbarheden måske kunne gøre deres bånd tættere.

"Ian Ogilvy fulgte mig til susenetværket."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var måske meget godt at snakken havde taget hans fokus fra at forestille sig hvad der ellers ville have sket til festen, hvis Cora havde fanget ham før Olive havde. Hidtil havde deres møder i depotrum og tomme klasseværelser altid været stoppet af en fornuft som holdt dem fra at gå for langt. Under indflydelse af sådan en impulseliksir var det ikke til at sige hvor langt det ville være nået. Ikke når det kom til teenagehormonerne.

Kiaan havde lænet sig en smule tættere på hende af ren vane, da det så ud som om hun tøvede, og måtte give en overrasket blinken fra sig af svaret.
"Oh! Oh..." Han vidste ikke helt hvilken respons han skulle give til dét svar. Han vidste trods alt hvordan Cora og Ian havde det med hinanden. Det kunne ikke have været en behagelig tur hjem. "Det... er jeg ked af at høre?" Han lød spørgende, og betragtede Cora i en søgen på be- eller afkræftelse.

[Cora Greengrass]

Cora pillede lidt ved sine fingre, som gav det hende en form for ro. Hun var ikke voldsomt glad for at snakke om noget der var svært og ømt, men frem for at give ammunition, sørgede hun måske bare for at han kunne se mennesket bag det hele. Måske... kunne det vise ham, at hun ikke var ensidet.

"Det skal du ikke være," Varsomt vendte hun blikket op mod hans. Trods promillerne kunne hun tydeligt huske hvordan hendes ekskæreste havde fortalt hende at hun fortjente noget godt. Hvordan han holdt om hende, selvom hun havde såret ham så dybt dengang.

"Vi fik talt om tingene. Vi er kommet videre."